kNORR - fokus på kvinders seksualitet - 4-2003

Tekst af: Jane Horsewell

På et møde i Helsinki i begyndelsen af september besluttede kNORR at fortsætte deres samarbejde. En nordisk konference i foråret 2005 for kvinder med rygmarvsskader er blandt gruppens projekter.Da kNORR (Kvinder i NORR) arbejdsgruppen blev dannet for knap tre år siden med kvindelige repræsentanter fra alle organisationer for rygmarvsskadede i Norden, var gruppens overordnede mål at sætte fokus på kvinders seksualitet. Gruppen mente, at den seksuelle information, som blev formidlet under kvinders indlæggelse til genoptræning og kontrol, var for ringe og at situationen i en vis grad skyldtes, at der rent faktisk manglede viden om kvinder og deres seksuelle formåen.

Forskningsprojekt

kNORR besluttede at igangsætte et forskningsprojekt, der skal undersøge og kortlægge kvinders opfattelse af og erfaringer med deres seksualitet efter en rygmarvsskade. Ved at involvere kvinder fra hele Norden vil undersøgelsen blive den største nogensinde indenfor dette område. Det lykkedes for gruppen at finde to velkvalificerede forskere, som var interesserede i at udføre projektet, Margareta Kreuter og Agnete Siösteen fra Göteborg, og samtidig var gruppen i stand til at hjælpe med at anskaffe finansiering.

Spørgeskemaundersøgelse

Projektet består af en spørgeskemaundersøgelse, hvor skemaer bliver sendt ud til kvinder med rygmarvsskader i alle de nordiske lande samt til en del ikke-rygmarvsskadede kvinder i Sverige som kontrolgruppe. Spørgsmålene er blevet formuleret i et tæt samarbejde mellem forskerne og kNORRs medlemmer. For at gennemføre projektet, har forskerne arbejdet sammen med genoptræningscentre i alle landene. Her i Danmark har Fin Biering-Sørensen fra Klinik for Para- og Tetraplegi i Hornbæk og Inger Lauge fra Paraplegifunktionen i Viborg støttet projektet lige fra starten, og begge har lagt et stort arbejde i projektets gennemførelse.

Mini-konferencer

Med projektet "på plads" og overladt til eksperterne, blev kNORRs rolle en anden; nemlig at få en debat i gang i hvert land og hver organisation. Idéen om "mini-konferencerne" blev født. Disse et-dags møder skulle give lejlighed til at drøfte ikke bare det, som vi ved om kvinder og seksualitet, men også det, som vi godt kunne tænke os at vide! I Danmark blev der afholdt to mini-kon-ferencer i september, hvor alle RYKs kvindelige medlemmer blev inviteret (se anden artikel).

Nordisk konference

Ved et møde i september i Helsinki blev det næste og sidste trin af kNORRs arbejde godkendt: En nordisk konference for kvinder med rygmarvsskader i foråret 2005! Et hovedpunkt i diskussionen var, hvordan dette kæmpe arbejde kunne struktureres og koordineres effektivt. Resultatet blev, at mens alle er med i projektgruppen er der kun tre personer i udvalget, Conference Organising Committee, som skal organisere konferencen, nemlig Tiina Siivonen, Finland, Gunilla Århén, Sverige og Jane Horsewell, Danmark.

Organisering og finansiering

Udvalget mødtes i København i midten af november for at drøfte konferencen - mødested, finansiering, indhold, format osv. Der blev ikke truffet nogle endelige beslutninger, men arbejdsopgaverne er blevet uddelegerede og arbejdet er kommet i gang. Allerede inden dette møde blev en ansøgning om finansiering af udvalgets aktiviteter sendt til NSH, som tidligere har støttet kNORRs mødeaktivitet.

Workshops og diskussioner

Uden at love noget definitivt, kan jeg allerede nu røbe lidt om konferencen. Mødestedet bliver nok enten i Göteborg eller det nordlige Jylland - af hensyn til egnede konferencefaciliteter. Udvalget satser på et deltagerantal på ca. 150, hvor mindst to tredjedele er kvinder med rygmarvsskader. Udover finansiering af selve konferencen vil kNORR undersøge mulighederne for at støtte deltagelse i konferencen. Arrangørerne vil gerne bryde det traditionelle konferencemønster med to dage, hvor korte oplæg efterfølges af kaffepause. Der skal være plads og tid til workshops og diskussioner i mindre grupper. Et emne skal selvfølgelig være resultaterne af forskningsprojektet, men konferencen vil også tage en række andre emner op - kvinder i familien, kvinder under uddannelse og på arbejde, kvinder og kreativitet, kvinder i idræt og sport og kvinder i samfundets beslutningsprocesser. Ikke mindst skal konferencen give deltagerne en mulighed for at møde andre kvinder fra andre lande med erfaringsudveksling i fokus.