ORIENTERING fra Klinik for Para- og Tetraplegi - 4-2003

Tekst af: Personalet i Hornbæk

Efter sommerferien åbnede afsnittet på anden sal, hvor primært de nye patienter bliver indlagt. De patienter, der kan være hjemme i weekenden, bliver fortrinsvis lagt på afsnittet på tredje sal. Dette har naturligvis givet nye udfordringer med flytning af en stor del af patienterne i deres forløb under indlæggelsen. Men der arbejdes fortsat positivt på at få det til at fungere bedst muligt. Vi mener samlet, at det giver nogle positive udfordringer at indlægge en slags miljøskift undervejs i forløbet.

Arrangementer

I august var 13 patienter og otte hjælpere i Tivoli med stor succes. Det blev en fantastisk aften, hvor haven viste sig fra den smukkeste side. Tak til Jan Weisleder for sponsorering af bussen.
I starten af september blev der på terrassen holdt stor grillaften med lys. Der var mange kokke ved grillen - både med og uden spid.
Og i oktober blev der holdt bankoaften med deltagelse af mere end 20 personer. Det var en stor glæde, at de erhvervsdrivende i Hornbæk havde støttet arran-gementet med diverse gode og spændende præmier.

Nordisk Paraplegimøde

Fra den 4. - 7. september var vi repræsenteret ved det nordiske rygmarvsskademøde i Helsingfors, Finland med såvel sygeplejersker, fysioterapeuter, ergoterapeuter som læger. Vi præsenterede samlet mere end 10 arbejder ved mødet, såvel om sårbehandling som Botoxbehandling af blæreoveraktivitet foruden vibrationsbehandling for spasticitet, håndfunktionstest for tetraplegikere, opfølgningsundersøgelse om blærefunktionen mange år efter en rygmarvsskade samt om kolostomi. Mødet gav god inspiration til det videre arbejde med fortsat at forbedre behandlingen og træningen i Hornbæk. Ledende ergoterapeut Hanne Gregersen sidder fortsat i det nordiske selskabs bestyrelse.

Ambulatoriet

Fra den 1. oktober er der ambulatoriefunktion på Blegdamsvej, afsnit 2001 (opgang 2 i stuen) fire dage om ugen: Tirsdag, onsdag, torsdag og fredag. Samtidig er der ansat yderligere en sekretær Ingrid Dalrot.

Personalet i Hornbæk