Parashute - 4-1996

Tekst af: Randi Seidelin

"Vil du med til Rusland og springe faldskærm?" Spørgsmålet blev stillet Randi Seidelin en ganske almindelig tirsdag i august.
20 dage efter "hænger" hun på sin udspringer i en russisk MI26 helikopter for kort efter at være på vej ned mod jorden i et frit fald, der varer 1 minut og 10 sekunder.
Randi's oplevelser på det internationale faldskærmsstævne, hun tog med til, blev lidt udover det sædvanlige. Russiske tilstande satte sit præg på opholdet - lige fra lange ventetider, busser, som for længst ville have fået klippet pladerne herhjemme, et gammelt raslende militærfly til hvidløgspølser med fedtklumper så store som sukkerknalder!

Det var tirsdag den 20. august, og der var nøjagtig 3 uger tilbage af min jobtræning. Jeg var kontorassistent i Momo Huset, som er et projekt- og iværksætterhus.
I snart et år havde jeg siddet og passet "Momotelefonen", og det var efterhånden begyndt at gå mig på nerverne at være omgivet af summende kontormaskiner hver eneste dag. Faxen bippede i tide og utide, computeren sendte mistænksomme varmebølger i hovedet på mig, og værst af alt var printeren, der stod lige ved min højre arm og nærmest emmede af giftdampe...
Nej, tænkte jeg! Der må være mere end dette her! Livet må simpelthen diske op med noget lidt mere attraktivt, for det kan ikke være rigtigt, at JEG bare skal sidde her og mugne indefra, mens mine trommehinder flænses af telefonernes kimen....
Senere på dagen stødte jeg ind i Bent Kock, som ejer firmaet Q-Center, der sælger faldskærmsspring og overlevelsesture (Q-Center lejer lokaler i Momo Huset). Bent stillede mig et ret besynderligt spørgsmål: "Vil du med til Rusland og springe tandemspring?"
Nu er det jo sådan, at jeg aldrig har gået med denne her indre drøm om at blive faldskærmsspringer, men Rusland!!!!!!

Mit første spring

Ugen efter sidder jeg på gulvet i en lillebitte flyvemaskine i Tune Lufthavn ved Roskilde.
Solen skinner, og der blæser en frisk vind. Jeg har haft sommerfugle i maven lige siden, jeg sagde ja til Ruslandsturen, men nu, hvor jeg om få minutter skal have mit første spring, er jeg forbavsende rolig?!?
Jeg er blevet spændt fast til Bent, som er en erfaren tandemmaster. Han deler tyggegummi ud og formår i det hele taget at skabe en tryg atmosfære, imens flyet letter, og vi stiger opad. Da vi når 3 kilometers højde, bliver flydøren åbnet, og jeg ser et glimt af markerne dernede i dybet. Min ro forvandles på rekordtid til rædsel.... Først nu går det op for mig, hvad det egentlig vil sige at kaste sig ud fra et fly. Jeg fristes til at være en " kylling", og tage med flyveren ned igen, men Bent husker mig på, at min vigtigste opgave i springet "bare" er at slappe af. Jeg får bugt med min indre kylling (eller også er jeg bare lammet af skræk) og løfter mine ben ud over kanten, som jeg får besked på, og så når jeg ikke at tænke mere: Vi er i frit fald!
Mit hjerte står stille og jeg udstøder et halvkvalt skrig, men langsomt drister jeg mig til at åbne mine sammenknebne øjne, og det, jeg ser, er Danmark gennem et tyndt skyslør. I 40 sekunder styrter vi nedad med en hastighed på omkring 200 km/t, og pludselig kommer rykket, der får mine ben til at slaske kraftigt frem og tilbage. Det var skærmen, der foldede sig ud, og med ét er alt stille. Det, der umiddelbart farer igennem mit hoved er, at jeg ALDRIG vil gøre det igen, men mine tanker bliver afbrudt af en stemme lige bag mig, der fortæller at alt er, som det skal være. Når jeg ser ned, hænger mine ben så udstrakt, at jeg knap kan se mine skosnuder, og udsigten er fantastisk men også svimlende.
Bent viser mig en lille prik nede på jorden, som vi skal lande på, og minsandten om ikke vi rammer plet! Landingen er blid, og jeg er ved at svømme over af stolthed!! Jeg beslutter, at jeg godt tør springe igen, når nu guleroden er en Ruslandsrejse; endda på Boris regning.

FLOT - AEROFLOT!

Den 10. september befinder jeg mig i en gammel slæber af et Aeroflotfly ved siden af Bent. Han er uddannet pilot og jægersoldat, og hver gang jeg tror, at jeg hører "mislyde", kan jeg få en rationel forklaring af ham. Han ved også, hvilken retning vi flyver i, og hvor højt vi befinder os. Bents ur kan nemlig ALT. Jeg ejer ikke engang et ur, og jeg aner faktisk ikke noget om tidsforskellen mellem Danmark og Rusland. Da jeg spørger, lærer han mig at "tænke logisk", og jeg funderer lidt over, at det måske ligefrem vil gavne min sløsede sjæl at tilbringe en uge sammen med sådan et superorganiseret menneske.
Stewardessen ligner en vampyr på grund af den shocking røde læbestift, hun til overflod har kørt rundt om munden, og hun har den der ligblege ansigtskulør, som er meget karakteristisk for russere og polakker og den slags... "Vampyren" serverer et rigtig Aeroflotmåltid, og jeg leder desperat efter et eller andet positivt at sige om maden: "FLOT - AEROFLOT!".

Russiske tilstande.

Da vi lander i Moskva, er det gråvejr. Lufthavnen er grå, og menneskene er grå.
Vi venter i lange køer, mens hver eneste passager får kontrolleret sit visum. Da vi omsider slipper ud, møder vi de to russere, som har lovet at hente os. De skal fungere som tolke ved faldskærmsstævnet, og kommer til at følge os resten af ugen.
De kører os ud til et ret ucharmerende hotel, der ligger i en skov langt fra Den Røde Plads og løgkuplerne. Her bliver vi indkvarteret for natten sammen med "skydivers" fra 25 andre lande, som også er ved at ankomme. Vi får serveret endnu et lysende klart eksempel på russisk kogekunst til aftensmad, og ved samme lejlighed får vi vores morgenmad: en plasticpose pr. næse, indeholdende kogt æg, en humpel hvidløgspølse med fedtklumper så store som sukkerknalder, et par skiver brød og lidt kiks. Pølsens lugt gennemtrænger ikke alene posens indhold; den hænger simpelthen i hele selskabet...
Næste morgen, klokken 5:45, står alle klar ude foran hotellet, og lugter af pølse. Vi venter på busserne, der skal transportere os til militærlufthavnen, hvorfra vi skal flyve videre til Anapa ved Sortehavet. Et par timer senere venter vi stadig, og da busserne endelig dukker op, er ham, der kender vejen til lufthavnen, forsvundet. I Rusland er der åbenbart ikke noget, der hedder Kraks Vejviser, så da vi er bugseret ind i busserne, venter vi ca. halvanden time igen. Jeg betragter bussen, der mest af alt ligner noget, der forlængst ville have fået klippet pladerne i Danmark. Den er fikset gevaldigt op; med klistermærker af nøgne damer, for ikke at tale om de fire velduftende Wunderbaum-træer, der hænger på række i forruden. Det er vanvittig flot!
Da "vejviseren" omsider er kommet tilbage, begiver vi os lettede af sted! Endelig sker der noget! Men glæden bliver kort, for af en eller anden grund kører vi alligevel i den gale retning??? Da vores chauffør forsøger at vende bussen i et nærliggende T-kryds, tager han et lovlig optimistisk sving langt ud i rabatten og SLAM, så ramler bussen ind i en stor sten. Alle i bussen er færdige af grin, for efterhånden føler vi os simpelthen som statister i filmatiseringen af en Molbo historie eller noget i den retning.
20 minutter senere er bussen hjulpet op på vejen igen af en forbipasserende lastbil. At chaufføren kører som en brækket arm bliver lige understreget en gang til, da han kører hen over to fartbump; helt uden at sætte farten ned. Ved 14-15 tiden ankommer vi dog endelig til lufthavnen.
På det tidspunkt har de fleste nu alligevel forsøgt sig lidt med pølsen.... Tilbage er der så kun tørsten at bekymre sig om. (At vi ikke er blevet præsenteret for et toilet på turen, harmonerer jo vældig fint med det faktum, at vi ikke har fået en dråbe vand hele dagen. Men jeg tvivler stadig på, at russerne havde "organiseret" det sådan af praktiske årsager....).
Flyveren til Anapa viser sig at være et gammelt militærtransportfly med maskingeværer i halen og uden sikkerhedsseler og traditionelle sæder. Man sidder mellem bagagen på nogle ukomfortable klapsæder, og ned fra loftet hænger der forskellige kabler og slanger, der af og til drypper under den to timer laaaange flyvetur. Det er klart, at der heller ikke er nogen lydisolering, så her kan man for alvor tale om "mislyde".

"De handicappede Himmelhelte"

Gruppen af handicappede er inviteret til at springe tandemspring sideløbende med, at nogle af verdens bedste faldskærmsspringere vil forsøge at sætte en verdensrekord ved at lave en formation med 300 mennesker. Forsøget kan kun laves i Rusland, da man er afhængig af de store russiske MI26 helikoptere, for at så mange personer kan hoppe ud i luften på samme tid. Tilmed skal helikopterne, 4 i alt, kunne flyve i en ret præcis formation, og det kan de russiske lufttropper. En af initiativtagerne til arrangementet er amerikanske B.J. Worth, som er berømt for at lave umulige stunts til James Bond filmene.
Hotellet, vi bor på, har trapper hist og her, og ingen handicaptoiletter overhovedet. Jeg får et værelse, hvor jeg lige kan presse mig ind på toilettet, når døren vel at mærke er taget af.
Ud over mig er der kun 2 andre kørestolsbrugere i handicapgruppen. Den ene er en ung russisk krigsinvalid, som har fået amputeret begge ben. Han har munden fuld af skinnende guldtænder, men hans kørestol er knap så imponerende - en typisk hospitalsstol, som hans ven skubber, selvom hans arme er raske. Den anden er David fra Holland, der er paraplegiker og har sprunget 15 tandemspring. Ellers består gruppen af personer, der mangler en hånd eller et halvt ben eller et øje og den slags småtterier, og så er der et par stykker, der går med krykker efter at have været ude for faldskærmsulykker. Alderspræsidenten er en flot russisk General Major, som har rundet 80 år. Han fører sig udelukkende frem i fuld uniform med imponerende dekorationer, der vidner om alle de krige, han har overlevet. Han springer tandemspring på grund af sin høje alder.
Vi får hurtigt et fint kammeratskab i gruppen, på tværs af sprog, alder og handicapforskelle. Der er ingen grænser for hjælpsomheden, når vi f.eks. skal ind og ud af busserne. Hjælperne er vores tolke og tandemmastere og nogle pressefolk, som hele tiden følger vores gruppe.
I det hele taget er der stor beundring for disse handicappede "skydivers", og da jeg (vi) lander efter mit første spring i Rusland, bliver jeg til min store forbavselse omringet af journalister og fotografer. Jeg har netop sprunget fra en MI26 helikopter sammen med 30 formationsspringere, der først er plumpet ud af den åbne bagklap, hvorefter vi er sprunget ud i et frit fald, der varer 1 minut og 10 sekunder. Inden vi sprang, har Bent stået oprejst med mig spændt fast, så jeg nærmest hang på ham, og så skulle vi hoppe baglæns ud i luften.
Jeg bliver interviewet, mens jeg stadig er forpustet og stakåndet, og jeg kommer til at udtale mig liiige lovlig spontant. Jeg meddeler nemlig, at dette nok er mit sidste spring, og det får jo unægtelig det heroiske skær ved mig til at blegne lidt. Især fordi pressen er kommet for at promovere en sport, der kan give enhver handicappet noget at leve for!

Telegram fra Boris

Det meste af ugen foregår selvfølgelig ude i lufthavnen, hvorfra vi springer. Og jeg snupper et enkelt spring til!! En aften er vi til den officielle åbningsceremoni, hvor der bliver læst et telegram op fra Boris Jeltsin, som ønsker os alle sammen held og lykke og en klar himmel! Der bliver serveret vodka, champagne og cognac i lange baner som vådt tilbehør til en overdådig buffet (og pølsen er der også!).
Mange af de andre aftener ender i hotelbaren, og en dag er der arrangeret en ekskursion, hvor vi bl.a. var ude at se et Delfin show.
Da vi mellemlander i Moskva på hjemvejen, tonser vi rundt for at se Den Røde Plads og Løgkuplerne og Kreml, så i det hele taget er jeg temmelig udslidt, da jeg sidder i flyveren til Kastrup. Det har været en udfordrende uge, både fysisk og mentalt, men nu orker jeg snart ikke flere flyveture inden for nærmeste fremtid.
Jeg beslutter mig til at finde mig en ny hobby, når jeg kom hjem.
- Måske noget med at dyrke karse i vindueskarmen........