Boganmeldelse: Get Down!! - 2-2003
Tekst af: Janke Bondam
Til John Callahan-fans og hundeejere ikke mindst, vil vi - med nogen forsinkelse - henlede opmærksomheden på en lille tegneserie-bog, John Callahan udgav sidste år i juni. Det drejer sig om Get Down!!, en bog i Callahans sædvanlige (hvis ikke endnu mere) udsyrede og primitive streg tilsat chokerende groftsaltet humor. Bogen er tilegnet hans afdøde hund, Weenie.
På bogens bagside får John Callahan disse ord med på vejen: "Der er absolut intet morsomt ved en tetra i kørestol. Medmindre, selvfølgelig, det drejer sig om Callahan. I næsten 10 år har denne politisk ukorrekte, brutalt frimodige, og ondskabsfuldt hylende morsomme tegner chokeret Amerika med sin helt specielle sorte humor. I Callahans verden er intet helligt, intet tabu, - og intet er sjovere!"
I 1972 kom han til skade ved et biluheld. Efter en lang rehabiliteringsfase og efter at have hævet sig over alkoholens tåger, skrev han selvbiografien, der også foreligger på dansk: Han kommer ikke langt til fods. Og Callahan behøver ikke fødder for at komme langt. Han bruger i stedet modet, hjernen, pennen og en god portion syg humor til at rykke med, og i bogstaveligste forstand formår han med nogle af de bedste/værste tegninger virkelig at få læseren til at hoppe i stolen af grin, enten fordi hans vinkel er rasende morsom, eller også fordi han fisker en detalje op, man bliver så forlegen ved at blive konfronteret med, at lige præcis dét er morsomt. Han er slem, når han er bedst. Og han er for meget, når han er rigtig god. Callahan er for længst nået op i sværvægtsklassen af "cartoonists" på linje med Gary Larson.
Get Down!! er en samling hundevittigheder, der for en god portion drejer sig om hundes snusen, skiden, slikken og spisen, og når det er Callahan, der har pennen i hånden, får den blindes førerhund selvfølgelig også en masse illustrerende kommentarer med på vejen.
Om han går over stregen ind imellem? Ja, så afgjort. Nogle af tegningerne grænser til det kvalmende, men uanset hvad, så ender man med et smøret smil på læben, fordi man overraskes over hvor langt ude det groteske udfolder sig så sygeligt morsomt.
Besøg: www.callahanonline.com
"Get Down!! - Dog Cartoons by Callahan". Ballantine Books. New York. June 2002. 95 sider. $9.56. Bogen kan bestilles på www.amazon.com
