De Blå Sider - 2-2003

Tekst af: Anonym

"De Blå Sider" er et forum for vanvittige indfald, platheder, underlige historier og pinlige jokes. Som fast inventar finder vi antihelten ved det pudsige navn Hørner. Hørner er en selvhjulpen lav tetra midt i tredverne - med stort ego. I Brønshøj, en trist forstad til København, henslæber han en kedelig pensionisttilværelse, som peppes op af hans umådelige kvindetække, som dog kun er en illusion. I modsætning til kvinder får han trods den elendige økonomi masser af alkohol og smøger, hvor det foretrukne mærke er Virginia Slim. Vi følger livet for den uheldige pigeglade Hørner.
Bidrag til De Blå Sider er meget velkomne. Også kritik og gode idéer. Mail til dbs@ryk.dk eller redaktion@ryk.dk Forfatterne bag Hørner og De Blå Sider ønsker at være anonyme men er bekendt af redaktionen.

Hørners Hjørne

-Hold kæft en gang tømmermænd! jamrede jeg.

Jeg kikkede mig i spejlet på mit soveværelse og tænkte, at jeg aldrig mere ville røre alkohol - hvis jeg mod forventning overlevede denne dag. Nogen var ved at anlægge en Storebæltsforbindelse mellem mine hjernehalvdele. Min tunge føltes som det, mine øjne lignede: overfladen på planeten Mars.

Trægt rullede jeg ud på badeværelset. Nogen havde brækket sig i håndvasken. I spejlet studerede jeg mit ansigt. Spejlet holdt mærkeligt nok. En død bokserhund havde skammet sig over det fjæs.

-Hvordan fanden kom du hjem, Hørner - og i seng? spurgte jeg mig selv.
Min dårlige samvittighed sloges med tømmermændene om at plage mig. Når jeg nu ikke kunne huske slutningen på den våde aften, hvad mere var så glippet? Den store frokost på Fedtglasset havde været af en sådan beskaffenhed, at rigelige mængder af øl og brændevin var en simpel nødvendighed. Efterfølgende havde jeg bagt på Sonja Sæd - en kvindelig katastrofe med et ansigt, der lignede en mudret byggeplads i februar. Hendes forhold til boglig lærdom bestod i at kunne stave til "skole" på en god dag. Hvordan hun fik sit navn, nægter jeg at udtale mig om uden tilstedeværelsen af min advokat. At hun blev aftenens offer, sagde en del om min brandert - og måske min desperation. Nå, jeg hørte vel om det, hvis jeg havde indgået ægteskab i løbet af natten.

Jeg tvang mig selv til at tænde en Virginia Slim. Den smagte som jeg forestillede mig væggene på Fedtglasset ville smage. Udenfor havde dansk leverpostejsvejr lagt sin klamme hånd på omgivelserne. Sådan en dag er det svært at mobilisere en tro på livets mening. Jeg orkede ikke engang at tænde fjernsynet. I øvrigt gjorde selv mine fingerspidser ondt.

På mit sofabord lå medlemsbladet fra den rygmarvsskadeforening, min mor havde meldt mig ind i for 17 år siden. Det måtte udgøre det for dagens udfordring. Jeg slog tilfældigt op på en reklame om et kommende seminar.
-Det var satans, mumlede jeg. Sukkerlammet nede på kommunekontoret havde lige foreslået, at jeg tog på seminar med "ligesindede".
-Seminar? tænkte jeg.
-Med en allerhelvedes bunke lamme, tænkte jeg videre og rystede en kuldegysning af mig.
-Har Hørner virkelig brug for sådan en oplevelse? spurgte jeg mig selv.
Men nu havde den veldrejede kommunale sagsbehandler foreslået det. Og stik mod al fornuft (og kutyme) ville kommunen støtte projektet økonomisk. Den søde lille pakke havde bjæffet:
-At deltage i et seminar med andre i samme ulykkelige situation som dig, vil give et godt netværk. Det vil måske også forbedre din omgangskreds!
Striglen mente åbenbart, at en flok lammehætter "i deres ulykkelige situationer" var bedre end Kuglen og rosset fra Fedtglasset. OK - noget var der måske om snakken. Sund levevis stod ikke først på Kuglens menukort. Det var min koldsved og hjertebanken et udmærket bevis på. Men i de 17 år jeg havde levet på hjul, havde jeg haft det med lamme som Amin Jensen har det med fedtfri salatdressing. Jeg tænkte tilbage på min skæbnenat. Asconaen var trimmet, luften var 20, fælgene 18", silden 16 og promillen var 3 1/2.
-Fjols, sagde jeg til mig selv. Hvorfor troede du, at du kunne køre bil, når du havde mundvand og så tre gearstænger?

Tja, sket er sket. Jeg måtte videre i livet. Og det skulle altså være uden kørestolsbrugere omkring mig. De 10 måneder på Hornbæk havde været rigeligt. 10 måneder i evig konkurrence med skide muskelsvulmende para'er og en evig talen om lort og pis - bogstaveligt. Bare fordi jeg deler hotel med en stodder, er det sgu da ikke givet, at jeg ustandseligt vil høre, hvor "lind og velglidende morgenens afføring dog var".
For fanden, pas dit lort, så passer jeg mit.

Nå, det var jo muligt, at folk ændrede sig. Til diverse kontroller havde jeg da mødt enkelte fornuftige lamme. En havde endda givet mig en fif om Viagra. Jeg troede ellers, jeg vidste alt. Så måske? Jeg havde også hørt, at unge tetra'er med høj skade havde det med at ansætte de rene guf-pakker som hjælpere. En ren samling Porcher. Varme, vilde, toptunede og stramt pakket ind. Jeg forestillede mig en hel zoologisk have af velformede ungpigebryster. Sådan nogen 20-årige honningkrukker, der pisker testosteronen lige ned i svinet. Joh, et seminar var måske ikke nogen dum idé...

Blue prints

Fra Statistisk Årbog:

66% af alle rygmarvsskadede er hankøn. 10% af alle rygmarvsskadede begår selvmord. 10% af befolkningen er homoseksuelle. 20% af alle handicappede bevæger sig aldrig uden for en dør. Ergo: 90% at de kvindelige rygmarvsskadede man møder på gaden er lesbiske.

Fra Menukortet:

Mandag: Sprængt nakke m/grøntsager
Tirsdag: Benløse fugle
Onsdag: Lammeryg surprise
Torsdag: Pølsedag, to knæk eller to døde fingre
Fredag: Kyllingebryst efter Alt Godt Ved Havet