Stop H:S! - 2-2003

Tekst af: Jens Bo Sørensen

H:S (Hovedstadens Sygehusfællesskab) skal spare - igen. I en økonomisk rapport for 2004-7 nævnes forskellige tiltag, som kan sikre den økonomiske balance. Sidst i rapporten nævnes "tidligere overvejede eller fremsatte men ikke gennemførte forslag". Heriblandt: - Flytning af Rigshospitalets Klinik for Para-og Tetraplegi fra Hornbæk til et af hospitalerne i København.

Det løber en gammel Hornbæk-beboer koldt ned ad ryggen. Specielt når rapporten nævner Hvidovre og Bispebjerg som mulige "modtagere" af funktionen. Rigshospitalet udelukkes grundet pladsproblemer. Dette er stik i mod RYKs krav om centraliseret behandling, og det er stik imod Sundhedsstyrelsens anbefaling i deres redegørelse fra 1994 angående para- og tetraplegibehandling i Danmark. Redegørelsen anbefalede en centralisering af behandlingen af rygmarvsskadede. En anbefaling som Sundhedsministeriet året efter gav sin støtte til. Som en sidebemærkning kan nævnes, at Lone de Neergaard var formand for den arbejdsgruppe, der udarbejdede redegørelsen. Hun er i dag sundhedsfaglig direktør i - ja, H:S.

Overvejede man at flytte Hornbæks funktion til Rigshospitalet, var det mere forståeligt. At det ville kræve nogle fysiske rammer, som ikke er til at få øje på i dag, er en anden historie. Men når rammerne ikke er til stede på Rigshospitalet, kan der kun tabes på en flytning. Hvidovre og Bispebjerg har hverken de fysiske rammer eller den nok så væsentlige ekspertise. Det er utrolig vigtigt at bibeholde den sammenhæng, der i dag er mellem Hornbæk og specialeområder Rigshospitalet mestrer, så som urologi, tarm, smerter, forskning i rygmarvsskader m.v. Det lagde Sundhedsstyrelsens redegørelse også stor vægt på.

Man kan frygte at H:S ikke har øje for de specielle forhold der gør sig gældende for rygmarvsskadede patienter. Vi er indlagt i op til et år og er krævende med hensyn til de fysiske rammer. Og ud over den fysiske træning gennemgår vi en mindst lige så vigtig mental rehabilitering. Dette kræver mere end grå beton. Det kræver forhold, som er til stede i Hornbæk. Den helt specielle beliggenhed, som både Hornbæk og Viborg kan prale af, er med til at øge livskvaliteten under rehabiliteringen. Og man må ikke glemme, at der er tale om mennesker i livskrise. I den nye rapport nævnes begrebet "Accelererede patientforløb". Skal det også gælde rygmarvsskadede patienter? At en blindtarmsoperation heler fint derhjemme, betyder ikke at følgerne at en rygmarvsskade gør det. Vi frygter tilstande, hvor rygmarvsskadede udskrives før de er fysisk og psykisk parate, og inden boligen er gjort egnet til deres nye liv.

Det er ikke kun lægerne på Hornbæk, der ved meget om rygmarvsskadede. Hele personalegruppen er eksperter på deres felt. Mange er bosat i Hornbæks omegn. Hvor mange af disse engagerede eksperter mister vi ved en flytning til København?

Siden H:S blev oprettet i 1995 har der været faste årlige spareplaner. Dette har skåret behandlingen af rygmarvsskadede øst for Storebælt ind til benet. I den tid har H:S haft besøg af mange dyre konsulentvirksomheder. For fede honorarer har de udpeget besparelsesområder og arbejdet med akkreditering, benchmarking og andre fine ting. Hver gang betyder det, at personalet skal løbe hurtigere og løse flere administrative opgaver. Personalet og patienterne er sikre tabere. Det skal være slut nu! Dette må gøres klart for H:S og politikerne. Og den opgave er i sikre hænder hos RYK.