Monti - 2-2001

Tekst af: Janke Bondam

At blære eller ikke blære sig med sin blære, det kan indimellem være spørgsmålet. Jeg blærer mig med min, og det ud over alle grænser. Men det har jeg nu ikke altid gjort; tværtimod har den siden min skade i '71 været mit livs uophørlige plage gennem 27 år.

Jeg er tetraplegiker efter et trafikuheld i 1971 og er landet på sidste station af selvhjulpenhed. Min refleksblære drænede mig derfor til fortvivlende udmattelse. Dér hvor hjernen skulle sidde på mig, placerede blæren sig, -altid fremme på forreste parket, altid tilstede, altid gørende-sig-opmærksom på sig selv. Ubeskriveligt opslidende. Som at leve i et dårligt ægteskab alt for længe. For godt to år siden lod jeg mig skille.

Et hul mindre end navlen

Selvfølgelig havde jeg længe sonderet terrænet for løsninger, -operative indgreb, medicinsk behandling, -hvad som helst, men der var ikke rigtig noget, der huede mig, indtil den dag jeg læste om Metrofanoff-indgrebet i PARAPLEGI. Jeg opsøgte en kvinde, der havde fået det foretaget, og jeg kontaktede overlæge dr. med. Troels Munch Jørgensen på Skejby Sygehus, og da alle formalia var i orden, ja, så lå jeg endelig på operationsbordet.

Nu havde jeg imidlertid ingen blindtarm, som bruges i Metrofanoff som kanal fra blære til navle. I stedet blev der taget et stykke tyndtarm, og mit "hul" kom ud i lysken, -et lille hul, der er noget mindre end navlen.
Samtidig med at jeg fik lavet denne kanal fra blære og ud til lysken, blev der også "skrællet" lidt muskulatur af blæren. Billedligt talt, så forestiller jeg mig, at var blæren en appelsin, så blev toppen skrællet af, samtidig med en ækvatorrille blev lavet. Formålet med dette var, at blæren skulle have mulighed for at danne sig udposninger, så rumindholdet blev væsentligt forøget. Det første halve til hele år gik således med koncentreret "træning", -dvs ikke at tømme sig på første signal, men udsætte det, og udsætte det lidt mere, indtil presset blev for ubehageligt. Og mærkeligt nok sivede det ikke ud forneden. Det fatter jeg, den dag i dag, dårligt nok, for mit "gamle" urinrør er der stadig, og det er ikke blevet bundet op eller lukket af.

Ja tak til gratis drinks

Det jeg gør rent konkret, når jeg skal tisse, er, at jeg fører et langt (mande-) kateter ind gennem min lille kanal, og som regel sidder jeg så lige ved siden af wc'et, og ned ryger det så dér. Men fordelen ved min Monti er jo, at jeg rent faktisk kan tisse hvor som helst, da jeg ikke skal have bukserne af. Ydermere har jeg sat en lynlås i alle mine bukser lige dér, hvor hullet er, og så lige klippet et lille rundt hul i underbukserne. Jeg kan således tisse på den mest diskrete måde. Min største overvældende oplevelse af dette var på en lang flyvetur. Jeg skal bare have et sæde ved vinduet i højre side og min taske med kateter og urinpose ved hånden, ... og min sidemand vil ikke opdage noget. Endelig kan jeg sige jatak til alle de gratis drinks, der bliver serveret!

Jeg bestemmer

Jeg har bibeholdt min tissetrangsfornemmelse, men før, hvor jeg havde tre-fem minutter at løbe på og så kom det, hvadenten jeg ville eller ej, kan jeg nu overmande trangen og få blæren til at falde lidt til ro. Trangen vil så melde sig igen med kortere og kortere mellemrum, og presset bliver selvfølgelig større og større. Alt det her kan forløbe sig over en lille time, og der er intet, der siver ud, jeg behøver ikke abrupt afbryde den samtale, den middag, det stykke arbejde, jeg lige er i gang med, -nu er det mig, der bestemmer over blæren. Jeg har ikke ord for at beskrive den befrielse, det er for mig.

Kolossal lettelse

Optræningen af blæren har også betydet en optræning af mine tidligere drikkevaner, der har ligget på et pinligt niveau, som jeg ikke engang vil snakke højt om. Nu drikker jeg gladeligt store glas vand eller saft, -noget jeg aldrig har gjort tidligere, -og ved sengetid tager jeg ofte en lille kande te med under armen.

Blærebetændelser? - nej, ikke decideret, men der har dog været konstateret bakterier, der imidlertid har været symtomfrie. Min blære eksisterer ikke mere oppe i hjernen på mig. Jeg tager af sted, ud ad døren, -på indkøb, på besøg - uden altid at tisse først. Tænker simpelthen ikke på det. Jeg kan jo altid gøre det i bilen. Har små tasker gemt her og der, så der altid er et bærbart wc indenfor rækkevidde. Og rent kropsligt har dét, ikke at skulle hoppe over på wc og tage bukserne af og på fem-seks gange dagligt, været en kolossal lettelse for mig. Jeg var ved at slide mig op på det.

Jeg kan snakke om min Monti i timevis, -om hvilke lettelser den indebærer for mig, hvilken frihed og muligheder den har givet mig, hvilken fred i sjælen den afstedkommer, hvilken nattero, hvilken.... etc. etc. Her vil jeg nøjes med kort at konstatere: Jo, jeg blærer mig i den grad med min blære, -ved sidste kontrolmåling kunne blærekapaciteten komme op på 555 ml!