Læserindlæg: Spasmer i armene - 1-2004

Tekst af: Indsendt af Lars Hermansen

Spasmer i armene, når jeg ligger på siden i sengen, dem er jeg godt træt af! De forhindrer mig nemlig i at sove. Kender andre tetraplegikere til det?

Jeg har været C4-tetra siden '71 som følge af en trafikulykke i Hjørring - jeg er dermed en gammel rotte i faget. Jeg bøjer arme og ben, som jeg plejer - både morgen, aften og nat. Men alligevel er jeg begyndt at døje med spasmer i armene, når jeg er klar til at sove! Jeg sover altid på siden for at undgå sår på siddefladen. Spasmerne begynder forskelligt - alt efter, hvordan jeg ligger i sengen. Hvis jeg får overkroppen for langt tilbage, er spasmerne særlig voldsomme - især i den øverste arm. Hvis benene kommer for langt frem, får jeg nogle andre spasmer - nogle små, gentagende jag i overarmen og skulderen. Jeg får til sidst en halv sovepille - for at falde i søvn. Det får spasmerne til at forsvinde. De sovepiller, jeg tager, hedder Imovane 7,5 mg. Men det er jeg også træt af, for sovepiller virker kun ca. tre uger - så skal man forhøje dosis. To gange om ugen går jeg til fysioterapi hos PTU i Århus, fordi man dér har en masse gode træningsapparater bl.a. en »cykelmaskine« og et »ståstativ«. Men på grund af nedskæringer har jeg de sidste fire måneder holdt en pause fra almindelig fysioterapi. Jeg må gerne cykle to gange om ugen og stå en gang om ugen. Med dette indlæg vil jeg gerne høre andre høje tetra'er, om de har samme problemer - og hvordan de har løst dem?
Indsendt af Lars Hermansen