Sol og tennis - 2-2003
Tekst af: Lene Olesen
Nu nærmer sig sæsonen for udendørsaktiviteter og blandt dem er kørestolstennis en god mulighed for en masse dejlige timer.
Når fuglene kvidrer og træerne får knopper og springer ud, så sker der noget indeni de fleste mennesker. I hvert fald i mig. Så får jeg kriller i maven og bliver frygtelig rastløs. Men det er ikke altid så let at finde udløsning for længslen. Og dog! For to år siden begyndte jeg at spille kørestolstennis. Og det har givet mig en masse dejlige timer med fysisk aktivitet, kampgejst, dejlige mennesker og ikke mindst frisk luft.
Mange muligheder
Kørestolstennis spilles på en almindelig tennisbane og efter de samme regler som i "raskidrætten", blot må bolden hoppe to gange før den returneres. Fordelen ved kørestolstennis er, at du er i stand til at spille med en stående. Du kan altså udfordre kæresten, konen/manden, naboen, kollegaen eller klubkammeraten. Der er masser af muligheder, da der i de fleste byer findes tennisklubber og -baner. Indenfor konkurrenceverdenen er der uanede muligheder.
Der arrangeres utallige tennisturneringer verden over, og ligesom i stående tennis findes der også her professionelle spillere. Opvisningskampen i kørestolstennis inden finalen i Copenhagen Open den 2. marts var et flot eksempel.
Både i Jylland og på Sjælland spilles der kørestolstennis. Idrætten er en godkendt disciplin både under Dansk Tennis Forbund og Dansk Handicap Idræts Forbund. Sidstnævnte tilbyder i år et kursus i kørestolstennis i forbindelse med sit årlige sommerkursus på Egmont Højskolen ved Hou.
