Handicappolitik - på japansk! - 2-2003

Tekst af: Birgitte Bjørkman

Det var ikke mange kejserpaladser eller templer Gunnar Evers fik lejlighed til at se, da han i januar sammen med tre andre fysisk handicappede repræsenterede Danmark ved en NPO (Non Profit Organization) konference i Japan. Til gengæld blev RYKs kalender et godt blikfang på danskernes stand.

-Havde jeg regnet med en ferietur, blev jeg meget hurtigt meget klogere, fortæller Gunnar Evers, som under et 14 dages besøg i Japan, deltog på en lang række konferencer, seminarer, workshops og institutionsbesøg.

Manglende registrering

Gunnar Evers fortæller, at man anslår at der er ca. 6.000.000 handicappede i Japan.

-Men tallet er behæftet med nogen usikkerhed, fordi ikke alle handicappede lader sig registrere, men lever som de bedst kan med hjælp fra familie og venner. Det er primært mentalt handicappede, der ikke lader sig registrere, fortæller Gunnar Evers videre: -Det sker af frygt for diskrimination. Men regeringen arbejder på at indføre et certifikat, som skal inddele handicappede i fem kategorier afhængigt af graden af handicap. Certifikatet skal give adgang til forskellige rettigheder som fastsættes af provinsregeringen. Det kan dreje sig om hjemmehjælp, tilskud, reduktioner mv.

10 års planer

Der arbejdes med 10 års planer på handicapområdet. Den forrige er netop afsluttet, og overskriften for de kommende 10 år er: Rehabilitation and Normalization. -Firmaer med mere end 56 ansatte er forpligtet til at ansætte 1.8% handicappede. Det er svært at nå målet, bl.a. fordi det generelt er svært at få job i private virksomheder.

Gunnar Evers fortæller, at de sværest handicappede får en pension på 12.000$ årligt. Hvis man er specielt dårligt stillet, kan der ud over diverse subsidier reduceres i skatten.
-For at få handicappede ud fra institutionerne, forsøger man at danne små bosteder/workshops, hvor fire - fem handicappede bor og arbejder. Der findes omkring 7.000 af den slags bosteder fordelt over landet.

Tilgængelighed

Gunnar Evers er særligt interesseret i tilgængelighed og var spændt på at se forholdene i Japan.

-Det var ikke forfærdelig meget jeg fik set, ud over de institutioner og konferencecentre vi besøgte. Men det jeg så, var rigtig godt!
På de steder, Gunnar Evers besøgte, var tilgængeligheden af høj standard.
-Men jeg kan naturligvis ikke være sikker på, at det faktisk er gældende for Japan generelt.
Gunnar Evers lod sig dog fortælle, at man arbejder på at gøre Tokyo til et område, der er tilgængeligt for alle.
-Der var forsænkede kantsten alle vegne, og selv den mest usle gyde havde ledelinier.
Der fokuseres mest på nybyggeri i arbejdet med tilgængelighed, fortæller Gunnar Evers.
-Det forsøges at gøre eksisterende byggeri tilgængeligt, men dog uden at der findes en tidsplan for det. Og offentlige bygninger gøres tilgængelige, når de renoveres.
Gunnar Evers fortæller, at kun 15% af Japan er beboeligt.
-Derfor ser man gennem fingre med brud på tilgængelighedsstandarderne. Filosofien er, at hvis lokaliteten kan bruges af handicappede, er det godt nok - selvom lovens krav ikke er opfyldt.

Toilet med skæbnesymfoni

-Toiletterne i Japan er et kapitel for sig! Alle steder var der velindrettede handicaptoiletter med en række faciliteter, som for Gunnar Evers var helt ukendte. Den japanske standard for et toilet er ud over at kunne skylle desuden at tørre, vride og slynge.

-De lidt mere avancerede toiletter kan også ændres i højden, og på nogle slås sædet op og ned automatisk. De mest avancerede er udstyret med et musikanlæg, så eventuelle lyde kan overdøves af Skæbnesymfonien - eller noget andet passende!
-Der var et større batteri af knapper, man kunne trykke på - hvis man turde! Alle forklaringer stod jo på japansk. Gunnar Evers trækker på smilebåndet og fortsætter: -Det gik kun galt dengang, jeg trykkede på alarmknappen!

Sports- og rekreationscenter

Gunnar Evers besøgte en hel række institutioner for handicappede i Tokyo, Yokohama og i Aitoku.

-Alle steder var der en god stemning, men standarden var langt under den standard, vi kender fra institutioner herhjemme. Nogle steder var det fire-seks-sengs stuer man tilbød beboerne, og hjælpemidler og kørestole var stort set alle steder af ældre dato. Det sted, der gjorde størst indtryk på Gunnar Evers, var Yokohama Rapport og Yokohama Rehabilitation Center.
-Yokohama Rapport er et sports- og rekreationscenter, som benyttes af både handicappede og ikke-handicappede. For handicappede er det gratis at benytte stedets mange faciliteter, som alle er indrettet, så også svært fysisk handicappede kan benytte dem. Her er bl.a. bowlingbaner, 25 m varmt-vandsbassin og materiel og areal til en hel række andre sportsgrene og aktiviteter. Der er i alt 20 lignende centre fordelt over hele Japan, men centeret i Yokohama, er det mest veludstyrede.

Rehabilitering

I forbindelse med sportscenteret ligger Yokohama Rehabilitation Center, som er et genoptræningssted for fysisk og psykisk handicappede.

-Centeret har et sengeafsnit med 90 pladser, men tager også ambulante patienter fra lokalområdet.
Der er tilknyttet læger, fysioterapeuter, rådgivere og sundhedshjælpere til centeret, som har Japans mest avancerede udstyr og hjælpemidler til handicappede. Udover sengeafsnittet er der en afdeling for fysisk genopræning og en afdeling for social rehabilitering/praktisk genoptræning, som skal hjælpe brugeren med at komme tilbage til arbejdsmarkedet eller evt. jobskifte. Centeret behandler alle aldersgrupper lige fra spædbørn til gamle mennesker.

Rejsens formål

Turens egentlige formål var gennem deltagelse i konferencer, workshops og seminarer at udveksle erfaringer med Japan inden for specifikke områder. Langt de fleste arrangementer, Gunnar Evers deltog i, handlede specifikt om handicapområdet, men der var også en tre-dages konference, som handlede om arbejdet i en "non profit" organisation.

-Her havde de enkelte grupper hver deres stand, hvor vi kunne præsentere vores materialer og fortælle mere detaljeret om arbejdet i vores organisation. Vores stand var faktisk ret populær. Vi brugte billederne fra RYKs kalender som blikfang, og selv om den er tre år gammel, var det den, sammen med Egmont Højskolens materiale og RYK`s sexguide, der var størst interesse om. Og med et slet skjult smil, fortsætter Gunnar: -Det lunede jeg mig svært ved, og ærgrede mig blot lidt over, at jeg ikke havde taget mange flere kalendere og sexguides med.