Leder - 4-2001

Tekst af: Anders J. Andersen formand

Frivilligt arbejde

På det seneste har jeg oplevet, at mange kigger undrende på mig, når jeg fortæller, at jeg ikke får en rød reje for at være formand i Paraplegikerkredsen (PK). - Jamen, bruger du ikke meget tid? spørges der noget skeptisk. - Joh, men det er sjovt, svarer jeg lidt provokerende.
År 2001 er udråbt som FNs Frivillighedsår, hvor de overordnede mål er synliggørelse, anerkendelse og bedre betingelser for det frivillige arbejde. Det er glædeligt, at det enorme frivillige arbejde, der gøres i tusindvis af organisationer, synliggøres. I forhold til lønnet arbejde er det frivillige arbejde ikke anerkendt. Lad os håbe, at Frivillighedsåret kan ændre lidt på den skævhed.
Stort set alt arbejde i PK er frivilligt. Rygraden i PK er tillidsfolk, som helt frivilligt bruger sin tid på en fælles sag for os para-og tetraplegikere og vores pårørende. Og det er ikke bare en lille håndfuld. Der er mange tillidsfolk. Uden dette frivillige arbejde var PK intet.
Og hvad er det så, der gør, at folk slutter op om arbejdet og nogle bruger weekender og nætter for PK? Der kan være mange forskellige grunde. Nogle søger fællesskabet og det kammeratskab, der kan opstå i den forbindelse. For andre motiverer dårlige vilkår til at gøre noget ved sagen. Dernæst succesoplevelsen man opnår efter at have været den lange vej igennem med at få ideen, få den finansieret, så det hårde arbejde med at få det realiseret og derefter se det færdige resultat og sige - det har jeg været med til at skabe! Dén følelse driver én videre til næste opgave. For de fleste er det nok en kombination af det hele. Men fælles for alle er nærværet af problemet: Vi ved, hvor skoen trykker, og vi er derfor også de nærmeste og i mange situationer også de bedste til at tage fat om problemet.
PK har et konstant stigende aktivitetsniveau. Når næsten alt gøres på frivillig basis, kan der på et tidspunkt opstå risiko for nedslidning af tillidsfolk. Derfor er det naturligt at spørge, om vi i PK ikke efterhånden skal være mere åbne over for mere aflønnet arbejdskraft? Det vil jeg ikke afvise på forhånd, men PK har ikke penge nok til lønninger, og derfor er finansiering det første umiddelbare problem, som der lige nu ikke er nogen løsning på. Men skulle finansieringen falde på plads, har aflønning også andre uheldige følger. Hvem skal have løn, og hvem skal ikke? Vi risikerer, det vil skubbe tillidsfolk fra os. Styrken ved PK er netop den græsrodsagtige indfaldsvinkel, at hjælpen og støtten sker fra medlem til medlem. PKs rigdom består i masser af ideer, initiativer og engagerede mennesker. Det er vores styrke.
Under de nuværende former må løsningen være et fortsat og forhåbentligt stigende antal frivillige. Vi har rundet 1000 medlemmer og hvis tendensen inden for de seneste år med 100 nye medlemmer pr. år fortsætter, så må mulighederne være der for at rekruttere nye tillidsfolk.
Og det sker skam også - der melder sig nye under fanerne - men vi kan sagtens bruge flere. Så har du ideen til nye aktiviteter, så kom med den - vi har rammerne.