Efterårsseminar 2001 - 4-2001
Tekst af: Malene Olesen
PKs årlige weekendkursus fandt sted i dagene 26. - 28. oktober. Emnet hed "Lidt ud over det sædvanlige", hvilket det levede ganske godt op til. Igen i år kom der mange informationer over disken til kursusdeltagerne.
Der blev lagt ud i hård stil fredag aften med foredrag om Silva metoden. Metoden stammer fra USA og går kort ud på at finde alpha stadiet i hjernen, dvs. det stadie, hvor hjernens svingninger er lave -men ikke så lave, at man sover. Finder udøveren denne frekvens, er det muligt at bruge hvilen konstruktivt og eksempelvis indlære uden andres hjælp. Silva metoden kan også bruges genopbyggende og selvhelende. Har man problemer med allergi, eller gør det hele tiden ondt i ryggen, kan man bruge Silva metoden* til at fjerne symptomerne med.
Zoner og medianer
Zoneterapi og akupunktur er næsten to alen af samme stykke, fordi det, der arbejdes med, er zonepunkter og kroppens medianer. Dog er behandlingsformerne forskellige fra hinanden. Zoneterapi er, som de fleste ved, tryk på zoner under fødderne, men der kan faktisk gives en mindst lige så god behandling i ørerne. Behandling i ørerne kan for rygmarvsskadede være nødvendigt, da reflekszonerne under fødderne kan være væk eller svære at finde. I Dansk Zoneterapicenter i Odense, hvor foredragsholderen kom fra, har behandlerne mange års erfaring med at give zoneterapi; også til paraplegikere. Zoneterapeuten skal være meget erfaren for at kunne finde zonerne hos paraplegikere eller tetraplegikere. Punkterne kan have rykket sig under fødderne af den ene eller anden grund, og det vil derfor være forkert behandling og spild af tid (og penge), hvis terapeuten ikke kan mærke reflekszonerne under fødderne. Nåle er behandlingsredskabet i akupunktur, men oprindeligt indgår der også kinesisk medicin lavet af planter, mineraler, dyr og indsekter. Akupunktørens job er at lytte meget til de symptomer, som patienten har og ud fra det kan akupunktøren afgøre, hvad der skal behandles eller stimuleres. Symptomer behandles ofte via påvirkning af organer. Arbejder organet ikke nok eller arbejder det alt for meget, eller er det muskler og ledbånd, der skaber problemer? Akupunktur er meget en balanceakt, og medianer og zoner bliver behandlet i balance med de symptomer, patienten har.
Afspænding
Over frokost lørdag var måske med rette blevet tid til afspændingspædagog Malene Siemsen. Det lykkedes at få flere af deltagerne til at slappe så meget af, at de faldt i søvn. Afspænding går ud på at slappe af i musklerne én efter én ved at tænke og mærke musklen eller foden og derefter give slip i den muskel, så den slapper af. Kursisterne fik lov til at prøve med musik til. Det foregik siddende i stolen og så mærke, hvordan musklerne gav slip en efter en. Malene Siemsen har tidligere prøvet at starte et afspændingshold i Viborg Amt for para-og tetraplegikere. Skulle nogle være interesseret i et sådan hold, så er Malene meget interesseret i at undervise - også andre steder end i Viborg Amt.
O2-nans
O2-nans er navnet på et træningsprogram udviklet af fysioterapeut Lillian Strøm Carlsen. Lillian Strøm Carlsens baggrund er bl. a. et mangeårigt arbejde med de tungeste patienter inden for sit fag, eksempelvis paraplegi, muskelsvind og sclerose. O2-nans er egentlig lavet som et forebyggelsesprogram for idrætsudøvere for at undgå idrætsskader, men kan med fordel bruges til vedligeholdelse af kroppen hos mennesker med handicap. For at forebygge, optræne eller holde ved lige er det vigtigt, at man er klar over, hvad de enkelte muskler i kroppen gør, og hvordan de påvirker hinanden. Vejrtrækningen er ved O2-nans blevet lavet til en aktiv vejrtrækning, der skal foregå gennem næsen og kun gennem næsen. Denne vejrtrækningsform giver øget iltoptagelse og får optimalt fat i alle vejrtrækningsmuskler. Denne form for vejrtrækning kan bruges til at give styrke i bevægelser. Vendes vejrtrækningen om, så man trækker vejret ind, inden man foretager sig noget, kan den bruges til at kontrollere og styre ens bevægelser med. Dette kan være en fordel, hvis man vil flytte sig og skal undgå at forstrække noget i ryggen. Trækker man vejret ind på bevægelser, f. eks. ved de løft man gør i løbet af dagen, kan man hjælpe skuldrene og derved undgå slidskader.
Gangarter
Under Lillians indlæg blev der vist tre gangarter. Disse gangarter har stor indflydelse på vores ledbånd og vore organers funktion. Problemet i meget fysioterapi er, at dette bliver glemt. Men huskes dette og sættes det sammen med den aktive vejrtrækning, har man en langt større mulighed for at genopbygge og træne selv personer, der er meget dårlige fysisk. Lillian Carlsen arbejder for øjeblikket på at få lov til at undervise andre fysioterapeuter i O2-nans, så det ikke bare er i Nykøbing Falster, man kan få denne træning. Resultatet af dette forventes i løbet af det kommende forår.
Alt mad bør forberedes med hjertet
Søndagens program lød på ernæring vejledt af Renee Gjerlow, der er kok. Og larm blev der i "køkkenet"! Renee havde taget nogle ordentlige potter, gryder, pander og knive med. Og budskabet var ikke til at tage fejl af: Smid alt ud af køkkenet, som ikke kan komme i ovnen (glem alt om Tefal) og få mindst én god og meget skarp kniv - slib den ofte, derved sparer I mange kræfter, især når I sidder ned. Sørg for at køkkenet er indretter på en praktisk måde. Helst ikke for stort, så man skal køre for langt efter tingene. Chili, ingefær, karry og hvidløg bør altid være i ens køkken. De får blodet til at løbe og hjælper med at rense ud i affaldsstoffer. De modvirker endvidere opsamling af salt og kolesterol i blodet. Steg maden i koldpresset jomfru olivenolie og ved fisk også lidt smør, og undgå altid affaldsstoffet margarine. Ikke alle kørestolsmaver tåler for mange fibre men har behov for mere vandede grønsager, det kan evt. være salater, tomat og champignon. Madlavningen skal ikke være en videnskab. Øv jer, og prøv igen, hvis noget mislykkes. Der er kun få ting, man kan gøre ved maden. Den kan steges, braisseres, koges, porcheres og dampes. Det skal (helst) være hyggeligt og rart at lave mad; også selv om det kun er til én selv. At lave mad er en god måde at samle tankerne på og stresse af.
* Der gives kurser i Silva metoden i Århus og København. Kursets pris er DKK 2.800,00 og har den fordel, at det er en en-gangssum, der giver ret til at genopfriske kurset lige så mange gange, man efterfølgende ønsker.
Ny kogebog Kokbok for lama
Blandt svenske kogebøger finder man "Kokbok for lama", og som titlen antyder, henvender bogen sig til kørestolsbrugere. Bogen er skrevet af den svenske læge og paraplegiker Claes Hultling og vennen Stephan Rössner. Kogebogen er flot bygget op i tre afdelinger og indeholder mange flotte billeder. Første afsnit beskriver køkkenet og hvorfor man har valgt at lave bogen, andet afsnit omhandler køkkenredskaber og hjælpemidler og endelig sidste afsnit om maden, lidt næringslære og mange dejlige opskrifter. Bogen kommer med eksempler på helt almindelige køkkenredskaber, der er særdeles velegnede til personer med nedsat håndkraft. Bogen kommer også med tips til, hvad der kan hjælpe med at holde maven i gang og hvor man kan få de vigtigste vitaminer og mineraler fra. Madopskrifterne er varierede, og der er både opskrifter med og uden kød. I bogen findes der retter inddelt efter årstiden, mexicanske og italienske retter med mere. Der er nogle lækre desserter, én er Jordbær med rabarbersauce. Men da bogen er på svensk møder man også specielle svenske retter. Hvordan ville det være med Renskav med kantareller og grillede tomater? "Kokbok for lama" af Claes Hultling og Stephan Röss-ner. Bogen er på 150 sider og udgivet af Bokförlaget DN. ISBN 91-7588-373-2.
