Anmeldelse: Brudstykker - 3-2002

Tekst af: Janke Bondam

"LIDER DE AF FREGNER?" stod der ved en fregnecreme i parfumeforretningens udstillingsvindue, som Pippi Langstrømpe kom forbi, og da hun mente, at et høfligt spørgsmål krævede et høfligt svar, gik hun ind i butikken og sagde: "Nej, jeg lider ikke af fregner", hvortil damen i butikken svarede: "Jamen, kæreste barn, du har jo ansigtet fuldt af fregner". "Ja", sagde Pippi, "men jeg lider ikke af dem! Godmorgen!".

Et af Pippis kendetegn er, at hun leger med sproget. Hun sætter uophørligt spørgsmålstegn ved vaneforestillinger og indgroede vurderinger, og deri ligger årsagen til hendes utrolige dynamik med de efterfølgende overraskende og uventede handlinger.

Lidt af det samme kendetegner den nyudgivne Brudstykker, der er en interviewbog med 14 rygmarvsskadede og et forældrepar til en rygmarvsskadet. Den når vidt - og jeg er lige ved at sige hele vejen - omkring. For at nævne i flæng rummer den interview med: en aktiv sportsmand, et velfungerende par med barn, en helt nytilskadekommet, en studerende med hjælpeordning, en niårige krudtugle, en 77-årige med skade fra 1945, en gående tetra, den inkomplette para, der aktivt og opsøgende hurtigt får hold på sit ændrede sexliv, en høj tetra i rollen som arbejdsgiver for sine hjælpere, en omkringfarende globetrotter, en tetra med job, de pårørende, en nytilskadekommen hurtigt i job, en nybagt mor og slutteligt en celeber racerkører. I disse interviews bliver der sagt og ikke mindst gjort mange overraskende ting, som kunne være kommet fra Pippi.

De fleste af interviewene er præget af et udtalt eller uudtalt pulserende og viljestærkt "jeg vil ...." i sig: vil et sportsliv, vil et sexliv, vil rejse verden rundt, vil have arbejde, vil kunne få erektion, vil have børn, vil finde roen i og troen på sig selv m.m.m., og de mange og meget gode fotografier [taget af Morten Bibow], der er at finde på stort set hver eneste side, illustrerer på gribende vis, hvor opfyldt dette "jeg vil" er blevet hos mange af dem. Billederne er den halve historie; de giver interviewene det mere, som ordene ikke kan fange og har en meget stor andel i den bevægende effekt, bogen kan have på sin læser.

Når den tilskadekomne har slugt pillen og erfaret, at man godt kan blive ven med "sine fregner", synes de uanede muligheder pludselig at blomstre. Man vil ikke være et selvmedlidende kvaj eller en slatten makron, som en af dem siger, - vil ikke leve livet på sidelinjen, som en anden udtrykker det. Man vil ud og tage livtag med de udfordringer, som det levende liv nu en gang byder på af godt og ondt. Dybest set vil man vist "bare" forsøge at komme frem til sig selv som følge af den kierkegaardske længsel, der nu engang driver de fleste mennesker, stol eller ej.

Ud over at den tilskadekomne står over for en kamp om at få den ændrede krop til at fungere på de nye betingelser, står vedkommende også overfor kampen om at definere ændringernes betydninger, da betydninger for en meget stor del afgør, hvilken virkelighed, der skal gælde. Og hvordan skal man så definere sin nye krop og sit nye liv ..... - ja, hvordan? Ordet handicap er dårligt nok anvendt bogen igennem, - den 77-årige fortæller, at da han kom til skade hed det oven i købet vanfør, - og der er ikke meget prestige hverken i det ene eller det andet, så hvem vil være det? "Jeg er jo mig", siger en, og "Kristian er jo bare Kristian" fortæller den niåriges legekammerat. Det virker befriende, at bogen har frigjort sig fra den uhåndterbare, og derfor noget intetsigende term handicappet. Det ord er så rummeligt - lige fra grønt-sager til præsidentkandidater - at det rummer både alt og intet.

Bogen viser med stor tydelighed, at man har flyttet de noget indgroede og fordomsfulde holdninger til og vurderinger af det at sidde i kørestol, - (flyttet de brikker, der præger bogens forside og samlet dem på smukkeste vis, som illustreret på bagsiden,) - fordi de interviewede efter sej kamp og træning for en stor del har betydet deres ændrede situation som de selv vil, - på bedste Pippi-manér.

Brudstykker henvender sig primært til den nytilskadekomne og de pårørende, og når de på et tidspunkt i processen om at komme videre efter en ulykke er rede til at tage andre tilskadekomnes erfaringer ind, vil jeg mene, at denne bog kun kan virke opløftende og inspirerende. De interviewede har med stor tillid fortalt om mange af privatlivets allermest private ting, og den tillid er forvaltet på smukkeste vis.

Bogen kan varmt anbefales.