Tilgængelighedsbasen - 4-2001

Tekst af: Eva Glistrup

Hvor kan jeg komme ind med kørestol? Og hvor kan jeg komme på toilettet? Svarene finder du på Paraplegikerkredsens tilgængelighedsbase.

Tilgængelighedsbasen er et sted, hvor kørestolsbrugere kan fortælle hinanden om tilgængelige steder. Ideen er, at vi hver for sig registrerer de gode steder, vi kender, så alle andre kan se, hvordan stedets tilgængelighed er. Basen ligger på Internettet. Der er mange forskellige slags steder i Tilgængelighedsbasen: spisesteder, butikker, biografer, museer, toiletter, biblioteker, kirker og alt muligt andet. Fra Hotel Falster til banegården i Frederikshavn.

Søg

Prøv at gå ind på www.paraplegi.dk og klik på Tilgængelighedsbasen. Du kommer direkte ind på søgesiden, hvor du kan skrive, hvilke steder, du er interesseret i at se. Første gang du kigger, kan du nøjes med at skrive et bynavn og så klikke på "søg". Hvis der ikke er registreret nogen steder i din egen by, så prøv "København". Du får nu en oversigt over alle de steder, der er registreret i byen. Klik på ét af stederne, så får du de præcise oplysninger om stedet.

Oplysninger

Der er oplysninger om: -Parkeringsmuligheder -Adgang (hvordan kommer man ind?) -Indre niveauforskelle (kan man komme rundt inde i bygningen, er der trin, trapper eller elevator?) -Toilet -Indretning (kan man fx. komme forbi mellem bordene i en restaurant, og har bordene en god højde?) For nogle steder er der flere oplysninger, fx. om hvor man kan sidde i en biograf.

Klassifikation

Kørestolsbrugere er forskellige. Nogle har brug for en niveaufri indgang og to armstøtter på toilettet. Andre kan klare et lille trin og et lavt toilet uden armstøtter, bare man kan komme derud og lukke døren efter sig. Derfor er oplysningerne i Tilgængelighedsbasen klassificeret efter, hvor egnet en ting er. Klasse 5 er perfekt, klasse 3 kan bruges af mange, klasse 1 duer ikke. Prøv at se på "Café Jorden Rundt" her på siden. Indgangen er klasse 4, altså ret god, mens toilettet kun er klasse 3, altså ikke et perfekt handicaptoilet, men dog brugbart for mange. De præcise kriterier for klasserne finder du i basens klassifikationsskema. Det er en god ide at printe det ud og se på, hvilke krav du selv stiller. Hvis du synes, det er for besværligt, kan du nøjes med at huske, at des højere tal des bedre tilgængelighed. Når du er blevet fortrolig med at finde steder i Tilgængelighedsbasen kan du bruge de mere avancerede søgemuligheder. Du kan fx. finde de spisesteder i København, hvor toilettet er mindst klasse 3. Du kan også kommentere stederne og selv tilføje nye steder.

Brug postnumrene

Hvis man vil søge i et større geografisk område i Tilgængelighedsbasen, skal man bruge postnumre. Man kan fx. ikke bare søge på "Bornholm". Men søger man på postnummerinterval 3700-3799 får man hele øen, fra 3700 Rønne til 3790 Hasle. Fra søgesiden kan man klikke på Postdanmarks kort over postdistrikter, hvor man kan få et overblik over postnumrene i et område. For at få et overblik over Tilgængelighedsbasens indhold kan man prøve at søge på:

9000-9999: Nordjylland
6000-8999: Øvrige Jylland
5000-5999: Fyn
1000-2499: København og Frederiksberg
2500-2999: Københavns omegn
3000-3699: Nordsjælland
4000-4999: Øvrige Sjælland, Lolland og Falster
3700-3799: Bornholm

Basen skal udvides! -koste hvad det vil

For at få gang i medlemmernes brug af vores tilgængelighedsbase udlover Paraplegikerkredsen vin til de flittige. Fra den 1. januar 2002 til den 30. juni 2002, vil inspektører redde sig en flaske rødvin for hver 15 nye indrapporteringer. Vinen sendes til inspektøren efter at vi har modtaget en e-mail med navn og adresse på inspektøren, samt navnene på de 15 indrapporteringer. Bemærk at der skal være tale om ikke tidligere registrerede steder. E-mail sendes til: vin@paraplegi.dk.