Værdifuldt værktøj - 4-2001

Tekst af: Claus E. Hansen

Paraplegi bad Claus E. Hansen besøge tilgængelighedsbasen og give en bedømmelsen af basens anvendelighed.

Fra Paraplegikerkredsens hjemmeside www.paraplegi.dk har der siden 1. januar 2001 været adgang til en tilgængelighedsbase, der er bygget af kørestolsbrugere -til kørestolsbrugere - helt i tråd med det oprindelige formål med Paraplegikerkredsen. Ideen er at registrere en lang række forskellige bygningers tilgængelighed for kørestolsbrugere i en fælles database. Det er kørestolsbrugere, gangbesværede og andre interesserede, der agerer "inspektører" og klassificerer bygninger, parkeringspladser m. v.

Virker fint

Jeg er blevet bedt om at anmelde tilgængelighedsbasen som hjælpemiddel, når jeg som kørestolsbruger skal i biografen med min kone og ønsker at finde et sted at spise efter forestillingen tæt ved restauranten. Jeg kan oplyse, at den virker fint. Jeg havde hørt om de nye biografsale i Lyngby, og disse er allerede med i basen. Jeg fandt ikke færre end fire restauranter i nærheden med adgang for kørestole - én havde dog to trappetrin på i alt 35 cm - hvor man skulle have rampe med. Om det er kørestolsegnet er nok diskutabelt.

Mulighed for indsats

Det er endnu langtfra alle restauranter, biografer m. fl. med kørestolsadgang, der er registreret i basen, så der er stadig muligheder for gamle og nye "inspektører" til at gøre en indsats med at udvide basen.

Jylland skal med!

Som det også bliver påpeget i et indlæg på opslagstavlen på Paraplegis hjemmeside, mangler der flest registreringer i Jylland. Man bør således altid have et af de til formålet udformede registreringsskemaer liggende i sin bil, så man kan registrere en velegnet restauration eller biograf, man finder på sin vej.

Værdifuldt værktøj

Der skal registreres en række enkeltenheder om hver sted, fx om parkerings-adgangs-toilet og andre forhold af særlig betydning for kørestolsbrugere. Det gør tilgængelighedsbasen til et meget værdifuldt værktøj for alle kørestolsbrugere.