Interview med redaktøren: Signalværdi og holdninger - 2-2004

Tekst af: Janke Bondam

Det er ikke kun nærværende blad, der i år holder jubilæum, også vores redaktør Birgitte Bjørkman kan fejre et rundt tal. I år er det 20 år siden, hun indtrådte i redaktionen, og allerede fire år efter sad hun med redaktørkasketten på. Og dér har den siddet lige siden. I den anledning har jeg sat hende stævne til et interview hen over en middag.

Ikke nok med, at Birgitte altid har været stærkt engageret i de indholdsmæssige og erfaringsdelende potentialer, der ligger i et medie som RYK!, men hun har også fra allerførste færd været utrolig opmærksom på dets layoutmæssige og signalgivende udtryksside.
Kort efter hendes indtræden i redaktionen fik bladet et løft i form af en radikal fornyelse af layoutet. Siden har fornyelser og forbedringer efterfulgt hinanden i en bevægelig strøm, og det har nok ikke undgået nogen læsers opmærksomhed, at vi indenfor de sidste fire år har stået med et utroligt professionelt magasin i hånden.
Men hvad måske ikke alle har noteret sig er, at der siden 1984 med små bogstaver i udgivelsesfaktaerne har stået og står: Layout og grafisk tilrettelæggelse: Birgitte Bjørkman. Det er altså Birgitte, der ene og alene tilrettelægger den æstetiske side af bladet, ... udover det øvrige redaktionelle overblik, samt selv at skrive, opsøge og orientere sig i det hele taget. En ret stor mundfuld, for ikke at sige: Det er vildt imponerende. Jeg må derfor starte med at spørge:

Hvordan og hvor har du lært at håndtere hele produktionen af et blad?

- Jeg har ingen uddannelsesmæssig baggrund indenfor journalistbranchen. Jeg er socionom af uddannelse, men umiddelbart efter jeg var færdig på RUC, tog jeg et halvårs journalistikkursus. Senere har jeg været på et ganske kort layoutkursus, men jeg tror nu nok, det meste er selvlært. Jeg kigger meget på, hvad andre gør. Og jeg kan slet ikke lade være med at have layoutbrillerne på, når jeg sidder og bladrer i tidsskrifter og magasiner. Det er meget inspirerende. Mine layoutantenner er vist altid optimalt indstillede. Sammen med den øvrige redaktion tilrettelægger jeg et nummers indhold og tematik. Jeg har selvfølgelig idéer med til mødet, ...har en liste over, hvad jeg synes kunne være spændende, ...hvad er oppe i tiden, ...hvilke problematikker og debatter rør sig lige nu..... er de relevante eller kan vi give dem et link til os og vores gruppe, som gør det interessant? I det hele taget har jeg altid antennerne ude, når jeg er nogle steder. Kan næsten ikke lade være med at tænke i artikler.

Hvor stor en vægt lægger du på layoutet og opsætningen?

For formen er vel en del af indholdet?
- Jo, i den grad. Jeg ser altid form og indhold i en sammenhæng; jeg kan slet ikke lade være. Når jeg får en artikel, får jeg straks illustrerende billeder på nethinden, - tegninger eller fotografier. En artikel, der har nogle gode illustrationer, virker jo langt mere tiltrækkende. Det kan også gøres med grafiske elementer. Det handler om at gøre artiklen visuelt mere interessant. Men en vis redigering er vel altid påkrævet for at opnå et godt og kvalitativt niveau.

Foretager du en sproglig udlugning, hvor småsnak og gentagelser stryges?

- Ja, det gør jeg. Jeg vil gerne have et højt kvalitetsniveau. Hvis RYK! magasin skal være et professionelt blad, så dur det ikke, hvis der ikke sættes ind med krav om god gennemskrivning, interessant vinkling, eller en vis overskuelig systematisering. Ordvalg og vinkling er to meget centrale nøgleord, der hele tiden gør sig gældende mellem de redigerende taster. Meget bevidst omskriver jeg begreber og rydder op i negativt ladede ordvalg. Står der eksempelvis "handicappede mennesker" skriver jeg det konsekvent om til "mennesker med handicap". Og i forbindelse med et interview: Når først personens rygmarvsskade kort er blevet nævnt i starten, så er vedkommende fremover et menneske, et navn, og så behøves ikke flere beskrivende ord som kørestolsbruger, invalid, handicappet. Det, der er interessant, er det liv vedkommende lever, hvad indgangsvinklen så end måtte være til at vi laver et portræt af vedkommende. Og i interview spiller netop formen og vinklingen en fantastisk stor rolle. Man kan jo bare se på de gængse artikler fra ugebladene, som elsker at søbe rundt i den invalide stakkel og som virkelig hæfter alle de klamme ord på.
Korrekturlæseren kan også gøre mig opmærksom på noget, jeg måske har stirret mig blind på. Hun er god til at observere detaljer. Hun er med til at rydde ud og holde en konsekvens, som jeg synes er ret vigtig.

Hvordan ser et rigtig godt nummer ud for dig? Tænker her på signalværdi. Tænker også på balancen i stofvalget.

- Vores læserskare er en meget, meget bred gruppe. Der er dem, der har stor interesse i at læse om sport. Så er der dem, der synes det er vigtigt at følge med i stamcelle-forskningen. Der skal være noget for alle. Derfor er det vigtigt at finde balancen mellem sport, fritidsaktiviteter, forskning, portrætter, tilgængelighed m.m. At komme omkring hele livet, kort og godt. Jeg betragter efterhånden bladet som det, man kunne kalde for et livsstilsmagasin, selvom det måske er et lidt brugt udtryk, men jeg synes langt hen ad vejen, vi har formået at gøre det til et magasin, og holdninger som rækker ud over det smalt fokuserede emne para/tetra-plegi. Læsere fortæller mig, at de stolt lægger RYK! frem på sofabordet, og at deres gæster får lyst til at læse i det.

Men Birgitte, du sidder så med det overordnede ansvar med de mange bolde i luften på samme tid. Og så er der den altid lurende deadline i horisonten. Hvordan får du styr på det hele?

- Jo, overblik skal der til. Køligt overblik og selvfølgelig også ansvar. Men RYK! magasin er jo et eller andet sted mit barn, og jeg er vel egentlig også lidt... kan man kalde det ærekær? Det skal jo være godt, bladet. Men nogle gange må jeg trække en grænse; nu slår vi en streg, nu bliver det ikke bedre. Ellers kan man jo godt fristes til at sidde og kæle for meget for detaljerne. Det er jo en fed oplevelse, når det sidste punktum er sat. Det er fedt, når bladet er trykt, og man får det i hænderne og kan sige: Yes!

Nu har du siddet med bladet i 20 år, og så kan man jo ikke lade være med at spørge: Hvordan orker du at blive ved? Hvad driver dig? Har du nogensinde været tæt på stregen, hvor du ville give op?

- Nej! Jeg synes det at lave blad er interessant. Jeg kan lide at skrive. Jeg synes processen med at skrive og selve bladtilrettelæggelsen og layouten ...jamen, det er interessant det hele. Og ja, der er mange bolde, der er i luften samtidig. Kontakten til skribenterne, fotografer, tegnere, trykkeri, annoncebureau...

Og du har altid nået det hver gang?

- Ja.

På mirakuløs vis?

- Ja! [og Birgitte storgriner.]

Og du er ikke ved at fortvivle nogle gange?

- Altså, nogle gange kan jeg godt stresse lidt. Min deadline til trykkeriet skal overholdes, og hvis mine skribenter ikke overholder deres deadline, ja, så kan det godt give mig grå hår - for bladet skal jo ud!

Men hvad gør så en redaktør rigtig glad?

- Jeg synes, det er dejligt at få ros. At modtage en mail med et: "Smaddergodt blad!" Det er jo skønt. Arbejdet med et blad er så dejlig kontant. Jeg mener, der ligger et håndgribeligt produkt efter endt indsats. Noget konkret, man kan forholde sig til, hvilke nogle så heldigvis gør en gang imellem.

Men folk tager vel også bladet som en selvfølge?

- Ja, det er der jo nok mange der gør... [og Birgitte storgriner igen...] Men respons gør mig rigtig glad... [og grinet vil ikke rigtig lægge sig] ...det er dejligt. Og det gør mig glad, når jeg kan lave et interview eller en historie, som andre kan have glæde af. Når de på et senere tidspunkt kommer og siger: "Den artikel du skrev der, den gjorde faktisk, at jeg fik taget mig sammen til...". Det er skønt, og det er jo sådan noget, RYK! i høj grad også skal. Inspirere. Vi skal inspirere hinanden.

Nu hedder både foreningen og bladet jo RYK. Hvordan og hvorhen synes du, der skal rykkes?

- Ja, jeg så gerne, at der kom mere bid i bladet. Det måtte godt have en skarpere politisk profil. Navnet forpligter da! Debatten omkring stigmatisering og stereotyper, som er startet i bladet, synes jeg er interessant. Den må godt fortsætte. Det er vigtigt, at man som organisation også forholder sig til sin egen rolle og funktion. Hvad er det vi vil? Vil vi det, som vi engang ville? Eller har tiden forandret sig, så vi også må tilpasse os tidens forandring? Altså, man må kigge lidt på, hvad der sker ude i verden, så man ikke bare sådan sovser rundt i samme gamle hjulspor. Nogle organisationer har lidt svært ved at kigge ud over "handicapverdenen" for nu at bruge et ord, jeg har hørt nævnt blandt nogle handicaporganisationer. Men vi skal jo ud over rampen..... (Birgitte stopper med et eftertænksomt blik....)
- Der er et eller andet galt i handicapopfattelsen. En mislyd, der er bremsende for både vores psykiske og fysiske væren i dagens samfund. En opfattelse, der har tykke tråde til den stadig ringe tilgængelighed. Det er på de punkter, at jeg gerne så en kraftigere markering i bladet. Der er to bjergtoppe, der rager op over alt andet: Den stigmatiserende kategorisering og den manglende tilgængelighed. Så kort kan det siges, og jeg vil frygtelig gerne, hvis bladet - på en rigtig god og gennemtænkt måde - kunne profilere sig kraftigere på de her felter.

Hvad synes du så er bladets force? Og hvordan adskiller RYK! sig fra andre handicaporganisationers blade?

- Layoutet og sammensætningen af artikler. Begge dele. Et godt billede, et gennemtænkt layout og en rigtig god tekst har vitterlig en fantastisk stor signalværdi. Ja, bare ved at vælge de rigtige billeder kan man formidle holdninger. Og man bliver nødt til at være bevidst og forholde sig til denne meget indlysende layoutregel nummer et, hvis man vil sende en klar signalværdi, der skal bryde holdninger og fordomme. Det er jeg meget bevidst om. Og selvfølgelig er jeg utrolig glad for, at vi har en fotograf som Morten Bibow, fordi han i den grad formår at fokusere på mennesket i mennesket, og hvor kørestolen bliver en detalje i billedet. Hans billeder ligger jo langt over i kvalitetsniveau, end hvad jeg ser rundt omkring.

Dit engagement i og arbejdet med bladproduktionen er jo ret så anseelig. Hvordan får du tid til alt det andet - kor, akrylmaling, skolebestyrelse, jazz, beboerforening, madlavning, - som du også interesserer dig for?

- Jamen jeg er nu nok et organisationsmenneske. Jeg er sådan én, der bliver valgt til skolebestyrelser og beboerforeninger. Det er jo politisk arbejde, hvor der skal tages beslutninger, værdier skal drøftes og prioriteringer skal foretages. Jeg kan slet ikke lade være. Jeg synes, det er interessant at få indflydelse - og det kan faktisk også være sjovt. Meget handler jo om interaktion og kommunikation, når man er sammen med andre mennesker. Og jeg vil den interaktion. Synes den er vigtig, hvad enten det gælder mit arbejde i skolebestyrelsen, i min boligafdeling eller i mit arbejde for bedre tilgængelighed i min kommune. Og ikke mindst oplever jeg, at jeg gennem mit politiske arbejde og i mødet med andre mennesker på en naturlig måde rykker til holdninger og fordomme, fordi jeg sætter min person og ikke mit handicap i fokus. Men først og fremmest er jeg mor til min datter Julie med alt, hvad det indebærer. Hun er nu blevet 15 år, så hun ser mig sikkert gerne ude af huset et par aftener om ugen, og her kommer bl.a. koret ind. Jeg nyder at have en aften, hvor jeg ikke skal tage et overordnet ansvar og hvor det kun forventes af mig, at jeg synger.

Jeg mister helt pusten over din travle hverdag. Har du overhovedet ledige valse tilbage på dit balkort?

- Næ, - egentlig ikke. Men jeg får da altid set de biograffilm, jeg vil se, og de teaterstykker, som jeg heller ikke vil gå glip af. Udstillingers og museers gulve når også at få aftryk af mine hjul, og ja, jeg går da også ud og spiser af og til, ligesom jeg får rejst til udlandet engang imellem. Alt sammen nås egentlig uden stress! [afslutter Birgitte grinende igen, for smilet og latteren sidder løst og generøst på hende].