MÅNETURE - eller noget om forbilleder og ... - 4-1996

Tekst af: Randi Seidelin

Jeg har tit haft lyst til at skrive til PARAPLEGI og har egentlig ofte gået og udtænkt indlæg om diverse emner: Tanker, sorger, glæder, eller rejseoplevelser. Men det blev bare aldrig til andet end tanker.
Ordene er Randi Seidelin's, som er PARAPLEGIs nye redaktionsmedlem.
Her fortæller hun om hendes baggrund for at gribe pennen efter 9 år som paraplegiker.

På sommerseminaret i år mødte jeg nogle fra PARAPLEGI's redaktion, og én meddelte mig, at der var brug for flere folk i redaktionen. Et par uger efter sommerseminaret mødte jeg derfor op til redaktionsmøde hos Birgitte Bjørkman.
(Lidt af en ilddåb i øvrigt: Birgittes stue fyldtes hurtigt af en indspist jargon, rørt sammen af sarkasme, perfiditet og en hel del ironi. Jeg fatter ikke, hvordan de formår at holde PARAPLEGI så stuerent, men på en eller anden måde lykkes det?!).

Syltede historier

Jeg var interesseret i at høre om redaktionen modtager mange indlæg fra læserne, men det er langtfra tilfældet, fik jeg at vide. Et øjeblik tænkte jeg på alle de gange, jeg har bremset min indre amatørjournalist med lige dele jantelov og - tja - måske ugidelighed? Hvor mange gode historier mon der i grunden ikke bliver syltet rundt omkring i para/tetrahjernerne? Historier, som ville blive til saltvandsindsprøjtninger for mange andre, hvis bare de blev tilsluttet en printer. Mit argument, for ikke at skrive til PARAPLEGI, har været noget i retning af: "OK, jeg har godt nok oplevet "dit" eller "dat", men det er der jo de første 20 andre, der allerede har gjort, så hvorfor skulle jeg skrive om det?"

Månetur

Måske fordi den resterende gruppe, hvis vi trækker de 20 fra, ville opfatte "dit" eller "dat" som noget nær en tur til månen. For en nytilskadekommen er det måske rigeligt med rumfart, når man skal en tur i Netto for at købe en gul ost...... Jeg synes, det er vigtigt at få videreformidlet masser af "måneture", fordi det jo lige så meget handler om at få skabt nogle forbilleder og noget inspiration til, hvordan livet kan leves ud fra de vilkår, vi nu engang har.

Kørestolsanarki

Alle rygmarvsskadede havner efter endt genoptræning i det miljø, de oprindelig kom fra; nemlig fodgængernes. Og så er det ellers bare om at knokle på for at "falde i med mængden": Få uddannelse, kæreste, job, osv....... næsten altid sammen med gående.
Min mor og jeg brækkede begge to ryggen ved samme trafikulykke i 1987. Selvom det selvfølgelig var dobbelt hårdt for vores familie, gav det vel alligevel også en følelse af ikke at være en "stakkels minoritet". Med to gående og to i kørestol inden for hjemmets fire vægge, var normalitetsbegrebet vendt op og ned, og med både mors og min tiltider bulldozeragtige fremtoning, har der sikkert af og til hersket et grumt kørestolsanarki hjemme hos os.

Fornægtelse

Men hvor mange steder finder man ellers det? Da jeg flyttede fra Silkeborg til København, var jeg altid den eneste i kørestol, og fordi jeg gik på så mange forskellige kurser og daghøjskoler, mødte jeg hele tiden nye ansigter, som hver gang skulle forklares om dét at sidde i kørestol osv. På et tidspunkt blev jeg lidt småforpustet - måske på dét tidspunkt, hvor jeg havde forventet at være "faldet i med mængden", men hvor det går op for én, at man stadig skiller sig ud og altid vil gøre det. Når jeg ser tilbage, kan jeg godt se, at ønsket om at "blive ét med mængden" har været en årelang fornægtelse af mit handicap og dermed mig selv. Min grundholdning i livet var, at jeg aldrig helt var "god nok", og jeg følte mig ofte et par skridt bagefter.

Forbilleder

Da dette gik op for mig, fik jeg et stort behov for at tage med på seminarer i Paraplegikerkredsen. og møde ligestillede. Ubevidst var jeg på jagt efter realistiske forbilleder med handicaps. Ved at opsøge mit eget handicap gennem andre, fik jeg "kastet lys på spøgelset", og når man gør det, er der jo som bekendt ikke så meget skræmmende ved spøgelser alligevel. Nu er jeg ikke længere selv så bange for at være anderledes, og det interessante er jo, at det har ændret min grundholdning, så jeg i dag synes, at jeg er god nok. Og med det udgangspunkt falder man lige pludselig mere "i med mængden"; helt uden at man bruger energi på det.

100 måder

Rom blev ikke bygget på en dag, og sådan er det selvfølgelig også med selvaccepten. Jeg ville bare ønske, at jeg havde benyttet mig mere af det stærke netværk, som Paraplegikerkredsen er, for det er i høj grad herigennem, at du finder ud af, at handicap er en individuel ting og ikke bare et symbol, der er påhægtet nogle fordomme, som nødvendigvis må være sandhed for dig. Der er 100 måder at være handicappet på, og engang imellem, når du sidder derude blandt fodgængerne og vikler dig ind i selvskabte fordomme, er det på tide at komme hen og se de "100 måder" og finde dig nogle realistiske forbilleder. Kan du respektere én, der har det samme handicap som dig, kan du også respektere dig selv, og det hele ender med, at man bliver stolt af både sig selv og hinanden, og det vil jeg kalde for en KANON SELVRESPEKT!
Så nu er jeg altså her i PARAPLEGI, efter 9 år i kørestol, hvor jeg ikke har delt nogetsomhelst med nogensomhelst! Og så er jeg endda så flabet, at jeg lægger hårdt ud med nærmest at opfordre alle til at skrive noget mere.... Jeg selv begynder med at rette op på 9 års fravær i PARAPLEGIs spalter med en ordentlig smøre om min seneste "månetur" andetsteds i bladet.