Web-klumme - 4-2003

Tekst af: Lotte Mørkhøj

www.handicapportalen.dk er en portal, der sagt med stedets egne ord: "samler alt, hvad der sker på handicapområdet" - det er akkurat, hvad en ideforladt klumme-skribent kan bruge. Portalen ophøjes hermed til søgeværktøj for nærværende klumme.

Portalens rubrik "Sektioner" er et naturligt sted at begynde. Det viser sig dog, at sektionerne blot er en slags emneopdelt indgang til hovedmenuens "Artikler" i venstre side - ikke umiddelbart brugbart som udgangspunkt for et handicapsurf. Punktet "Temaer" fungerer på samme måde og efter et par klik i hovedmenuen mister jeg orienteringen - jeg opgiver at forstå portalens logik og beslutter i stedet at søge specifikt.

Jeg søger først på "RYK", "paraplegi", "tetraplegiker" og "rygmarvsskadet", men udover links til www.ryk.dk og tilgængelighedsbasen, så er der ikke bid. I stedet vælger jeg et bredere handicap-søgeord, nemlig "kørestol". Her er omsider lidt at klikke på: Roltec A/S udgør mærkværdigvis kategorien organisation, herefter følger to kørestolskategorier med links til kørestolsfirmaer, en artikelkategori med henvisninger til fem kørestols-artikler, en såkaldt branchenyhed, hvilket er en pressemeddelelse med indbydelse til en allerede afviklet pressekonference, og slutteligt henvisning til en (fraværende!) rubrikannonce vedrørende Paralympiske lege 2004. En søgning på henholdsvis "handicapbil" og "invalidebil" giver hver især links til et enkelt bilfirma, men ingen til artikler, annoncer eller en linkkategori. Slutteligt vælger jeg at søge på en term, hvor portalen må formodes at være velorienteret, nemlig "handicaphjælper". Søgningen giver beskedne seks hits, heraf er to vedrørende portalens egen formidling, tre omhandler handicaphjælper-foreningen og et er dødt.

Umiddelbart ser portalen velorganiseret og professionel ud, men jeg oplever mere form end indhold og søgeresultatet er sørgeligt. Handicapportalen.dk kan langtfra udfylde rollen som min portal til "alt hvad der sker på handicapområdet" og ved eftertanke, så har jeg slet ikke brug for en handicapportal! De daglige handicapnyheder henter jeg hos www.handicap.dk/handiklip/ og hvad angår ideer, så er www.google.dk min hjælper - jeg googler mig eksempelvis frem til www.visithandicapguide.com, hvor jeg finder en masse gode oplysninger om jyske seværdigheder, spisesteder og meget mere og det i en let og overskuelig indpakning - 1000 tak for den!

Lotte Mørkhøj