Den sociale kompetence - 4-2001

Tekst af: Birgitte Bjørkman

Efter otte måneders indlæggelse på Rigshospitalet og i Hornbæk blev Jytte Pedersen udskrevet i maj i år. Jytte er smertepatient, hvilket har præget hendes behandlingsforløb, og det er da heller ikke hendes opfattelse, at hun har været en nem patient. Men også krisens mindre pæne sider bør personalet være rustet til at klare, mener Jytte Pedersen, som kunne ønske, at personalet turde tage mere fat om sorgen, når den gør ondt, og både spille med og gi' tid og plads. Paraplegi bringer her en samtale med Jytte Pedersen.

Første tanke

-Smerter - den næste er fysioterapi. Rigtig mange gode tanker omkring Hornbæk hænger sammen med fysioterapi. Det er klart det primære! Men der var naturligvis også andre gode ting, bl. a. en ergoterapi, hvor det er muligt at tænke sine tanker eller sidde ganske roligt og arbejde med sine hænder, mens man får fred i hovedet. Det er det sted i Hornbæk, hvor der tales meget lidt om sygdom, en slags "helle"! Og jeg, der var bange for kartoffeltryk!! Det er godt at blive klogere. Jeg synes også, at der er et utroligt godt køkken, som hjælper patienterne ved at være sundt og meget varieret. Og jeg havde ingen skade af at være på fedtfattig kost! Men først og fremmest var fysioterapien det, der hjalp mig igennem. Her var der et menneske så tæt på, som er dygtig og professionel og meget nærværende. Et menneske, der turde investere sig hele tiden og hver gang. Det gør en ekstra ting, når et andet menneskes fingre bogstavelig talt er nede i én. Det bliver en slags katalysator for følelser af glæde og smerte. Her er der plads til at få afløb for følelser og frustration men også glæde over fremskridt. Her følte jeg, at jeg blev forstået! Det var i samarbejdet eller samspillet med min fysioterapeut, jeg for alvor flyttede mig på et tidspunkt i livet, hvor det føltes sat på vågeblus.

Prioritering

Men der var også ting, der frustrerede mig ved fysioterapien. Træningen på Hornbæk er så essentiel, men alligevel får hver patient kun 45 minutter om dagen. Og det skal række til både at flytte patienten til og fra briks, behandling, lytten og forholden sig til patienten, afprøvning af stole, kontakt til kommunen, hjemmebesøg og rapportskrivning. Det er simpelthen for lidt! Jeg ved godt, det er et tidsspørgsmål: X antal patienter til x antal terapeuter.

Men! Og her kommer én af mine kæpheste: Akkreditering er det begreb, hvorom alt drejer sig. Alt skal dokumenteres hele tiden, og det kræver, at fysioterapeuten laver administrativt arbejde i stedet for at have nærkontakt med patienterne. Hvorfor er akkreditering blevet et projekt? (Jeg ved godt, det ikke bare er et "Hornbækprojekt). Man kan jo dokumentere i hoved og røv! Tænk, hvad der kunne udspringe af en beslutning om at gøre patienten til det centrum, hvorom alt drejer sig. At gøre behandlingen/ træningen til et nyt stjerneprojekt. Sætte alle ressourcer ind med hvad det indebærer af udvidelse af tiden -så der tales om timer og ikke om minutter -men også på andre måder, eksempelvis med et større samarbejde mellem fysioterapi og afdelinger, med ergoterapien og andre, det er relevant at inddrage. Tænk, hvis man helhedstænkte! Tænk, hvis kvalitetssikring ikke kun var et moderigtigt ord i en periode, men var vigtig. Tænk, tænk, tænk..... man kan selv fortsætte. Hvordan tror du en evaluering af projektet ville se ud? Jeg er ret sikker på, at man kunne rykke hurtigere fysisk, hvilket igen ville støtte én i den psykiske bearbejdning. Kan man forestille sig noget smukkere end en afdeling og en arbejdsplads, der gnistrede af entusiasme og gejst - af en viden om, at her er vi, vi er gode, men vi bliver aldrig gode nok. En behandlergruppe, der siger: Vi ved, dit liv er totalt forandret, men vi er her, vi tager ansvar - ikke for dig og ikke fra dig, men vi er her. Tænk, hvis man vidste, at man gjorde en forskel.

Fravær

Der er et køkken på hver afdeling, men der går lang tid, før man opdager, det er patienternes køkken. Det virker som et personalekøkken, hvor personalet holder møder, holder pauser, spiser etc. Det kræver sin mand/ kvinde at overskride dørtærsklen, og mange patienter når aldrig dertil. Aftenpersonalet er generelt fraværende - de er der omkring madsituationerne, men det kunne også være hyggeligt - og terapeutisk, om de satte sig ned med patienterne ved måltiderne. Det ville være godt, om personalet forsøgte at skabe et miljø i stuen, der virkede befordrende på patienternes lyst til at være der. Jeg har kun ganske få gange oplevet, at aftenpersonalet har inddraget patienterne i et fælles socialt samvær. I stedet oplevede jeg et fravær af lyst til at organisere samvær i dagligstuen. Derfor var der ikke noget, der afholdt patienterne fra at forsvinde ned på værelset og lægge sig i sengen.

Berøringsangst

Plejepersonalet er generelt dygtigt og gode til at pleje. Men patienten er jo mere end et menneske, der skal plejes. Patienten er et (med) menneske, der skal mødes, der hvor hun/ han er. Et menneske, der er i chok og i krise. Det er min opfattelse, at der, til trods for at mange blandt personalet har været på Hornbæk i mange år, alligevel er en berøringsangst. Det er klart en fordel, hvis man som patient hurtigt bliver "systemtilpasset". Det har gennem en del år været tidens trend på kurser af forskellig slags, at man lærte at sige fra. Jeg ville sådan ønske, at de havde lært at sige til. At personalet i stedet turde sige ja og på den måde være kommet tættere på patienten -givet sig mere tid til at være dér, hvor den enkelte patient er, ikke for at sætte sig i patientens sted, men for at vise, at der er veje ud af din krise. Jeg kunne ønske, at der var en større smidighed og fleksibilitet i opfyldelsen af det overordnede mål: at patienten lærer at klare sig selv! Nogle patienter kan man måske stryge over håret, men en mere fundamental forståelse af krise og dens udtryk, det savnede jeg. Det handler også om at turde konfrontere sig med krisens grimme sider, som de også kan se ud! Det betyder ikke nødvendigvis, at patienterne vil komme gennem krisen hurtigere men måske nemmere. At der også er plads til at blive "pleaset", hvis du forstår.

Det var aldrig et problem at bruge halvanden time på plejekrævende patienters morgentoilette, men hvorfor banker man ikke på døren hos to selvhjulpne kvinder og siger "Godmorgen"? Det er også omsorg! Jeg var nok ikke nogen nem patient, og jeg er heller ikke et sekund i tvivl om, at jeg blev betragtet som en vanskelig patient. Det mærker man!! Der kan jo ligge en kritik gemt i de spørgsmål, man stiller, men det behøver jo ikke at være farligt! Men sådan blev det modtaget. Jeg mener ikke, jeg stillede krav, som ikke kunne opfyldes, men jeg oplevede en berøringsangst for kritik. Jeg oplevede, at min kritik ikke blev modtaget i den ånd, den blev givet. Der var ikke nogen, der sagde: "Det går jeg lige hjem og overvejer!" Måske er der en lidt for stor tilfredshed med egen fortræffelighed!
Selvom jeg qua mit arbejde har viden om kriser, kunne jeg ikke gøre noget ved min egen, da jeg stod midt i den. En krise bevirker bl. a., at man har svært ved at fastholde de beslutninger, man tager, man er usikker og reagerer måske både voldsomt og angstpræget. Her er der brug for personale, der både kan spille med og gi' tid og plads. Men jeg oplevede i stedet en afstandtagen til det, man ikke kunne håndtere. I mødet med et andet menneske kan der ske meget - dét at gå ind og tage fat er dét, der koster! Men det er også her klarsynet opstår med plads til refleksioner, glæde og omtanke. Jeg efterlyser ikke i omsorgen, at personalet skal sætte sig i patientens sted, men at de tør gå ind i problemerne og vise den empati, der bærer.

Fagligt engagement

Jeg hørte ikke om møder, hvor personalet drøftede, hvordan de fik rykket noget ved deres arbejde, men jeg hørte om rygestopmøder. Jeg hørte ikke, om der løbende er undervisning af personalet. Jeg kender ikke baggrunden for, at jeg i de seks måneder, jeg var indlagt, ikke en eneste gang så plejepersonalet i træningssalen (når man ser bort fra overrækkelse af korte beskeder). Jeg så til gengæld fys´er på afdelingerne. Tankevækkende! Jeg savnede noget så udefinerbart som menneskekundskab, hvad der her bagefter undrer mig. Hvordan kan det være, når der på afdelingen er mange, der er dygtige, venlige, kompetente, osv., at hele afdelingen så ikke bærer præg af det?? Er det mystisk? Eller er der gode forklaringer på det, som bare ikke når patienternes ører? Der er jo mulighed for at selvtræne nogle aftener om ugen. Men det er op til patienterne selv og kræver samtidig, at én af minimum to patienter vil være ansvarlig for åbning af salen. Det indebærer, at det er patienterne, der skal råbe hinanden op. Det fungerer ikke. Det er personalet, der bør påtage sig den opgave at opfordre patienterne til at deltage i aftentræning. Der ligger jo nogle muligheder for at lave noget på kryds af de to sengeafdelinger. I weekenderne sker der heller ikke noget. Der er ingen blandt personalet, der tager ansvar for aktiviteter og samvær for dem, der er tilbage.

Undervisning

Undervisning er en glimrende ide, hvad ingen kan fortænke mig i at mene! Det undervisningsforløb, jeg deltog i, havde mange kvaliteter. Indholdsmæssigt er det et godt forløb, men der er himmelråbende stor forskel på kvaliteten af udførelsen, der svinger fra kompetent og nærværende til det mest eklatante sjuskeri, jeg nogensinde har været ude for. Det er simpelthen ikke godt nok. (Og her er det ikke læreren, der taler, men patienten.) Man må kunne forvente så meget respekt for patienten, at man ikke to gange møder totalt uforberedt op til undervisning af mennesker, der har behov for den viden, underviseren er i besiddelse af.

Noget om udslusning

At tilegne sig social kompetence, som gør én i stand til at klare sig efter udskrivning, er en væsentlig del af genoptræningen og en forudsætning for, at rehabiliteringen lykkes til fulde. Det er utrolig vigtigt, at man kan "køre" ud af hospitalet med en viden om og et grundlag for, hvordan man klarer sig i sit civile liv som kørestolsbruger!

Hvorfor lærer man i Hornbæk at katerisere i sengen? Der er jo ingen senge ude på arbejdsmarkedet eller på byens cafeer? Ok! Ok! Jeg fik hjælp et par gange eller tre lige inden udskrivning til afprøvning på toilet. Men derfor er det jo ikke blevet en integreret del af mig og mit handicap. "Øjenåbneren" blev, da én af Paraplegikerkredsens tillidsfolk undrende spurgte, hvorfor jeg absolut ville have eneværelse på efterårsseminaret. Da hun fik mit svar, var hendes kommentar: "Hvorfor fanden lærer man jer at tisse i sengen?"
Social kompetence er færdigheder, som skal kompensere handicappet - noget, jeg gerne ser, blev en integreret del af undervisningsforløbet på Hornbæk.
Man gør det jo, når man laver specielt bestik til tetraplegikere, så de kan sidde ude og spise uden at maden fløjter rundt på bordet! Men det handler om meget mere. F. eks. kunne jeg godt have brugt nogle staldfiduser og små tip fra erfarne rygmarvsskadede. Det er påfaldende, at Hornbæk ikke udnytter den store ressource, der ligger i tidligere patienter. De kan jo netop noget, personalet ikke kan. Her sidder jeg for første gang i et hjem, hvor der bor en kørestolsbruger. Det er jo smadder dejligt og livsbekræftende! Men den indsigt/ viden ville jeg gerne have haft, inden jeg blev udskrevet.
Man kunne også lave en guide, der handler om udskrivningen. Med en checkliste over alle de praktiske ting, man skal have på plads inden og omkring udskrivning. Det kunne afhjælpe noget af den uoverskuelighed, det er at komme hjem efter et ofte langt indlæggelsesforløb.

En skade i forbindelse med en diskusprolapsoperation resulterede i, at Jytte Pedersen blev inkomplet paraplegiker i oktober sidste år. Jytte er 53 år og bor på Vesterbro. Hun er overlærer i voksenspecialundervisning i Københavns Amt.