DTC mesterskab - 4-2001
Tekst af: Birgitte Bjørkman
Da det ternede flag faldt efter årets finaleløb på Jyllands-Ringen, var det ikke med Jason Watt som mester. Men det er gået langt bedre end Jason havde turde håbe på, og han er parat til at kæmpe igen næste sæson.
Jasons første fulde sæson efter sin ulykke i efteråret '99 fik måske ikke helt den drømmeafslutning, som mange og selvfølgelig han selv havde håbet på. Ved årets sidste heats på Jyllands-Ringen i oktober lykkedes det ham ikke at indhente de nødvendige point for at vinde Danish Touringcar Champion år 2001. Efter to dramatiske heats manglede Jason sølle 3 1/ 2 point for at vinde mesterskabet. En række uheld under sæsonen, bl. a. da Jasons servo stod af i sprintet, var med til at bringe Jason tilbage i point. -Jeg måtte køre med begge hænder på rattet, og det er lidt svært, når jeg også skal bremse. En fattet, men naturligt nok lidt skuffet Jason Watt sagde efter finaleløbet: -Hvis nogen havde fortalt mig, at jeg skulle ligge og kæmpe om et mesterskab af en sådan kaliber og med så mange gode kørere, da jeg lå på min sygeseng for mindre end to år siden, havde jeg rystet på hovedet. Så set i bakspejlet er jeg ovenud tilfreds. Det er gået langt bedre end jeg havde turde håbe på, og jeg glæder mig allerede til næste sæson.
