12 mio. til Tivoli - 2-2003
Tekst af: Birgitte Bjørkman
Så kom den! En tilgængeligsplan for Tivoli. Med støtte fra en række fonde skal haven gøres tilgængelig, og sommeren byder allerede på en række fornyelser. Besøgende i kørestol har endelig fået mulighed for at prøve havens elskede forlystelse, Rutschebanen. RYKs udsendte har naturligvis prøvet en tur i banen.
For første gang kan kørestolsbrugere benytte den af mange elskede forlystelse i Tivoli: Rutschebanen. Adgangen til denne samt en række andre nye tiltag er resultatet af et samarbejde mellem Sahva Fonden, Fonden Realdania og Vanførefonden, som tilsammen yder Tivoli knap syv mio. kr. over de næste tre år. I samme periode vil Tivoli selv afsætte yderligere mindst fem mio. kr., så der i alt investeres mindst 12 mio. kr. i forbedret tilgængelighed.
Folkeeje og Handicapår
Det er Det Internationale Handicapår, der har inspireret de tre fonde til at tilføre midler og ekspertise til Tivoli. "Tivoli er folkeeje, og derfor skal også mennesker med handicap have bedre muligheder for at færdes i Haven", siger Sahvas adm. direktør Torben Svanberg, der er en af initiativtagerne til den store gave. Pengene kommer på et tidspunkt, hvor Tivoli i forvejen arbejder med et omfattende tilgængelighedsprojekt.
Ti-årig handlingsplan
Første etape af projekt "Lige tilgængelighed for alle" har været en registrering af de problemer, gæster med handicap møder i og omkring Tivoli. På baggrund af observationerne har fondene i samarbejde med Tivoli udarbejdet en ti-årig handlingsplan, som konkret beskriver de forbedringer af tilgængeligheden, Tivoli ønsker at gennemføre i og omkring Haven.
Nyt elevatortårn
Anden etape af projektet omhandler konkrete forbedringer af Tivoli. Og det er den, man nu kan se resultater på. Den gamle Have har i år fået et gennemsigtigt elevatortårn ved Hovedbanegårdsindgangen. Tårnet er designet af Tivolis egen arkitekt, Søren Robert Lund, som har lagt vægt på Tivolis særkende i valg af materialer og former. Det er blevet til et meget flot stykke arkitektur, som helt på H. C. Andersens vis knejser stolt og bestemt ikke har noget tilfælles med de ofte grimme, grå kasser, man benytter som elevatortårne. Absolut til god inspiration! Fremover kan kørestolsbrugere benytte indgangen til Tivoli ved Hovedbanegården via elevatoren, som samtidig fungerer som adgang til Rutschebanen.
En flot løsning!
Også årets nye forlystelse, "Minen" er blevet gjort tilgængelig i dette års etape med en rampe op til påstigningsområdet. Dog er her bådene meget svære at komme over i - og ikke mindst tilbage i kørestolen. Her kræver det hjælp!
Næste etape
I år 2004 vil man koncentrere sig om områderne Orienten og Kina, som omfatter både forlystelser, restauranter, spillehaller og butikker.
Udfordringer og prioriteringer
At skabe tilgængeligehed i den gamle have er en udfordrende opgave og det imødeses, at Tivoli selv vil udvikle løsninger, som ikke findes andre steder i verden. Initiativtagerne håber derfor, at Tivoli bliver et eksempel på, hvordan god tilgængelighed kan etableres inden for rammerne af en mere end 100-årig forlystelseshave.
På baggrund af en evaluering af de forbedringer, som gennemføres de første to år, vil man tage stilling til, hvilke områder og forlystelser/restauranter, der skal prioriteres i 2005.
Tivoli vil udgive en række besøgsguider for de enkelte handicapgrupper og den første bliver for kørestolsbrugere med udgivelse denne sommer. Guiden vil bl.a. indeholde oplysninger om adgang til restauranter, forlystelser, toiletter, mv.
Tivolis hjemmeside er www.tivoli.dk
