Kære læser - 2-2004
Tekst af: Birgitte Bjørkman, redaktør
Kære læser
Forum og debat er lige så aktuel som for 25 år siden, da bladet ved sin start i 1978 hed: "Paraplegi - forum og debat". Og det er mit ønske, at RYK! fortsætter i de næste 25 år med at bibringe landets rygmarvsskadede, pårørende og behandlere viden og indsigt, erfaring og refleksioner, dialog og debat. Magasinet, der både er på forkant og står bag og ikke mindst gør en forskel - når det gælder livets personlige valg og de samfundspolitiske beslutninger.
RYK! rummer en 25 år lang historie, hvis faste akse gennem alle årene har været, og fortsat er, et skæbnefællesskab. Uden denne fælles historie eksisterede RYK! ikke. Og det er netop denne fælles referenceramme, der dengang som nu danner grundlaget for RYK! Det er herfra alle tanker og ideer udspringer, og sammen med en altid fastholdt orientering mod den samtid, vi befinder os i, gør den RYK! til det, det er. Et tidsaktuelt magasin, der kender sin historie, og dermed også er i stand til at sætte nutiden og fremtiden i perspektiv.
Som altid vil jeg opfordre vore læsere til at melde sig med pen og tastatur. Brug RYK! som aktivt forum for dialog og debat - præcis som for 25 år siden! God læselyst - og tillykke med jubilæet.
Birgitte Bjørkman, redaktør
