Fiskeriets begejstring - 2-2003
Tekst af: Jakob Thinggaard-Møller
Jeg har fisket siden jeg var en lille knægt. Det var ikke meget, jeg fangede, men spændingen over, hvad der gemte sig nede i dybet og drømmen om den helt store fangst gjorde hver tur lige spændende. Denne barnlige begejstring kan alle opleve med fiskeriet, uanset hvor kedelig man med alderen kommer til at føle sig.
At sidde ved en hyggelig mose en solbeskinnet forårsdag med sit flåd vuggende ude på vandet er en afslappende og fredelig affære. Men man skal ikke tage fejl af de tilsyneladende fredelige omgivelser, der kan være ved en dansk mose. Pludselig vugger flådet anderledes. Er det vinden eller er der noget dernede? En svag bølge på overfladen og et stort grønligt glimt fra dybet får pulsen til at banke, og samtidig ser man flåddet gå ned under overfladen og forsvinde ud mod midten af mosen. Tankerne farer gennem hovedet. Er det en stor fisk? Bliver den siddende på krogen? Hvor kan jeg få den på land? Man strammer linen hårdt op og mærker den enorme tyngde fra en gedde på over 10 kilo. Efter en kort magtdemonstration, hvor gedden står helt stille i vandet uden at rykke sig, hamrer den af sted, mens hjulet hviner i takt med at linen bliver flået af det. Kampen står på i 10 minutter, inden gedden endelig giver op og lader sig glide i nettet og kommer på land.
Der er mange oplevelser der venter én, hvis man vælger at prøve kræfter med lyst-fiskeriet. Også selvom det skal foregå fra en kørestol. Det er både en naturoplevelse og et godt afbræk i en hektisk hverdag, samtidigt med den spænding, der altid er til stede under hele turen, idet muligheden for den helt store fangst altid er inden for rækkevidde.
Egnede fiskeformer
Jeg er selv tetraplegiker og har derfor nedsat håndfunktion, men ved hjælp af et større håndtag monteret på fiskehjulet er jeg i stand til selv at fighte fisken og trække linen ind. Jeg har mest dyrket fiskeri efter gedder og trollingfiskeri fra båd efter hav-ørred og torsk. Det har været en type fiskeri, hvor man ikke skal kaste maddingen ud hele tiden, men sejler rundt efter fisken eller venter på, at fisken selv opsøger maddingen.
Er man derimod paraplegiker, vil det være muligt at fiske med agn som blink og spinner og opsøge fisken ved at kaste efter den, hvilket selvfølgelig giver flere muligheder.
Jeg har selv haft en trollingbåd, der var ombygget, så jeg selv kunne sejle og fiske fra den. Det gav mig mange spændende fiskeoplevelser, men er også en lidt dyr måde at udøve sin hobby på. Derimod er geddefiskeriet og fiskeri i de mange Put and Take-søer, hvor der er gode adgangsforhold, en let og sjov måde at komme i gang med at fiske på.
Udstyr og gaffatape
Det udstyr, man skal bruge, bør købes i en forretning, der er specialiseret i salg af fiskeudstyr. De giver den bedste betjening og sælger udstyr til rimelige priser, der så samtidigt kan holde i mange år, frem for det man kan købe i de store butikskæder. Prøv dig frem. Hvis du ønsker specielle ændringer, som et større håndtag eller andre ændringer, så rul ned i det nærmeste byggemarked. Måske får du en ide. Eller find på alternative løsninger. Man kommer langt med gaffatape og andet fusk, for det vigtigste er nu engang, at man kommer ud og fiske. Hvis man starter på bar bund, kan man låne glimrende bøger om lystfiskeri på biblioteket, også bøger, der omhandler enkelte discipliner som trollingfiskeri og geddefiskeri.
Kom i gang
Når man har udstyret og ved hvordan man skal bruge det, er det bare om at komme i gang. Det er både en hyggelig og spændende fritidsinteresse, og med den rette planlægning bliver det ikke mindre spændende, fordi man sidder i kørestol. Snarere tværtimod! Da jeg skulle hive den gedde i land, jeg sidder med på billedet, tog den pludseligt et så kraftigt udløb, at jeg var lige ved at blive hevet ud af stolen. Det tilføjede blot endnu en dimension af spænding til en i forvejen god fiskeoplevelse. Så kom ikke og sig fiskeri er kedeligt - Knæk og Bræk.
