Doktordisputats - 4-2003
Tekst af: Jens Bo Sørensen
Den 14. september forsvarede overlæge Jens Sønksen sin doktordisputats i emnet "Assisteret udløsning og sædkarakteristika hos rygmarvsskadede mænd". En skræmmende lang titel, men et meget interessant emne for flere af RYKs mandlige medlemmer.
Disputatsen er resultatet af Jens Sønksens undersøgelser i perioden 1992-99, som involverede patienter fra genoptræningscentrene i Hornbæk og Viborg. Ved hjælp af et Storm P lignende apparat blev deltagerne "vibreret" til udløsning. Undersøgelsen fandt, at amplituden (vibrationsafstanden) var meget væsentlig for succesraten.
Jens Sønksens erfaringer udmøntedes bl.a. i udviklingen af "Ferticare" - en vibrator som kan hjælpe de fleste rygmarvsskadede mænd til at få udløsning. Forsvaret gik forrygende, og de to opponenter kunne kun hylde den nye Dr. Med.
RYK var til stede og ønskede tillykke, og takkede samtidig Jens Sønksen for hans store og væsentlige arbejde med rygmarvsskadede mænd. Som den ene opponent kom til at sige: "Det er jo flot, at du vil interessere dig for sådan nogle mennesker!!!!"
Opponentens navn må vist hellere forblive anonymt...
