Snescooter i vildmarken - 4-2003

Tekst af: Jane Horsewell

Is og sne betragtes nor-malt som store forhindringer for kørestolsbrugere. I Lapland falder så megen sne og vinteren er så lang, at alle har svært ved at bevæge sig frit. Høje bjerge, dybe søer og tætte skove gør det ikke lettere. Derfor er snescootere blevet det foretrukne transportmiddel om vinteren. Når landskabet er begravet under et dybt lag sne og søerne frosset fuldstændigt til, kan man komme overalt på en snescooter. Også hvis man er kørestolsbruger.Landsbyen Saxnäs ligger tæt på den norsk-svenske grænse cirka 100 km syd for Polarcirklen omringet af bjerg og fjeld. Her holder RTP, som er den svenske organisation for rygmarvsskadede, hvert forår snescooterlejr.

En snescooter til hver

To svenske kvinder fra RTP opfordrede mig til at tage afsted - hvis jeg tog min mand med som hjælper, kunne vi skiftes til at køre scooteren - så ville turen ikke blive så fysisk belastende.
En ferie i Lapland svarede slet ikke til min tilbagevendende, årlige længsel efter det lune forårsvejr. Efter en del overvejelser besluttede Andy og jeg at tilmelde os turen - på een betingelse. Da vi ikke altid kan finde ud af at dele fjernbetjeningen til vores fjernsyn, insisterede vi på, at vi skulle have en snescooter hver! Det var der ingen problem i.

1600 kilometer og pigdæk

Der er ca. 1600 km fra København til Saxnäs og ifølge ruteplanen tager turen 18 timer. Vi kørte til Stockholm og videre 400 km nordpå til Sundsvall den første dag. Her overnattede vi, og næste morgen fik vi byttet vores dæk for nogle pigdæk på et værksted lige ved siden af vores hotel. På vejen til Sundsvall havde vi ikke set megen sne og var begyndt at tvivle på nødvendigheden af vinterdæk, men da vi fortsatte nordpå, blev sneen dybere i vejkanterne. Vejene selv blev smallere og smallere med færre og færre køretøjer. Da vi nåede Saxnäs sent søndag eftermiddag, var vejen ikke mere end en smal bane hårdt pakket sne. Her fandt vi vores hotel for den kommende uge, Saxnäsgård. Et hotel, der ligner en lille landsby af forskellige træbygninger og hytter.

Du skal bare holde fast

Mandag morgen mødtes vi straks efter morgenmad. Først fik vi uddelt noget udstyr - overtøj, støvler og styrthjelm - og bagefter skulle vi op på vores snescootere for første gang! Jeg må indrømme, at jeg havde forestillet mig, at scooterne var bygget om med fx lidt ekstra støtte til ryggen, måske armlæn, sikkerhedsseler og lignende. Sådan var det slet ikke. Jeg kiggede på maskinen, som jeg fik tildelt - en stor sort Yamaha "Venture" - og kunne med det samme se, at den lignede alle de andre. Ingen ekstra udstyr her. Jeg spurgte guiden: "Hvordan i alverden har du tænkt dig, at jeg kan blive siddende på denne her?". Han kiggede roligt på mig og svarede: "Du skal bare holde rigtig godt fast". Så blev jeg løftet op på maskinen, fik at vide hvordan jeg startede og stoppede det store monstrum - og så var der afgang! Det var starten på en spændende, oplevelsesrig og uforglemmelig uge.

Samerguide

Vi var tolv på holdet inklusive to medarbejdere og en hjælper fra RTP. Fem var kørestolsbrugere, tre var personlige hjælpere, resten var gående. Den yngste var 15 år, den ældste omkring 60 år. En af kørestolsbrugerne blev trukket i en vogn bag hjælperens scooter, den ældste var passager hos en anden, drengen, som var for ung til at have kørekort, sad på scooteren bag sin mor. Udover de tolv havde vi to guides, som begge er fast tilknyttet hotellet, Thomas, som er samer og kender hele området ud og ind og Linda, som kørte "madvognen".

Udendørs køkken

Dagene fulgte samme rutine - afgang efter morgenmad, tilbage til hotellet kl. 18.00. Midt på dagen fandt guiderne et sted, hvor vi kunne holde, spise og hvile os lidt. Der blev gravet en "sofa" til dem, som trængte til en anden siddestilling end på scooteren, og så gik Linda og Thomas i gang med maden. På en medbragt gasflaske og en stor pande, der lignede en "wok", tryllede de nogle dejlige frokoster frem. Alt fra "pyt i panna" med spejlæg, til laks med kartofler "aux fines herbes", til "rensdyr og svampe stroganoff" blev serveret fra deres udendørs køkken. Med en "krydderiblanding" af frisk luft og fysisk aktivitet smagte maden vidunderligt! Om aftenen spiste vi sammen på hotellets restaurant, og middagen gav mulighed for at udveksle indtryk og anekdoter om dagens oplevelser. Så var det tid til aftenmødet i anneksets køkken. Over kaffe og kage drøftede vi planerne og ruten til næste dags køretur. Da klokken blev 22.00, var der ikke ret mange, som stadig var vågne i annekset!

Storslået natur

Selvom rutinen var den samme, var dagene meget forskellige. Vi kørte over frosne søer, gennem skove, helt oppe på fjeldet, hvor nogle kørte "fra top til top". Vi lavede huller i isen og fiskede. Vi besøgte en landsby, hvor samerne mødes om sommeren, men som lignede en spøgelsesby i april måned. Vi ledte efter vilddyrenes fodspor - ikke bare elg, men også vildkatte og bjørne - og hørte om samerne og deres levemåde. Ligegyldigt hvad vi foretog os, befandt vi os hele tiden i noget af den mest storslåede natur, jeg nogensinde har oplevet.

Snestorm

Vi kom også til at mærke naturens kræfter på egen krop. Vejret under vores ophold var pragtfuldt. Temperaturen lå omkring minus 20 grader, men det var tørt og solrigt. Vi var alle iført det rigtige tøj, og da scooterne samtidig er udstyrede med små varmeblæsere til hænder og fødder, var det ikke noget stort problem at holde varmen. Men på vores næstsidste dag kom der en voldsom ændring i vejret - mens vi var ude at køre! Vores guide, Thomas, havde forudset det dårlige vejr, og førte os frem til en hytte, hvor vi kunne spise frokost i tørvejr og varmen. Han spurgte, om der var nogle, der alligevel havde lyst til at køre lidt, mens der blev tændt op i ildstedet og maden blev lavet. Så tog nogle få dumdristige af sted! De første ti kilometer var ikke noget problem, men vi kørte højere og højere gennem skoven til en helt bar bjergtop. Pludselig begyndte det at blæse stærkt og få minutter efter kom den første sne. Efter et kvarters tid kunne man ikke se mere end tre-fire meter frem, og det var næsten umuligt at følge efter dem, der kørte foran, fordi de forsvandt i snestormen. Man kunne heller ikke se, hvor man kørte, så vi væltede rundt, mens vi kørte i huller og grøfter. Vi blev våde og vi frøs. Huden på ansigtet sved, og brillerne var fyldt med sne. Det var bare herligt!

Det var netop fornemmelsen af ikke bare at være tæt på, men midt i naturen, som jeg havde oplevet på familiens tidligere vandreture i bl.a. Rocky Mountains i USA, og som jeg ellers ikke havde troet, at jeg ville opleve igen. Men med snescooterens hjælp blev sneen og isen forvandlet. Nu var de ikke længere forhindringer. Nu banede de vejen til frihed.

Fakta

Hotellet Saxnäsgård har anneks, hvor alle værelser har kørestolsvenligt bad og toilet med armstøtter, kør-ind bruser, osv. Værelserne er ikke specielt store. Der er fælleskøkken og opholdstue samt et vaskeri med varmeskab til tørring af vådt tøj. Arrangementet var inkl. overnatning, mad, leje af snescootere samt guides.