Leder - 4-2003

Tekst af: Jane Horsewell

Hjælp søges - forgæves

Den 22. oktober fremsatte tre medlemmer af Socialistisk Folkeparti - Villy Søvndal, Anne Baastrup og Aage Frandsen - et forslag til folketingsbeslutning om ret til praktisk hjælp. Forslaget opfordrer regeringen til "at sikre samspillet mellem servicelovens §71-78, servicelovens §84 (hjælp til håndsrækninger) samt pensionslovens bestemmelser om bistands- og plejetillæg, således at personer mellem 18 og 65 år efter behov får hjælp til praktiske formål ...".

I deres bemærkninger skriver forslagsstillerne, at hver enkelt af disse bestemmelser giver mulighed for at imødekomme et eller flere behov for forskellige former for hjælp. Hvis behovet for hjælp til personlig pleje, ledsagelse eller overvågning er "betydeligt" kan hjælpeordninger ydes under forudsætning af, at man selv kan påtage sig rollen som arbejdsgiver. De konkluderer: "I mange situationer indeholder serviceloven mulighed for dækning af et bestemt behov efter to eller flere bestemmelser. I andre situationer kan behovet derimod ikke dækkes". Det vil næppe overraske nogle RYK medlemmer, at de tre MF'er nævner "personer med paraplegi", som en af grupperne der oplever problemet med utilstrækkelig hjælp.

Mange rygmarvsskadede tilhører "mellemgruppen" - altså en gruppe med et mellemstort behov på 20-60 timers hjælp om ugen. Dette kan ikke kan imødekommes, fordi behovet på den ene side ikke er stort nok til bevilling af en hjælpeordning efter servicelovens §77, men på den anden side er for stort i forhold til hjemmehjælp. At hjemmehjælpen kun kan ydes indenfor hjemmets fire vægge betyder, at et behov for ledsagelse ikke kan dækkes udover de 15 timer om måneden, som en ledsagerordning er begrænset til.

I deres fremlægning af problemerne for "mellemgruppen" overser forslagsstillerne imidlertid to væsentlige faktorer i problematikken. En begrænsning forbundet med modtagelse af hjælp fra hjemmeplejen er som nævnt, at hjælpen alene ydes i hjemmet. En lige så vigtig begrænsning for en aktiv person er, at denne skal være hjemme, mens hjælpen udføres. Får man bevilget 20 timers hjælp om ugen, skal man afsætte 20 timer indenfor hjemmeplejens normale åbningstider, og få tiderne til at passe ind i hjemmeplejens øvrige opgaver. Hvis man samtidig bor i en kommune, hvor hjælp til "yngre handicappede" er slået sammen med ældreplejen, er situationen endnu mere ufleksibel. Mange kan først få hjælp til personlig pleje efter kl. 8:00 om morgen, og alt anden praktisk hjælp skal udføres inden kl. 15:00 om eftermiddagen. Aktiv deltagelse i forenings- eller erhvervsliv er dermed gjort meget vanskeligt - medmindre man vælger hjælpen fra!

Situationen bliver ikke bedre af, at "der forekommer ... betydelige forskelle kommunerne imellem". I RYK erfarer vi gang på gang, at der er nogle kommuner, som vælger at fortolke de gældende regler så smidigt som muligt "og med det udgangspunkt, at behov skal dækkes", mens andre fortolker bestemmelserne så snævert, at visse behov ikke kan imødekommes på tilfredsstillende vis. Forskellene ses tydeligt i kommunernes fortolkninger af servicelovens §77 og dens målgruppe. Nogle fortolker paragraffen som en "opsamlingsbestemmelse" som anvendes i situationer, hvor andre bestemmelser ikke er brugbare. Andre lægger så megen vægt på, at behovet skal være "betydeligt", at et behov mindre end fx 60 timer pr. uge slet ikke kan komme i betragtning. Som forslagsstillerne understreger, får disse forskellige definitioner betydning for retten til andre af servicelovens ydelser, nemlig §84 om merudgifter. Førtidspensionister fra før januar 2003 er nemlig afskåret fra hjælp til merudgifter, medmindre de er bevilget en §77 hjælpeordning! Det vil sige, at kommuner, som sparer på udgifterne til hjælpeordninger, samtidig undgår ekstra omkostninger i form af kompensation for merudgifter.

Ifølge repræsentanterne fra SF har det "aldrig været Folketingets hensigt, at de mange muligheder i de gældende bestemmelser skal kunne fortolkes således, at nogle personer ikke får den fornødne hjælp". Derfor ser de et behov for en præcisering, evt. gennem en lovændring, som sikrer "at alle behov skal kunne imødekommes, gerne med individuelle variationsmuligheder og uanset type eller omfang".

Jeg har selv været gennem kommunens snørklede paragrafrytteri uden at finde frem til en holdbar løsning. Desværre ved jeg, at der er mange RYK medlemmer, som har oplevet en lignende ufleksibel sagsbehandling og kan kun bakke op om forslaget. Lad os se frem til en afklaring, som tvinger kommunerne til at acceptere borgernes krav om hjælp.

Jane Horsewell, formand.