Mediernes stereotyper - 2-2003

Tekst af: Chris Sheridan. Oversættelse: Janke Bondam

"De er døde!" råber en ung mand i kørestol og slår på sine ben med knyttede næver. Vi er bekendt med dette billede fra talløse Tv-serier, hvorimod vi aldrig ser en kørestolsbruger, der kører sin søn til fodbold i hverken TV eller i en biograffilm.

Effekt på meninger og holdninger

I de seneste år har der været stor fokus og debat på popkulturens og de visuelle massemediers skildring af kvinder og af forskellige minoritetsgrupper, og der er både argumenter for og imod på spørgsmålet, om disse mediebilleder har en signifikant effekt på opfattelsen af disse grupper hos det brede publikum.
Det mener jeg, de har - i det mindste inden for en sammenhæng af en eksisterende fællesnævner hvad angår virkelighedsopfattelse. Fx hvis en mand ser den kontroversielle film Showgirls, ser man kvinder skildret som dansende nymfer, som altid vil have sex, og som er villige til at gøre stort set hvad som helst for at opnå berømmelse og rigdom. Og selvfølgelig ved selv den mest naive seer, at kvinder som sådan slet ikke er som de skildrede kvinder, og det skyldes selvsagt den endeløse række af stærke og moralsk ansvarlige kvindetyper, der eksisterer både i virkeligheden og i filmens fiktionsverden.
Men når nogen ser en person i kørestol skildret i TV eller i en biograffilm, kan det meget vel være, at han eller hun ikke har andet kendskab til eller erfaring med kørestolsbrugere. Med så lille et kendskab kan vedkommende hverken gendrive eller understøtte troværdigheden af sådanne mediebilleder, og de får derfor en vis indvirkende effekt på meninger og holdninger. Effekten viser sig i form af en generel mangel på forståelse for kørestolsbrugere.
Derfor er udfordringen til de visuelle medier at undgå negative stereotyper og begynde at skabe mere virkelighedsnære billeder af kørestolsbrugere.

Et visuelt provokerende billede

Skildringen af folk med fysisk handicap i film er lige så gammel som filmen selv. Thomas Edisons minutlange film Den falske tigger var lavet i 1898 som respons på en avisartikel om falske invalide i New York. Siden har kørestolsbrugere været ret så fremtrædende i både film og på TV.
Mens disse mediebilleder findes til overflod, er de ikke nødvendigvis hverken virkelighedstro og præcise eller særlig befordrende for virkelighedens kørestolsbrugere. I bogen The Cinema of Isolation: A History of Physical Disability in the Movies undersøger Martin Norden 600 film, hvori der forekommer figurer med fysisk handicap, og han skriver: "Eftersom disse billeder i det store og hele knap nok ligner rigtige mennesker med fysisk handicap, tvinger det os til at spørge: Ikke hvem men hvad disse figurer skal forestille at repræsentere?".
En person i kørestol præsenterer rent faktisk et visuelt provokerende billede, og valget i at bruge sådan en figur giver et kraftfuldt værktøj til den dramatiske fortælling. Dette værktøj kan skabe kørestolsbrugeren til i hvert fald fire brede kategorier af stereotyper: Den medlidenhedsvækkende, den bitre, den inspirerende eller som slet og ret baggrundsfyld. Hver af disse stereotyper har en specifik og pragmatisk rolle i fortællingen.

Den medlidenhedsvækkende

Den nok mest anvendte brug af en fysisk handicappet figur i fortællingen er figuren, der fremkalder medlidenhed og sympati som modbillede til de usympatiske. I Dickens Et juleeventyr bruges Tiny Tim-figuren til at vise netop hvor ond Scrooge er; ikke alene behandler han sine almindelige ansatte elendigt, men Scrooge nægter også den stakkels forkrøblede dreng en operation, der kunne gøre ham i stand til at gå. Et lignende eksempel findes iden nyere film Rising Sun. I denne film er en uhæderlig politiker sin kone utro, og mens hun arbejder med hans valgkampagne, bliver hun klar over omfanget af hans utroskab, og først da afsløres hendes handicap. Mens en tårer triller ned ad hendes kind, panorerer kameraet nedad og viser hendes kørestol. At bruge et fysisk handicap til at skabe sympati er et billigt trick og brugt alt for ofte i film og specielt i Tv-film.

Den bitre

En anden dramatisk brug af figurer med fysisk handicap er at lægge vægt på den personlige kamp, som et menneske, der har fået et fysisk handicap, må igennem. Figuren lægger ud med at være den bitre krøbling. Sådanne figurer er at finde i processen med at skulle acceptere den tildragede lammelse; de er vrede og krigeriske. I filmen Almost an Angle er der en mand i kørestol; han drikker konstant, hele tiden kommer han i klammeri med andre og han er ude af stand til at kunne acceptere sin situation. Der skal en gående til for at få ham til at se lyset og komme videre med livet. Sådanne godgørende figurer er " .... ikke-handicappede katalysatorer, hvis visdom og vejledning hjælper den ulykkelige". Denne version giver en lykkelig slutning for handi-figuren, men hvad der er mere vigtigt: Den gør den godgørende heltefigur endnu mere heltemodig efter at have gjort så god en gerning.

Den inspirerende

Modsat den medlidenhedsvækkende og den bitre figur er der den inspirerende helt, der overvinder store forhindringer på trods af det fysiske handicap. Denne tilgang er som regel film, der har skabt deres figur over en virkelig person. My Side of the Mountain og Born on the Fourth of July er halv-biografiske dramatiseringer af to mennesker, der har tildraget sig en rygmarvsskade, og som har været nødt til at håndtere den svære ændring. I Tv-nyhedshistorierne er helte-tematikken konstant benyttet om personer som fx Christopher Reeve. Ofte er tonen nedladende og budskabet er i realiteten altid det samme: "Se, hvad disse mennesker kan gøre, selvom de er i kørestol". Ord som "styrke" og "viljekraft" bruges ofte til at beskrive en person i kørestol, der er i gang med at gøre noget så utroligt hverdagsagtigt og så ganske almindeligt som at gå på indkøb. Ligesådan med ordene "modig" og "inspirerende", der bliver påhæftet mennesker, der i virkeligheden bare fortsætter deres liv efter en rygmarvsskade.

Baggrundsstaffage

Hvis ikke åbenlyst udnyttet i film og på TV er kørestolsbrugere ofte brugt som baggrundsstaffage. Disse figurer ses i baggrunden på en restaurant eller som passerende på et fortov. I sitcom'en Murphy Brown arbejder en kvinde i kørestol flittigt ved sit skrivebord i nærheden af elevatoren, men hun flytter sig aldrig eller siger noget. Og i et Seinfeld afsnit, hvor hovedfigurerne ses spejdende rundt efter deres bil i en p-garage, kan man i baggrunden se et handi-p-skilt i næsten enhver sekvens fra garagen, selvom der ikke figurerer nogen i kørestol. Dette er en bekvem måde for showets producer at være politisk korrekt på og føle sig selvgod uden egentlig at have været nødt til at inkorporere en fysisk handicappet i historien.

Hvad er en "nøjagtig skildring"?

Mens de ovennævnte skildringer er fremherskende i vores massemedier, er de så virkelighedsnære billeder på det virkelige livs kørestolsbrugere?
Som i enhver anden gruppe er der lige så stor diversitet blandt kørestolsbrugere, som der er blandt almindelige mennesker. Og der er selvfølgelig ingen samstemmende enighed, hvad angår en nøjagtigt skildring af en kørestolsbruger. Alligevel eksisterer nogle universelle ideer om, hvordan sådanne mennesker ønsker - og ikke ønsker - at blive skildret. Iflg. Nick Morales fra gruppen ABIL [Arizona Bridge to Independent Living] ønsker de fleste fysisk handicappede mennesker at leve et så uafhængigt og selvstændigt liv som muligt, de ønsker lige adgang til bygninger m.m. og de vil helst behandles som mennesker først og siden som handicappede; og de ønsker ikke at blive opfattet som uegnede, ubrugbare, inkompetente ..... in-valide.

Helten til inspiration

De fire stereotyper kan selvfølgelig godt have en vis faktuel basis, men for hovedpartens vedkommende er de i stor uoverensstemmelse med virkelighedens kørestolsbrugeres levede erfaringer. Og ulig filmverdenen, så kommer der ikke en gående og redder og vejleder den tilskadekomne, så vedkommende kommer på rette vej. (Den støttende og vejledende hjælp kommer som regel fra andre, som har været en lignende tur igennem). Skildringen af den inspirerende helt er nok massemediernes mest virkelighedsnære, hvis den ikke er for overdrevet gjort.

Effekten af mediernes billeder

Eftersom massemediernes skildringer af kørestolsbrugere ikke helt korresponderer med den reelle virkelighed for et menneske i kørestol, hvilken effekt har det så på dannelsen af folks opfattelse af, hvordan det er at leve med et fysisk handicap? I forsøget på at svare på dette kan jeg kun trække på mine egne erfaringer. Jeg hverken føler selvmedlidenhed eller får medlidenhed. Jeg er ikke bitter, ej heller bliver jeg behandlet som sådan, jeg er hverken hyldet som helt eller er blevet henvist til et liv i ubemærkethed i baggrunden. Der er tilsyneladende kun lille eller slet ingen korrelation mellem de billeder, der skabes af massemedierne, og dannelsen af de negative opfattelser omkring kørestolsbrugere.

Det er billederne vi ikke ser....

Meget få kørestolsbrugere på film eller i TV vises som enten forældre eller bare bilister. Alligevel kan langt de fleste kørestolsbrugere i virkeligheden køre bil og mange er forældre eller involveret i almindelige kærlighedsforhold. Ligeledes synes latter og kørestole gensidigt at udelukke hinanden i massemediernes billeder, lige med undtagelse af Dr. Strangelove som er en latterlig figur uanset kørestolen. Men i virkelighedens verden, så inkorporeres humoren som hjælp i rehabiliteringsprocessen, og langt de fleste er i stand til at grine af sig selv og sin situation.
Dette fravær af mere præcise og virkelighedsnære skildringer afstedkommer en overvældende mangel på helt almindelig viden om kørestolsbrugeres evner og livskvalitet.

De gode eksempler

Gudskelov findes der gode eksempler på realistiske skildringer af figurer i kørestol. I Comming Home spiller John Voight en mange facetteret figur, som har mere i sit liv end bare sit handicap. Raymond Burr's Ironside viste en dygtig, betænksom professionel, som tilfældigvis også sad i kørestol.
Men de måske mest signifikante fremskridt i massemediernes skildring af kørestolsbrugere kommer fra eklamebranchen, som ser disse mennesker som andet og mere end bare handicappede - de er forbrugere. Disse reklamer viser mennesker i kørestole som dyrker sport, benytter banernes kontant-automater, underviser skoleklasser, drikker øl, bruger Levi Strauss cowboybukser, spiser McDonald burgere, - altså skildres som alle andre gør.
Forhåbentlig vil disse shows og reklamefilm fortsætte med at forøge samfundets generelle holdning og kendskab til køre-stolsbrugere i positiv retning og få flyttet de mere forældede stereotype holdninger til en mere realistisk og præcisere skildring.

Kilder:
Klobas, Lauri: In Hollywood: Wheelchair-Users in the Movies and on TV. Spinal Network. Sam Maddox, 1989 Norden, Martin F.: The Cinema of Isolation: A History of Physical Disability in the Movies. Rutgers University Press, 1994