Udstødt eller hvad ... ? - 1-2004

Tekst af: Jane Horsewell, formand

I løbet af de snart otte år, jeg har været kørestolsbruger, er der mange ting, som jeg er blevet opmærksom på, jeg var fuldstændig uvidende om, inden jeg kom til skade. Jeg har også haft en hel del oplevelser, som jeg ikke kunne forestille mig for nogle få år siden. Kontakten til sygehusvæsenet, til sagsbehandlere i kommunen og til hjemmeplejen har vist mig en anden side af vores samfund end den, jeg kendte til tidligere. Kontakt til andre personer i kørestol har åbnet mine øjne til problemstillinger, som jeg slet ikke havde spekuleret på og nogle sociale skævheder, som jeg ikke anede fandtes. Det var som om jeg pludselig befandt mig i et "parallelt univers", hvori der eksisterer en række forhold, som de fleste "almindelige" mennesker er blinde overfor. Denne bevidstgørelsesproces var meget intens - ikke mindst fordi forholdene havde direkte indflydelse på mit eget liv.

Som et eksempel kan nævnes min forbløffelse over, hvor mange firmaer, der findes - både produktions- og servicevirksomheder - hvor hele forretningen er baseret på serviceringen af mennesker med én eller anden form for "funktionsnedsættelse". Ved mit første besøg på Rehab messen gik jeg rundt i chok. Antallet af udstillere og det kæmpestore udvalg af hjælpemidler af forskellig art var for mig både uventet og totalt overvældende.

Da jeg begyndte at deltage aktivt i RYK, blev jeg lige så overrasket over antallet af institutioner - kontorer, ordninger, råd og centre - i det private såvel som det offentlige regi, som beskæftiger sig med "handicapspørgsmål". Nogle tilbyder konsulentbistand til den offentlige sektor, andre gennemfører projekter finansieret af fondsmidler, mens andre fungerer næsten som lobbyister og arbejder for at påvirke regeringspolitikken til fordel for "de handicappede". Også mange "frivillige" interesseorganisationer viste sig at ansætte en lang række professionelle fagfolk. Der er tale om folk med forskellige uddannelsesbaggrunde - alt fra socialrådgivere til terapeuter og akademikere - men det, som alle har tilfælles, er deres anerkendte ekspertviden indenfor handicapområdet.

Det som undrer mig mest er: Hvorfor er der så få af disse institutioner, som har mennesker med handicap blandt deres ansatte? Er det ikke indlysende, at de folk, som har mest indsigt i og forståelse af "de handicappedes" levevilkår, netop er mennesker, som har et handicap? Virker det ikke underligt, at een gruppe ikke-handicappede instruerer eller vejleder en anden gruppe mennesker uden handicap om problemerne som fx kørestolsbrugere konfronteres med til dagligt? Det fører til nogle, efter min mening, groteske situationer. Fx et "kursus" om tilgængelighed, som blev afholdt for nogle kommunale politikere sidste år. Efter en dag hvor politikerne trillede rundt i byen i kørestole (for at "prøve" hvordan det er at være handicappet) så gik turen til Barcelona - en by, som er kendt for at være meget tilgængelig! Hvorfor skulle politikere have brug for selv at "afprøve"? Stoler de alligevel ikke på eksperternes viden og rådgivning?

I de andre nordiske lande bliver flere og flere mennesker med handicap ansat på genoptræningscentre, som socialrådgivere hos myndighederne og som konsulenter i statslige og halvstatslige institutioner - hvorfor ikke her i Danmark? Som frivillige har vi desværre ikke den samme gennemslagskraft som de eksperter, som er ansatte. Vores rådgivning vil altid anses for at være "farvet" af de synspunkter og holdninger, som vores medlemsorganisation frem-hæver. Vi er på forhånd dømt som "inhabil" i den offentlige debat.

Hvad er egentlig årsagen til den nuværende situation? Bliver vi bevidst holdt udenfor? Eller kan det være, at vi er for langsomme til at gribe chancen i at søge en stilling, som kan give os den indflydelse, vi efterlyser? Måske er det på tide, vi kigger kritisk på vores egne bidrag til nutidens - og fremtidens - samfund.

Jane Horsewell, formand