Kommentar: Kategori-tankegang - 4-2003

Tekst af: Janke Bondam

Inden Anders J. Andersen sender mig af sted til tidligere tiders Sydafrika, må jeg lige pointere, at hans konklusion i kommentaren ”Sådan er jeg!” står for egen regning. Diskussionsemnet er ikke et spørgsmål om at føle sig bedre eller finere end andre. Derimod har jeg søgt at påpege, at mediernes ureflekterede brug af ordene ”… og de handicappede” og ikke mindst i slut-placeringen af forskelligartede grupperinger, er med til, - ja, det er ligefrem meningen, - at give ordene en negativt ladet tågesky omkring sig.
Socialforskningsinstituttets rapport fra 2000 om Holdninger til handicappede viser jo desværre med al nedslående tydelighed, at holdningen er gennemgående negativ, og medierne videregiver bevidstløst denne holdning gang på gang. Dette var ærindet i artiklen Ludere og lommetyve …, og det er min overbevisning, at både kategoritankegangen og trangen til at skabe usammenhængende grupperinger har undertrykkende elementer i sig. På lignendemåde, som hvis man i samme åndedrag sagde, præster og pædofile, eller kristne og kriminelle. Det er ordene, ordvalgene, sammensætningerne der skaber betydninger, meninger, holdninger og fornemmelser, og da ordene ”… og de handicappede”bliver brugt så ureflekteret og negativt, som tilfældet jo vitterligt er, ja, så skabes der en unødvendig tyngende vægt på masser og masser af handicappede menneskers skuldre; mennesker, som lever ganske glimrende med deres handicap, som de i øvrigt stort set sjældent spekulerer på, lige med undtagelse af, når de altså støder ind i denne konstruerede negative holdningsmur, … (eller for høje fortovskanter!). For ordene bliver i den grad brugt - og er - holdningsskabende i medierne.

Jeg forestiller mig selvfølgelig ikke, at der findes et sandt billede af ”de handicappede”, dertil er ingredienserne alt for omfattende og forskelligartede, men problemet er, at man vælger så snævre perspektiver og fokuserer på så få facetter, at resultatet bliver en slem fordrejning. Det er ikke til at komme uden om, at disse holdningsbestemte valg bygger på helt specifikke antagelser og værdier, og ikke mindst på et menneskesyn, der på en eller anden halv-uigennemskuelig måde vedvarende insisterer på, at der skal skelnes, - og, for nu at gentage mig selv, er det en skelnen, der i sit kølvand har negative bølgegange, til stor skade for mange af os, - sikkert også for ludere og lommetyve.

Men hvad skal man så gøre ved alt det her?

Man begynder at ændre på ordene, kalder sjældent sig selv for handicappet, men vælger andre betegnelser: funktionsnedsat, eller eksempelvis kørestolsbruger, eller måske mere specifikt rygmarvsskadet. Man kan måske skrotte ordet handicap, fordi dets betydningsindhold er så flydende, at snart sagt alt kan komme ind under kategorien, og derved tømmes det for mening. Eller man kan generobre ordet og give det den betydning, man trives og identificerer sig med. [Ligesom ordet bøsse er blevet generobret, - og ordet neger også så småt er ved at være gangbart igen]. Så kan man begynde at billedstorme handi-stereotypen, som nærværende magasin er godt i gang med, man kan fotomæssigt skabe nye billeder, der vækker større identitetsmæssig samklang, og man kan i det hele taget gå ud og blande sig i mylderet, så synligheden bliver langt større, - hvis altså barelige tilgængeligheden var i orden. … …

Men uanset hvordan man vender og drejer ovenstående problematik, så er det min holdning, at det i den grad ernoget, der trænger til at blive rykket i!