NYT fra bestyrelsen - 2-2003

Tekst af: Jakob Glahn

Forberedelsen af generalforsamlingen og vores stand på REHAB-messen har selvfølgelig fyldt en del i den forgangne periode. Bestyrelsens medlemmer og ikke mindst de øvrige ildsjæle, der støtter op om RYK, har brugt megen tid her. På vores stand på REHAB-messen var temaet tilgængelighed. Til det formål er en ny folder "Kom godt af sted med Tilgængelighedsbasen" blevet lavet sammen med en særlig blok til brug ved registrering af nye steder. Disse redskaber skulle gerne få Tilgængelighedsbasen til at eksplodere endnu mere end den allerede har gjort. En ny frisk hvervefolder er det også blevet til.

Det planlagte pårørendeseminar måtte desværre aflyses, da der ikke var tilmeldinger nok. Vi synes stadig, temaet er meget relevant og håber, det kan lade sig gøre at lave seminaret på et senere tidspunkt.

Sammen med Videnscenter for Bevægelseshandicap medvirker RYK i udarbejdelsen af et temahæfte om ældre og handicap.
Det vil blive udgivet senere på året.

RYK har haft besøg af en repræsentant fra det eneste genoptræningscenter for rygmarvsskadede i Nepal og vil i fremtiden virke som sparringspartner i centerets planer om at oprette en brugerorganisation.

I sidste nr. af RYK! skrev Jens Bo Sørensen en artikel, hvor han opfordrede RYKs medlemmer til at melde sig til en række frivillige arbejdsopgaver. Bestyrelsen har fået en del henvendelser og dem er vi meget meget glade for. Der er dog stadig "ledige stillinger" så hvis du har lyst til at yde en indsats, så tøv ikke med at kontakte os.