Byen på hjul - 4-2003

Tekst af: Eva Glistrup

Det er jo dejligt, at mange nye bygninger har elevator. Jeg er bare lidt træt af, at de tit ikke er til at bruge i praksis. Her er et par af de nyeste historier. Det nyåbnede Nørrebro Bryghus i København er et rigtig spændende sted. Det er en gammel fabrik, som er ombygget til et mikrobryggeri, hvor gæsterne kan følge med i brygningen og drikke varerne på stedet. Det er øl, man ikke får andre steder, og det smager bare godt. Men nu til den fine nye elevator.

Gemt af vejen

Fra hovedindgangen er der trapper, både til restauranten på første sal og til øl-baren i underetagen. Gemt af vejen i bygningens port ligger så elevatoren, der giver adgang til restauranten men ikke går ned til øl-barens mere løsslupne stemning. Tilmed er porten forsvarligt aflåst om aftenen og i weekenden, så hvis du ikke lige kommer for at spise frokost på en hverdag, skal du låses ind og ud af personalet. Men livet er jo som bekendt ikke for de knækkede, så selv om adgangsforholdene kan lede tankerne hen på Vestre Fængsel, skal du ikke snyde dig selv for en glad aften i Bryghusets rustikke restaurant med øl, mad og et stort toilet, der bare mangler armstøtter. En tre-retters menu fås til 275 kr.

Ingen adgang lørdag

På københavnske Østerbro er der også en fin ny elevator til den italienske Ristorante da Lucio, der serverer lækker, men ikke specielt billig italiensk mad. Ingen pizza, men god hjemmelavet pasta. Her er pro-blemet, at man skal ind og ud gennem et Fitness Center for at benytte elevatoren, så restauranten er kun tilgængelig i Fitness' åbningstid, dvs. at man bl.a. ikke kan komme lørdag, mens det ellers normalt går fint til frokost og mandag til torsdag, hvor Fitness er åben til kl. 23. Man kan også benytte det store toilet i Fitness, men også her mangler armstøtter.

Jazzhuset Vognporten

Jeg synes, det er nemmere at acceptere problemerne med elevatoren i Huset, som ligger nær Nytorv og Strøget i København, for Huset er gammelt og elevatoren er fra Ruder Konges tid. Måske husker du Huset i Magstræde som et ret alternativt sted fra 70'erne? I dag er tiden jo en anden og indgangen er fra Rådhusstræde, men hvis du kan få en eller anden jaget op ad trappen og hente elevatornøglen i baren, er elevatoren stor nok til en elektrisk kørestol. På første etage mødes unge og gamle til pilsnere eller kaffe med hjemmebagt kage til billige priser i den hyggelige og uformelle Husets Cafe. Til hverdag er der frokost til omkring en halvtredser. Om aftenen er der ingen mad, for da forvandles cafeen til Jazzhuset Vognporten med levende musik, til tider mod betaling af entré. Handicaptoilettet er noget lille og uden armstøtter, men mange vil kunne klare sig med forholdene.

Niveaufri Imperial

Hvis du rigtig vil ud og spise dyrt og ikke gider besværlige elevatorer, er en københavnsk klassiker restaurant Imperial Garden lige ved Vesterport station. I den smukt indrettede restaurant kan man sidde ved gode borde mellem grønne planter og nyde Imperials berømte gravad laks med fennikelsalat og sennepssauce efterfulgt af helstegt højreb skåret ved bordet. Den kombination har Imperial været berømt for i årevis, og det smager stadig guddommeligt, men det koster desværre også 415 kr. for tre retter.
Prisniveauet er lidt mere moderat og bordene knap så gode i Imperials Brasserie, hvor man også spiser godt i elegante omgivelser. En tre-retters menu er til 255 kr. og dagens husmandskost fås til 95 kr. Til begge restauranter kan man benytte Hotel Imperials hovedindgang, som er niveaufri med automatiske døre. Og så har Imperial et stort godt handicaptoilet - med armstøtter.

Kunst i Vendsyssel

I Hjørring er en gammel klædefabrik bygget om til nyt domicil for Vendsyssel Kunstmuseum, og jeg må sige, at jeg er faldet totalt for den smukke bygning. Fra anden sal er der et betagende kig ned gennem første sal og stueetagen, som næsten kan tage opmærksomheden fra den ellers spændende samling af moderne malerier, skulptur, grafik og kunsthåndværk med tilknytning til Nordjylland. De nordjyske malere er præget af den åbne og barske natur med Vesterhav og høj himmel, som gør sig godt i museets store rum. Og tilgængeligheden har man virkelig gjort noget ud af. Her er niveaufri indgang med automatiske døre, en stor god elevator og et perfekt handicaptoilet. Ud over de faste samlinger viser Vendsyssel Kunstmuseum skiftende særudstillinger. Frem til den 4. januar 2004 er det guldsmeden Bent Exner, der udstiller.

Fakta

Alle stederne er besøgt i el-kørestol i efteråret 2003.

Vendsyssel kunstmuseum
P. Nørkjærs Plads 15
9800 Hjørring
Tlf. 98 92 41 33
Gratis adgang for hjælpere med ledsagerkort
indgang *****
toilet *****

Nørrebro Bryghus
Ryesgade 3
2200 København N
Tlf. 35 30 05 30
indgang ***
toilet ***

Ristorante da Lucio
Nygårdsvej 5
2100 København Ø
Tlf. 39 29 21 20
(Du kan checke åbningstiderne i Fitness på tlf. 39 12 90 00)
indgang ***
toilet ***

Jazzhuset
Vognporten/Husets Cafe
Rådhusstræde 13
1466 København K
Tlf. 33 15 20 02
indgang ***
toilet ***

Restaurant Imperial Garden
og Imperial Brasserie
Vester Farimagsgade 9
1606 København V
Tlf. Restauranten: 33 43 20 82
Brasseriet: 33 43 20 83
indgang *****
toilet ****

Antallet af stjerner svarer til klassifikationerne i Tilgængelighedsbasen:
***** er super
**** er godt
*** kan bruges af mange

Disse og andre fine steder er naturligvis med i Tilgængelighedsbasen på www.ryk.dk