Hummerdykning - bagsiden af delikatessen - 2-2003

Tekst af: Bob Vogel. Oversættelse: Janke Bondam

-Da jeg lige var ankommet, troede jeg at et svagt håndtryk var håndtrykskulturen i denne provins, men jeg fandt hurtigt ud af, at det ikke var derfor.
Bob Vogel fra USA har besøgt La Mosquitia, hvor de unge Miskitoindianere bliver rygmarvsskadede som følge af hummerdykning. Og de fleste dør af urinvejsinfektion eller tryksår inden det tredje år.

Mr. Arguimedes Garcia har været lammet i mange år. Han har ingen kørestol. Han kommer rundt på sin ejendom i sin hjemmelavede seng, som han har sat hjul på. Derfra kan han lave reparationer på små maskiner for at tjene til livets ophold.

En ung mand lå halvt bevidstløs på en rusten seng i et lille hospital bygget af slaggesten. Hans øjne flakkede og han måtte kæmpe for hvert eneste åndedrag. Et betændt tryksår strakte sig fra hofte til hofte. Hans familie, der så ud til at have resigneret overfor det uundgåelige, vandrede rundt i gangen. Lugten i rummet var så overvældende, at den syntes at have både vægt- og rumfylde. Det var mindre end tre måneder siden denne mand var blevet lammet, og nu havde han kun få timer tilbage at leve i.

Profit og ligegyldighed

Denne situation ville have været utænkelig i et industrialiseret land. I La Mosquitia er det helt almindeligt. Da jeg lige var ankommet, troede jeg at et svagt håndtryk var håndtrykskulturen i denne provins, men jeg fandt hurtigt ud af, at det ikke var derfor. De fleste unge mænd i denne region er delvis lammede; dvs. dem, som endnu ikke er døde.

At dykke efter hummere er, hvad der dræber eller lemlæster disse unge mænd fra La Mosquitia. Har du nogensinde undret dig over, hvorfor hummere, der engang var så dyr en delikatesse, nu kan fås så billigt? Sikkert ikke. Men et snavset hospitalsværelse var det sidste, denne mand så, og han døde fordi han dykkede efter hummere til Nordamerikas og Japans middelklasse. Bådejerne, pakkefabrikanterne og restauratørerne tjener deres penge på de unge Miskitoindianeres kroppe; disse indianere har kun enkelte andre muligheder for økonomisk indtægt. Jeg ledte grundigt efter tegn på bekymring og omsorg fra de profiterendes side men fandt kun meget få.

Tropisk rigdom og menneskelig fattigdom

La Mosquitia er bedre kendt som Mosquito kysten, der ligger på den karribiske side af Honduras og Nicaragua, og det er en tre timers flyvetur fra den Amerikanske kyst. Det er et af de smukkeste og mest biologisk varierede steder i verden: Et vildt, tropisk væld af farver, fugtighed og liv. Men menneskene har det ikke godt her. Størstedelen af de 50.000 indbyggere er Miskito-indianere. De har kun få muligheder for økonomisk indtægt: Smugling, hummerdykning eller ussel fattigdom.

Trange og ringe forhold

De fleste vælger hummerdykningen, som står for 90% af regionens indkomstkilde. De tager af sted fra deres landsbyer, padler ud til hummerbådene og opholder sig to eller tre uger på havet. Dér lever de under ufattelige, trange forhold. De får stort set ingen opøvelse i dykning og bådejerne udstyrer dem med meget ringe dykkerudstyr. For 2,50 US$ pr. pund fanget hummer dykker de dybt og længe, uden nogen procedure for dekompression og intet udstyr til at sørge for en langsom opstigning, der kunne redde deres helbred og liv. De får dykkersyge, og det er noget af det mest smertefulde, man kan udsættes for. Og hvis det ikke behandles, kan det forårsage lammelser, hjerneskade og død.

Lammende dykkersyge

Hvis man får dykkersyge, kan man normalt behandles, hvis man øjeblikkelig bliver placeret i et ekompressionskammer. I La Mosquitia er der ingen med lægelig forstand eller erfaring. Kaptajnen vender end ikke stævnen mod en havn, hvis en dykker får dykkersyge. For det meste beordrer kaptajnen den syge til at ligge på dækket eller nede i lasten - for at leve eller dø. De lokale fortæller, at hvis der er et frygteligt tilfælde af dykkersyge lige i starten af en tur, går de andre dykkere sammen for at stemme om, hvorvidt den syge skal smides over bord eller ej. Det er mindre grusomt, siger de. Det er sjældent, at en båd kommer tilbage efter en to ugers tur uden enten en død eller en svært lammet. Prøv at forestille dig oddsene med ca. 30 dykkere pr. båd. Næsten alle de overlevende lider af en eller anden grad af lammelse.

13 daglige dykninger

Dykkersyge er meget sjældent blandt fritidsdykkere på grund af træning og udstyr. Vi anser en dykning over 60 fod for en dyb dykning, fordi effekten af at indånde komprimeret luft er kumulativ, og vi anser at fire til fem dykninger om dagen er tæt på at være grænsen. Til sammenligning er en Miskito hummer-dykker gennemsnitligt oppe på 13 dykninger om dagen og nede i dybder, der overstiger 100 fod. De har ingen dybdemålere, og ofte løber de tør for ilt og må stige alt for hurtigt op til overfladen. Enhver anden ville sikkert dø allerede første dag, men Miskitoerne gennemgår dagligt denne proces gennem to eller tre uger.

Sub Ocean Safety

Da jeg for nogle år siden lavede research på en artikel om hummerdykkere, fik jeg lejlighed til at møde Bob Izdepski og fik kendskab til Sub Ocean Safety (SOS). Efter 25 år som professionel dykker startede Bob Izdepski SOS i 1993 efter at have været vidne til de ødelæggende konsekvenser, som den kommercielle hummerdykning har på Miskitofolket. Som en nonprofit organisation (etableret for størstedelen ud af Bob Izdepskis egen lomme) er SOS helliget forbedringen af betingelserne for de indfødte dykkere, og for at afhjælpe forekommende maritime katastrofer i hele verden. Bob Izdepski fortalte, at SOS har installeret to dekompressionskamre - den eneste kendte behandling af dykkersyge - i La Mosquitia. De redder liv, men de er ikke i stand til at hjælpe de dykkere, der får dykkersyge langt ude på havet, flere dages sejlads fra kamrene.

Uforberedt på stedets gru

Ved en senere lejlighed tilbød Bob Izdepsky mig at flyve med ham. Ugen efter befandt jeg mig midt i La Mosquitia i den regionale by Puerto Lempira - fuldstændig uforberedt på stedets skønhed og gru.
I Puerto Lempira var mændenes håndtryk svage, de fleste af dem haltede og næsten enhver jeg talte med havde mistet en bror, en far, en mand eller en søn i hummerdykningen.

Ingen rehabilitering

Jeg ledte efter skadede dykkere i kørestole, men langsomt gik det op for mig, at selvom der var mange lammede, var der stort set ingen kørestole; måske mindre end en snes i hele regionen. Der er ingen rehabiliteringsmuligheder, ingen puder. Hummerindustrien tager deres profit et andet sted hen, mens dykkerne bliver båret hjem til deres landsbyer for at dø. De fleste tilbringer resten af deres liv liggende på et leje af halm på gulvet i deres hytter. Kun få når at ligge sådan i tre år. De fleste dør af urinvejsinfektion eller tryksår. I modsætning til alt dette kunne jeg lige så vel været kommet fra en anden planet, hjulende rundt, sund og med penge på lommen, i en stol, der koster mere en den årlige indkomst fra en familie på otte i La Mosquitia. Dykkerne var forundrede: Får du din egen stol? Og du rejser? Og har et job?

Det er mord

Forinden min ankomst havde orkanen Mitch hærget. Regnen havde bortskyllet hele landsbyer, og alle afgrøder var skyllet væk. Dykkerne havde desperat brug for penge til at brødføde deres familier og genopbygge deres huse. Derfor dykkede de i længere og længere tid og bevægede sig nu ud over de grænser, der allerede var hovedrystende. Samtidig havde hummerne trukket sig dybere ned, og dykkere fortalte mig, at kaptajnen nu lod dykkerne hente hummerne på 120-130 fods dybde. Både ejerne og kaptajnerne på hummerbådene vidste præcist, hvad de gjorde. Det er mord, kort og godt. Hver eneste dag kom nyheden om en død, en savnet, eller en alvorligt lammet dykker. Enkelte bådes kaptajner er villige til at skære lidt på profitten for at bruge pengene til dykkernes sikkerhed, men størsteparten er ikke. Hvis de mister en dykker, vil en ny dykker tage hans plads.

Hjul på barneseng

Udenfor Puerto Limpera bor en tidligere dykker ved navn Arguimedes Garcia. Han er paraplegiker (med relativt lavt skadeniveau) efter en dykkersyge i 1987. Han er en sej fyr; sej som støvlelæder. Han har aldrig haft råd til en kørestol, så han har sat hjul på en gammel barneseng. Han arbejder for dykkeres rettigheder og tjener sine penge ved at reparere gamle cykler og leje dem ud. Han har fået liv i en æld-gammel plæneklipper, som hans børn bruger til at indtjene nogle ekstra mønter. Alt arbejde gør han liggende på maven. Arguimedes Garcia ved alt om det system, der dræber La Mosquitias unge mænd. "Jeg dykkede i fire år, inden jeg blev lammet. Skibsejerne slås med advokater, så de bliver fri for at betale de skadede dykkere. Efter jeg var blevet skadet, ringede jeg til skibsejeren for at bede om hjælp, men han sagde bare: "Rend mig!" og smækkede røret på. 70% af de lammede dykkere har overhovedet intet fået af hjælp. Vi har brug for kørestole og værktøj, så vi kan arbejde og brødføde vores familier. Jeg vil gerne have, at mine børn får en uddannelse, så de ikke behøver at dykke".

Kontrol og sikkerhedsudstyr

Ifølge Bob Izdepsky fra SOS burde hummerdykning bringes i overensstemmelse med reglerne for den almindelige professionelle dykning, som strengt påbyder regulativer på alt fra antallet af daglige dyk til maksimum dybder. Han plæderer for, at dykkere skal timelønnes og ikke lønnes efter fangstvægten. At der skal være sikkerhedsudstyr ombord på bådene, og at der skal være streng kontrol med hummer-sæsonen, så høsten kan holdes på et bæredygtigt niveau.

Pres på hummerindkøberne

Hvad kan du selv gøre? Boykotte hummere? Dette vil kun resultere i, at dykkerne bliver arbejdsløse og måske begynder i smuglerbranchen for at få en indtjening. I stedet skal der lægges pres på de store hummerindkøbere. Vi ved alle, hvem de er: Restauratørerne, der reklamerer med de billige hummermiddage.
Næste gang du vil nyde en hummermiddag uden dårlig samvittighed, kan du sende lidt penge til SOS for at hjælpe deres sag. En anden måde at hjælpe på er at sende dem din gamle kørestol og pude. Det kan redde et menneskes liv. Og sig det videre til andre!

Bob Izdepski udtrykker det glimrende:
"Alle kom op på dupperne, da delfinerne blev dræbt i tunfiskefangsten, og af den grund blev fangstmetoderne ændret, så folk kunne købe "Delfinsikker tunfisk". I SOS vil vi gerne øge opmærksomheden omkring hummerfangstens omstændigheder og føre kampen for "Dykkerfri hummere".

Bob Vogel er paraplegiker og selv ivrig fritidsdykker med dykker-redningscertifikat. Du kan læse mere om Sub Ocean Safety på www.suboceansafety.org

Efterskrift

Siden Bob Vogel besøgte La Mosquitia er problemerne blevet værre. Hummerne har trukket sig fra de lavere vande, og dykkerne må derfor dybere ned. Og problemerne forøges yderligere pga. pengemangel og fordi dekompressionskamrene trænger til vedligeholdende reparationer.