Paraplegikere og Paraplegikerkredsen i fremtiden - 4-1996

Tekst af: Johan Peter Paludan, vicedirektør på Instituttet for Fremtid

Fremtiden er afhængig af de beslutninger, vi træffer hen ad vejen. Man kan derfor ikke spå - og slet ikke om fremtiden.
Noget er dog sikrere end andet, og resten er det klogt at have en idé om: så er man da i det mindste rustet til at se, hvornår man har taget fejl. Dette er meget værd, fordi man da har en chance for at reparere på fejlen i tide.

Når man skal tage stilling til hvilken fremtid, der er den mest sandsynlige, og som man derfor vil lægge til grund for sin planlægning, kan man have brug for hjælp. Det redskab, der hyppigst bruges i denne forbindelse er scenarier, dvs. alternative billeder af en fremtidig udvikling.
For at scenarier kan virke inspirerende - og det er deres opgave at inspirere folk til at tænke selv, hvilket som bekendt er en vanskelig ting - skal scenarierne give et billede, der er anderledes end nutiden, uden at det afviger så meget, at det opfattes som det rene science fiktion. De skal helst være lige sandsynlige, således at man tvinges til en selvstændig stillingtagen. De skal endelig helst være så profilerede, at de kan bruges til at se, om nutiden opfører sig som forventet.
Ved Paraplegikerkredsens weekendseminar på Sct. Knudsborg i oktober 1996 præsenterede jeg deltagerne for tre scenarier, hvoraf det første hed:

Etik og miljø

Når vi om 10 år ser tilbage på udviklingen fra 1996 og fremefter, kan vi jo godt se, at den overskrift er den mest præcise beskrivelse af udviklingen. Det skyldes i sidste ende, at Danmark allerede i 1996 var et materielt velstående land, og at den økonomiske vækst fortsatte. Dette betød, at grundtonen i udviklingen var præget af en opprioritering af de åndelige interesser. Det er jo indlysende: når det materielle er på plads, bliver det åndelige mere interessant, hvad enten det udmønter sig i nyreligiøsitet eller terapiræs. Det åndelige viste sig også i en fortsat opprioritering af livskvalitet, det være sig på arbejdspladsen, hvor man krævede overskuelige organisationsformer, eller i samfundet som helhed, hvor interessen for miljøet allerede op gennem 1970'erne og -80'erne havde demonstreret bevægelsen fra kvantitet til kvalitet. Nu viste det sig op gennem 1990'erne, at når alle er optaget af noget - som f.eks. miljøet - så banaliseres det, så vil man hellere demonstrere sin personligheds unikhed gennem bekymring for andre fænomener. Kampen for et bedre miljø fortsatte derfor i mere traditionelle kredse (miljøstyrelsen og dets 'miljøpoliti'), mens de 'smarte' bekymrede sig for andre ting som drivhuseffekt (der medfører at vi 2005 indledte planlægningen af det første danske a-kraft-værk) og det psykiske arbejdsmiljø - der var jo også stadig færre fysiske arbejdsmiljørisici. Endelig betød bevægelsen fra kvantitet til kvalitet en opprioritering af de etiske og moralske overvejelser, såvel på samfundsniveau og virksomhedsniveau som på det individuelle plan.
Som følge af denne udvikling stod det i løbet af 1990'erne klart, at den gamle sondring i dansk politik mellem 'højre' og 'venstre' var forældet. Det var nu helt andre dimensioner end forholdet til produktionsmidlerne, der var afgørende for samfundstyringen. Det var den moralske dimension, miljødimensionen og nord-syd spørgsmålet, der havde overtaget spillebanen. Der gennemførtes en samfundsmæssig decentralisering. Det fremmer livskvaliteten og sikrer en socialpolitik præget af mindre stat og mere velfærd. Idealet blev en decentralisering, der kombineret med en moralsk baseret ansvarlighed kunne muliggøre socialpolitikkens bortvisnen: de socialpolitiske problemer løses 'af sig selv' lokalt.
Arbejdsmarkedet prægedes ligeledes af den moralske strømning. I perioden 1975-95 havde man reelt accepteret arbejdsløsheden uden at ville være ved det. Nu blev det erkendt, at arbejdsløsheden var en moralsk udfordring. Den indlysende løsning var en ligelig fordeling af det arbejde, der fandtes. Fritidssamfundet indførtes, og der blev set med stigende despekt på de, der ragede overarbejde til sig.
Paraplegikere nød godt af den moralske strømning. Det blev en moralsk udfordring at sørge for paraplegikeres integration i samfundet og på arbejdsmarkedet. Det største 'handicap', paraplegikere havde, var deres afhængighed af motoriseret transport, som i lyset af drivhuseffekten var blevet politisk mindre korrekt. Paraplegikerkredsen fik derfor designet et nyt og meget synligt handicapmærke, som paraplegikere kunne have på deres biler, så det var synligt for enhver, at de var lovligt undskyldt. Ellers må man sige, at Paraplegikerkredsen som kamporganisation var blevet noget overflødig: man løb åbne døre ind. Til gengæld havde kredsen en vigtig funktion som erfaringsopsamler og som formidler af de mange forskellige løsninger af paraplegikeres problemer, der udvikledes decentralt.
Nu er der vel ingen, der tror på det pladderhumanistiske sludder. Den 'rigtige' historie er da også en helt anden og den hedder:

Professionalisme

Grundtonen i de kommende års udvikling er præget af, at den danske befolkning aldeles ikke er mæt af fysiske produkter - vi kan sagtens bruge flere: produktionen skal derfor sikres. Den skal bl.a. sikres gennem en fortsat satsning på højteknologi, blandt andet fordi konkurrencen er blevet skærpet af murens fald og Østeuropas indtrængen på kendte markeder. Konkurrenceevne skal derfor fortsat styrkes, hvis det skal undgås, at 'afgrunden', som Knud Heinesen skuede i begyndelsen af 1980'erne, dukker op igen. Det er klart, at den fortsatte satsning på markedskræfternes frie spil måtte føre til en polarisering af det danske samfund. Det er jo en uundgåelig konsekvens af konkurrence: hvis der er nogen der vinder, må der jo være nogen, der taber.
Samfundsstyringen blev præget af en tilsvarende professionalisme, dvs. af en tilbøjelighed til at betragte politik som et stykke arbejde som så meget andet, og arbejdet skal jo gøres. Schlütter lagde grunden for en sådan pragmatiske indstilling, som siden har holdt sig i dansk politik. Den professionelle holdning prægede endog den offentlige sektor, hvor man ved indførelsen af mål- og rammebevillinger opdagede, at penge eksisterede og derfor fik et incitament til at administrere dem efter "bedst og billigst princippet". Dermed åbnedes der mulighed for udliciteringer, som også bredte sig ind på det socialpolitiske felt. Når private interesser i Sverige kan drive plejehjem, var det vel også en mulighed i Danmark. i øvrigt erkendtes det i endnu højere grad, at socialpolitikkens vigtigste opgave var at pacificere taberne: at sikre dem en tilværelse der var lige akkurat så god, at de fandt sig i det.
På arbejdsmarkedet fik professionalismen også bedre kår. 'La' de bedste komme til' var det indlysende rigtige slogan, der gjaldt, og resten blev bedt om ikke at gå i vejen. De, der ikke var efterspurgte på arbejdsmarkedet, lærte at glæde sig over, at de professionelle fandtes. De var jo forudsætningen for, at samfundet havde råd til det eksisterende niveau for overførselsindkomster.
Det er indlysende, at handicappede ikke fik det nemmere på arbejdsmarkedet. Paraplegikerne, der nok var den frækkeste handicapgruppe, var dem, der klarede sig bedst, men nemt var det ikke. Handicapområdet var præget af en tendens til at etablere faste basisydelser. Ville man have mere, måtte man selv betale. Det gjaldt derfor om at rage til sig. Det var paraplegikere ikke de ringeste til, bl.a. fordi Paraplegikerkredsen så skriften på væggen og ansatte en professionel ledelse, der effektivt kunne styre kredsens aktiviteter, hvor fundraising selvsagt fik en central placering. Socialt fungerede Paraplegikerkredsen som en klub for ligesindede, hvor man kunne udveksle fiduser for, hvordan man kunne klare sig i samfundet.
På baggrund af denne lidt mere pessimistiske 'historie' er scenen klar til den 'helt rigtige historie' der hedder:

Ustyrlighed

Vi lever i et kommunikationssamfund, hvor alting potentielt hænger sammen med alt muligt andet. Dette betyder stigende uoverskuelighed og en oplevelse af kaotiske tilstande. Denne grundtone bliver endnu mere udpræget de kommende år. Samtidig er det karakteristisk, at udviklingen løber stærkt, selv om vi savner et objektivt mål for, hvor hurtigt udviklingen kører i timen. Når udviklingshastigheden er høj, er der plads til færre faste værdier og normer, for værdier og normer kræver tid for at kunne opstå og for at kunne blive vedligeholdt. Den enkelte skal derfor i fremtiden i højere grad træffe beslutninger ud fra egne præferencer end ud fra traditioner. Dette er på den ene side ret anstrengende og på den anden side i overensstemmelse med den stigende individualisme. Stadig flere oplever sig selv som unikke og har derfor svært ved at se sig selv som medlem af en gruppe.
Denne udvikling kom også til at præge udvikling i samfundsstyringen. Ideologi og individualisme passer dårligt sammen. Det var derfor naturligt, at man i 1990'erne så fremvæksten af den politiske forbruger - den person, der er så individualistisk, at han og hun ikke ønsker at være repræsenteret af andre end sig selv. Den politiske aktivitet udøves derfor gennem en politisering af forbruget i bred forstand. Den politiske udvikling blev derfor i endnu højere grad præget af enkeltsager, hvilket også passede bedre ind i det dominerende medie - TV - der var elendigt til abstrakte problemstillinger, bl.a. fordi billedmaterialet som regel er for dårligt. På det socialpolitiske område førte dette til ganske mange 'hov'sa-løsninger', hvor der gik megen energi til at luge de værste vildskud ud.
Arbejdsmarkedet blev præget af en ledighed, der var som i begyndelsen af 1990'erne - bare værre - for nu kunne ingen vide sig sikker, hvor det tidligere primært var ufaglærte, der var i risikozonen. Fritid blev derfor endnu mere en ufrivillig sag. Dette gjaldt selvsagt også handicappede.
For paraplegikere og handicappede mere generelt kom den gamle betragtning om, at 'lykken er at vide, hvad der er normalt' til at gælde. Individualismen fremmarch betød, at man i højere grad fokuserede på den enkelte. Man havde jo egentlig altid vidst, at ikke to paraplegikere er ens. Med større fokus på det unikke erkendtes det, at paraplegikere ikke reelt var en klar gruppe. Dette vanskeliggjorde selvsagt arbejdet for Paraplegikerkredsen. Individualister har det svært med foreninger. Det, der dog trods alt sikrede, at Paraplegikerkredsen overlevede, var den fælles erkendelse af, at i et enkeltsagsdomineret kommunikationssamfund er det nødvendigt med en fælles kommunikationsplatform, hvis man overhovedet ønsker at blive hørt. Paraplegikerkredsens lobbyfunktion blev derfor den centrale.

Konklusion

Med de tre scenarier er det forsøgt at skitsere det rum, indenfor hvilket udviklingen må finde sted. Det er så op til den enkelte og til Paraplegikerkredsen at tage stilling til mere præcist, hvor indenfor dette rum udviklingen vil finde sted, inden man derefter indleder konstruktionen af den strategi, man vil anlægge.
Der er derfor stadig ingen vej uden om: man må tænke selv. Det er her som med visse andre fænomener: det er besværligt med, men det går ikke uden.
God fornøjelse.
Johan Peter Paludan er vicedirektør på Instituttet for Fremtidsforskning og var kursusleder på Paraplegikerkredsens efterårsseminar "Husk lige fremtiden - din og vores".