
Kontakt Coloplast Kundeservice for råd og vejledning - 49 11 12 13 eller besøg www.coloplast.dk
Ønsker du et abonnement på bladet Din Viden - klik her
Uro om minibusser - 4-2001
Tekst af: Viggo Rasmussen
Skatteministeriet har strammet reglerne om 10 sæder og sikkerhedsseler i minibusser til kørestolsbrugere. Tre biler kan ikke længere godkendes.
Med virkning fra 1. oktober i år skal minibusser til bl. a. kørestolsbrugere, plejehjem og sygetransport opfylde særlige krav til sæders forankring, sikkerhedsseler og forankringer af selerne. Nu skal Bilinspektionen godkende nedstolede minibusser som en stor personbil M2 for at blive fritaget for registreringsafgift og blive forsynet med gule nummerplader. Der er tale om en generel godkendelse, som indebærer: ° Særlige krav til udgange og loftshøjde ° Forankringer til mindst 10 sæder og 10 sikkerhedsseler ° Plads til montering af mindst 10 sæder ° Lasteevne til mindst 10 personer
Krav om bremsesystem
Allerede 1. april i år besluttede Skatteministeriet, at en stor personbil M2 skal have ABS-bremser, selvjusterende bagbremser og indikator for slidt bremsebelægning. Det betød, at Fiat var ved at brænde inde med et par hundrede minibusser uden ABS-bremser. I den situation har Færdselsstyrelsen givet dispensation til disse biler bestilt før ændringen, selv om de ikke opfylder de nye krav til bremsesystemer.
Baggrunden
Tidligere blev minibusser nedstolet og godkendt som personbil M1 - dvs. en personbil med særlig anvendelse. Dette er bl. a. også baggrunden for ændring af reglerne, idet mange minibusser har været svære at sælge efter minimum seks år. Eftermontering af sæder, seler og ABS-bremser har være meget bekostelig i forhold til bilernes markedspris belagt med registreringsafgift.
Røget i svinget
Tre bilmodeller er røget i svinget som følge af de nye regler. Chrysler Voyager, Mercedes V 280 og Hyundai Starex kan i nedstolet form ikke længere godkendes som afgiftsfri minibus. Der har også været problemer med VW Caravelle og Allrounder, men beregnet med tre forsæder, en bænk med fire sæder og tre op ad væggen på tværs af kørselsretningen kan VWs minibusser stadig godkendes.
Storm i et glas vand
Salgs-og marketingchef Henning Andersen fra Sahva Auto er én af dem, der har mærket reglerne. Han siger: -Vi har haft ekstremt travlt op til 1. oktober for at få så mange minibusser godkendt efter de gamle regler som muligt. Jungletrommerne buldrede og utrygheden i forhold til, at adskillige bilmodeller ikke længere kunne godkendes, fik mange brugere og bevilgende myndigheder til at presse på. Det viser sig nu til dels at være en storm i et glas vand. Men det ærgrer mig, at Told & Skat ikke var bedre til koordinere med Færdselsstyrelsen, så vi i god tid kunne vide, hvilke bilmodeller der blev berørt, og hvilke der gik fri. Under alle omstændigheder er minibusser blevet en smule dyrere. -Billigst og bedst egnet minibus med automatgear er i mange tilfælde igen Ford Transit til knap 144.000 kr. med moms efter generel kommunerabat. VW Allrounder koster i dag 162.000 kr. og Fiat Ducato JTD 2,8, der nu også fås med automatgear, koster 173.000 kr., siger Henning Andersen.
Ram forbi
Paraplegikerkredsen har via hjemmesiden www.paraplegi.dk efterlyst erfaringer fra medlemmer, som måtte være kommet i klemme med de nye regler, men har ikke modtaget nogen beklagelser. I afdelingen for handicapbiler i Århus Amt kender man kun til én ansøger, som søgte lån til en Mercedes V 280, der imidlertid ikke kunne godkendes. Det er amtets erfaring, at bilforhandlerne har styret uden om problemerne og fået de ramte biler godkendt før 1. oktober. Og nu sørger de for at sælge biler med den rette indretning.
Se meddelelsen fra Told-og Skattestyrelsen i Skatteministeriet: www. erhverv. toldskat. dk/ obj. asp? o_ id =118071
