Psykologisk set - 4-2001

Tekst af: Claus Torp, cand. psych.

Indentitet gennem "Handimagt"

Personlig identitet er noget, man fra de første leveår skaber sig gennem omgang med andre. Som lille begynder man at "spejle" sig i de nærmeste personer. De fleste voksne mennesker har en idé eller opfattelse af, hvem de er som personer. Denne identitet er baseret dels på egen opfattelse af sig selv som person og sin rolle i samfundet, dels på, hvordan andre opfatter én. Er der for stor forskel på egen og andres opfattelse, vil det ofte give problemer. Derfor vælger mange mennesker langsomt at give slip på deres inderste ønsker om egen person og lader i stedet samfundet sætte sit stereotype præg. Man bliver sat i bås! Resultatet bliver mangel på selvtillid og følelse af mindreværd.
Dette gælder også para-og tetraplegikere, der ligesom andre minoritetsgrupper er stemplet som "type". Det er tabu at være handicappet. Mindreværdigt, mener nogle, hvad der også er klare spor af i sproget. Ordet handicap kommer af "hand-in-cap", og er oprindeligt en metafor på, at man ikke er så "hurtig" som andre (når man løber stafet med en hånd i sin hue). Ligeledes betyder ordet invalid på engelsk nærmest "ugyldig". Som kørestolsbruger kan man falde ind i nogle af de stereotypier, samfundet har lagt for én. Dette gør det sværere at stå frem som INDIVID -som dén man er. Mange oplever, at det er sværere at score, få et godt job eller i det hele taget blive hørt på, rørt ved eller set på, på de helt rigtige og afgørende tidspunkter. Og mange rygmarvsskadede glider over i en negativ identitetsfølelse allerede de første år efter skaden.
Dette problem har andre minoritetsgrupper en klar løsning på: Man kan AKTIVT vælge at gå den anden vej. Udfordre den stereotypi, samfundet har båset én ind i. AT FØLE SIG HELT SPECIEL OG UNIK, fordi man har prøvet og prøver nogle ting, andre "normale" mennesker ikke har del i. På den måde vælger man aktivt sin identitet. I USA er "Black Power" i 60erne, "Gay Pride" i 90erne eller "American Veterans" eksempler på dette. Ud af en sådan positiv følelse af anderledeshed opstår en stolthed, der kan danne grobund for sammenhold mellem "de anderledes". Loger er et andet eksempel på dette. Her kan man KUN komme ind, hvis man opfylder betingelserne for anderledeshed. Til gengæld er præmien forskellige former for hjælp fra ens logebrødre, økonomisk, socialt, menneskeligt osv. Man opnår et sammenhold og en stolthed på grund af nogle fælles træk og oplevelser, får vendt mindreværdet til ... ja ... MEREværd og får på den måde en ny og mere positiv identitet. Jeg så gerne at para/ tetra-gruppen fandt en indre og ikke mindst YDRE stolthed over sig selv. Et sammenhold, som kan være til speciel nytte for gruppen selv. Positiv identitet giver magt.
Jeg er træt af klynkende rygmarvsskadede, der med bøjet hoved nærmest skal sige undskyld, når de bevæger sig frem i verden, hvad enten de er på vej ind i en butik, befinder sig på et hotel, er på arbejdsmarkedet eller til fest. Para/ tetraer: Løft en knyttet næve (tetraerne kan aktivere en spasme) og sig "I am on wheels and I am proud!". Hérfra kan en ny identitet skabes. Hvis man tør "hvile" i sin egen identitet, er man ikke bange for at stå frem som individ i sin stol, hverken på fotos eller "in real life".

Læserne har mulighed for at sende forslag til emner til Psykologisk Set på e-mail: torp@ city.dk