Paraplegi i 25 år - 2-2004

Tekst af: Janke Bondam

"Paraplegi - Forum og debat" kom til verden i 1979 vel nok lidet anende om, at det ville vandre af så succesfuld en vej og nå så flot og professionelt et niveau, som det nu - med navnet RYK! - ligger på 25 år efter. Bladets største force har lige siden dets start været, at det er et blad, man som rygmarvsskadet har kunnet identificere sig med, og jeg vil mene, at netop dette aspekt er én af de vigtigste brikker, - hvis ikke den vigtigste - i bladets succeshistorie.

Syv år efter Paraplegikerkredsen blev etableret i 1972, satte en god håndfuld engagerede og virkelystne mennesker sig sammen og besluttede at: "På baggrund af den store interesse for Paraplegikerkredsens arbejde hos tidligere patienter, pårørende samt faggrupper inden for behandlings-sektoren, herunder personalegrupper på de fysiurgiske hospitaler i Hald/Ege og Hornbæk, mener vi fra kredsens side at tidspunktet er inde til - udover at bringe medicinske og sociale informationer gennem seminarvirksomhed samt ved udgivelse af en folder om paraplegi til praktiserende læger og hjemmesygeplejersker i forbindelse med udskrivelse fra behandling - at udgive vort eget tidsskrift."

"Paraplegi - Forum og debat" kom til verden i 1979 vel nok lidet anende om, at det ville vandre af så succesfuld en vej og nå så flot og professionelt et niveau, som det nu ligger på 25 år efter. Men bolden var givet godt op.
Allerede det første nummer, der så dagens lys, lagde kortene uforbeholdent på bordet: Åbningsteksten blev Bjergprædiken, -[den med saligprisningerne] - og den blev hurtigt fulgt af en artikel om seksualfunktionen hos kvinder med paraplegi. Et klart signal om, at her i tidsskriftet ville man hele vejen rundt. Fra ånd til kød skulle der favnes, berettes og skrives hjem om. Og det er der så blevet i 25 år, - bredt henover 4.140 sider, fordelt på 91 numre.

Bladet blev meget positivt modtaget, og det viste sig hurtigt, at der vitterlig er mange erfaringer, der er særdeles nyttige at dele med andre, så mange vedkommende oplysninger, gode tips, inspirerende og livgivende påfund. Og så er der de besværlige faldgruber, der er gode at blive advaret imod, det smertefulde, det problematiske ved en ny identitet, og hvordan man håndterer seksualiteten på de nye vilkår...

Tager man et overblik over de forgangne års emnevalg, tegner der sig et efterhånden genkendeligt skelet af stofområder, der fordeler sig over grundstrukturen: Forskning, fritids-/arbejds- iv, behandling, kulturelle indfaldsvinkler, politiske tiltag, gags, person-interviews og foreningsmæssige informationer.

Indholdsmæssigt er det ikke til at komme i tanke om, hvad der mon kan være overset eller udeladt. Der er vist ikke det emne, der ikke har været skrevet om, for bladet fandt hurtigt sit tematiske vingefang, der bedst kan illustreres som en vifte med forankringspunktet i erfaringer med para- og tetraplegi. Og herfra kan alt udgå, har det i alle de forløbne år vist sig. Nok fordi det i sidste - eller rettere første - instans jo drejer sig om mere eller mindre almindelige mennesker med en mere eller mindre ualmindelig rygmarvsskade.
Bladets største force har lige siden dets start været, at det er et blad, man som rygmarvsskadet har kunnet identificere sig med, og jeg vil mene, at netop dette aspekt er én af de vigtigste brikker, - hvis ikke den vigtigste - i bladets succeshistorie. Man holder ligefrem af "sit" blad og lader det gerne ligge fremme og flyde på bordet. Hemmeligheden bag dette er ikke kun at finde i indholdssiden, for den layoutmæssige form, der for længst er blevet en uadskillig del af det indholdsmæssige, har med årene nået et kvalitetsniveau, der rager højt, højt over de blade, det efter gængs standard skulle sammenlignes med. Dets umiddelbare fremtrædelsesform har fået et så spiseligt udtryk, at enhver forbipasserende (hjul eller ej) forføres til at tage det op og bladre i det.

En anden - meget vigtig - brik er selvfølgelig vinklingen i tekststoffet. Det er set i hjulhøjde, indefra, og ikke mindst fri for bekymrende medlidenhed eller ufortjent imponerethed. God blanding af stofområderne er med til at give bladets dets inspirerende og vedkommende præg, der både er opløftende og oplysende. Alt sammen er med til at nuancere billedet af livet med en rygmarvsskade. Og berøringsangsten synes ikke at være stor, - dilemmaer, tabuer og det svære eksistentielle, det kommer alt sammen med. For det er ikke et fagblad, endsige et esoterisk foreningsblad, og det er langt fra et patientblad. Det er for længst blevet et professionelt livsstilsmagasin, der uden mangel på selvtillid godt kan lægge sig ved siden af markedets øvrige livsstilsmagasiner. Men alt dette var ikke nået, hvis det ikke havde været for den stab af mennesker, der har siddet i de skiftende redaktioner, der har varieret lige fra fire til 12 medlemmer. En stærk jysk redaktion kom på banen i '86 og gjorde i den grad hovedlandet synligt over en årrække. Og så er der selvfølgelig alle de løse og faste skribenter, der jævnligt er kommet med indlæg og artikler. Bortset fra et enkelt års tid, hvor en professionel journalist blev ansat, har det været ulønnet arbejdskraft, der har holdt bladhjulene i gang, og jeg er ret overbevist om, at dét netop er én af bladets store styrker med den ulønnede arbejdskraft. Fordi der således skrives på engagementet, idet alle i de skiftende redaktioner selv er rygmarvsskadede. Man vil være med til at tegne billedet, netop fordi det vedkommer én så meget.

For bladet har jo en kolossal signalværdi. Det er RYKs mest synlige flagskib, og så er det ikke mindst et samlingspunkt - et orienteringspunkt - for alle rygmarvsskadede (og pårørende m.m.) i Danmark.