Det digitale mørkekammer - 2-2003

Tekst af: Claus Hansen

-Nu er jeg meget et indemenneske, og med mindre nogen kan stille med en garanti om minimum 25 graders varme og høj sol vælger jeg som regel et "inde"-hold.
Det gjorde Claus Hansen også på sidste års sommerkursus, hvor han tilmeldte sig "Det digitale mørkekammer". Det blev dog også til en del udendørs fotografering.

At jeg også skulle tilmelde mig sommerkurset sidste år, bestemte jeg allerede sommeren året før, da jeg tog afsked med Egmont Højskolen en alt for tidlig søndag morgen efter et veloverstået sommerkursus. Og sådan har det været de sidste mange år. Spørgsmålet er mere, hvilket hold jeg skal vælge.
Nu er jeg meget et indemenneske, og med mindre nogen kan stille med en garanti om min. 25 graders varme og høj sol vælger jeg som regel et "inde" hold.
I løbet af ugen er der alligevel rig mulighed for at komme udendørs i form af bl.a. vanddag, bål- og sangaften samt pauserne midt på dagen og om aftenerne.

Betjening og bearbejdning

Ud af 13 meget forskelligartede hold valgte jeg "Det Digitale Mørkekammer". I kursusbeskrivelsen blev vi lovet at lære at betjene kameraet, overføre billeder til computeren, bearbejde billederne i et billedbehandlingsprogram, gemme billeder i et hensigtsmæssigt format og få billederne videre fx på cd-rom, papir eller via e-mail til venner og familie. Desuden skulle vi lære lidt om, hvordan man tager gode billeder med spændende indhold, kigge på billeder taget af "rigtige" fotografer for at aflure dem nogle tricks samt høre om fotografiets historie og diskutere billeder. Man er vel på højskole...

Digital billedbehandling lokkede

Jeg har haft et digitalt kamera i tre-fire år. Et meget simpelt et, da jeg som tetra har svært ved at betjene alle funktionerne. Ofte har jeg fået andre til at tage billeder for mig, da det fx kan være svært at få folk til at smile 12 sek. i træk, fordi jeg bruger selvudløseren. Billederne, jeg tager, har jeg udelukkende liggende på min PC samt på min hjemmeside og i den forbindelse var løftet om at lære at bearbejde billederne i et billedbehandlingsprogram og lære at gemme dem i et hensigtsmæssigt format, nok til at jeg valgte det hold.

Erfaringsudveksling

Personligt har jeg ikke den store erfaring med fotohjælpemidler til tetraer (mundbetjening, skulderstativ, mv.), men gennem kurset får man mulighed for at udveksle erfaringer med andre i samme situation. De "problemer" man som tetra kan have med at betjene et kamera er meget forskelligartede og løsningerne skal derfor også tilpasses individuelt. Men det er vigtigt at forhøre sig, hvis man står over for at skulle købe et kamera, hvilke ekstra ting man kan få for evt. at gøre det nemmere at betjene. Det er nemlig ikke på alle kameraer, man efterfølgende kan montere fx en selvudløser.

Fotocollage

På kurset var én af opgaverne at lave en fotocollage. Emnerne var forskellige og skulle fx udtrykke glæde, livet mm. Det var ret sjovt. Nu var det pludselig lidt mere legalt at stoppe folk for at tage et billede af dem. Vi arbejdede med programmet Paint Shop Pro, og hvem vil ikke gerne lære at fjerne røde øjne, styre lysstyrke og kontrast? og ikke mindst - at manipulere med billederne og virkeligheden!

Alt i alt igen et godt sommerkursus. Ud over de mange forskellige fag, der er at vælge imellem, er man sammen med en masse dejlige mennesker. Og er man i færd med at skifte bil, kørestol, skal flytte etc. er man kommet til det helt rette sted. Her er næsten med garanti nogen af de andre kursister, der er i gang med det samme, som man kan udveksle
erfaringer med.

Igen i år finder man Claus Hansen på sommerkurset. (Det bestemte han sig for allerede efter sidste års fotohold). Men i år trodser han vejr og vind - han skal nemlig stå på vandski! Og apropos foto: Claus' billeder fra sidste og tidligere års sommerkursus finder man på hans egen hjemmeside: ClausHansen.dk