Fra pionerånd til streamline - 2-2001

Tekst af: Birgitte Bjørkman

Søren Ingvardsen er det længstsiddende bestyrelsesmedlem i Paraplegikerkredsens historie. Nu er Paraplegikerkredsens historie ikke lang, men meget har alligevel forandret sig - mest til det gode, mener Søren, som ved generalforsamlingen valgte at takke af. PARAPLEGI har stillet Søren 10 spørgsmål.

Hvorfor har du valgt at trække dig?

-Jeg har været med helt fra starten. Siden første stiftende generalforsamling -det er vist 15 år siden!! Jeg følte, at det var ved at være nok. Jeg vil-le ikke opleve, at man begyndte at synes, at jeg hang i bremsen. Man har vel også behov for at stoppe op og spørge sig selv, om ikke det er tid til noget nyt. Og det var så nu! Jeg har hørt en "klog" mand sige engang, at man kun skal være på samme arbejdsplads i 10 år, så har man bedst af at komme videre. Så egentlig er det fem år for sent??!!

Hvad har bestyrelsesarbejdet i PK betydet for dig?

-Jeg har helt sikker lært af arbejdet i bestyrelsen..... blevet bedre til nogle ting; vel det, man også kalder selvud-vikling! Jeg er blevet bedre til at diskutere, jeg har dannet mig egne meninger, udviklet mit syn på mennesker/handicappede, og jeg er blevet bedre til at "gennemskue" personer. Og så har jeg da også lært at tage referat -lidt i min egen stil!!

Hvilke opgaver i bestyrelsen har haft din interesse?

-Generelt synes jeg, det er spændende at møde mennesker med forskellige meninger og baggrund - det er her, der opstår spændende diskussioner. Og dem har der været rigtig mange af -vi har langt fra altid været enige i bestyrelsen! Jeg har nok ofte haft den funktion i bestyrelsen at være den, der har trukket tingene ned på jorden. Ubevidst vel. Men når tanker og planer blev lige lovligt højtflyvende, har jeg stillet spørgsmålet: Kan det nu også passe? Kan det lade sig gøre?

Hvordan har PK udviklet sig med årene?

-Vi er blevet mere synlige gennem årene. Det er jo imponerende, vi er så produktive, når vi ser på vores beskedne budget. Det skyldes jo et flot opbud af tillidsfolk, som frivilligt bidrager til foreningens mange aktiviteter og produktioner, herunder seminarer, blad, bøger og foreningens øvrige materiale. Vores tillidsfolk er kvalificerede og dygtige, veltalende og aktive mennesker, hvis liv med familie, job og rejser afspejler vores organisation - det er ikke folk, der hænger! Det betyder igen noget, når vi skal ud og hente penge hos vores sponsorer - at vi er en attraktiv gruppe!

Er der områder, der har forandret sig?

-Jeg savner pionerånden. Den er der ikke længere. De tider, hvor vi sad stuvet sammen i små lokaler eller privat hos hinanden til bestyrelsesmøder med ostemadder og rødvin, og hvor hyggen spillede en væsentlig rolle i arbejdet. Men hvor vi også kunne diskutere højlydt og have meningsudvekslinger, som slog gnister. Der var en særlig dynamik, som der også kom noget spændende ud af. I dag er alting mere strømlinet. Nu lejer vi os ind på Musholm og får det hele serveret med elseng inkluderet. Det er andre tider, men måske mister man også noget på den konto!!

Behandling og genoptræning har altid spillet en særlig rolle i PKs historie. Hvordan har disse områder udviklet sig i takt med tiden?

-Generelt synes jeg nok, at genop-træningen er blevet for slap. Faktisk er dette jo ikke noget, jeg ved så meget om - det er ren og skær fornemmelse, men jeg synes nok, man ser senskadeproblematikken som et spøgelse. Selvfølgelig skal man passe på sig selv og spare på kræfterne, hvor det er muligt. Man skal også lære nytilskadekomne at passe på sig selv og bede om hjælp, når det er nødvendigt, men jeg mener også, at man skal vente til problemerne begynder at melde sig for derefter at reagere. Hvem siger, at der netop kommer f.eks. slidskader i bevægeapparatet på alle rygmarvsskadede? Mit funktionsniveau som tetraplegiker, som jeg opnåede i 1977, hvor jeg blev udskrevet, har været afgørende for mit selvværd - den mulighed bør de nye også have.

Idræt har en særlig betydning for dig. Spiller det en rolle i dit syn på genoptræningen?

-Ja, bestemt. Jeg synes, man bruger idræt alt for lidt i genoptræningen. Desværre ender det jo næsten altid med et spørgsmål om ressourcer. Jeg tror, man kunne lære rigtig meget ved at se mere på den svenske model med genoptræning og rekrutteringsgrupperne, som er meget aktive i Sverige.

Hvad ville du ønske for fremtidens rehabilitering?

-Jeg kunne ønske at indlagte patienter igen fik en mulighed for at møde "gamle" indlagte, som vi andre gjor-de i sin tid. Den del mangler i genoptræningen Ð at få mulighed for at få nogle forbilleder. I dag kommer vi til kontrol på Rigshospitalets klinik eller til endagskontrol på Viborg, så der skal findes en anden løsning. I Sverige har man i mange år haft ansatte idrætskonsulenter i kørestol. Den idé burde vi kopiere! Sådan en "legeonkel", som er igangsætter - jeg tænker både på idrætslige og kulturelle arrangementer. Det ville være guld værd for Viborg og Hornbæk.

Forlader du helt foreningsarbejdet eller har du nogle planer?

-Jeg håber da meget, at jeg kan holde kontakten til Paraplegikerkredsen. Lige nu er jeg i gang med at planlægge et idrætsarrangement, som skal finde sted på Paraplegifunktionen i Viborg den 15. -16. juni i år. Vi er en lille arbejdsgruppe med repræsentanter fra personalet på Paraplegifunktionen, Handicapidrætskonsulenten i Viborg Amt og undertegnede, der arbejder på at få dette arrangement op og stå. Og det bliver helt sikker til noget, for på nuværende tidspunkt er alt optaget.

Hvad tager du med dig efter så mange år i bestyrelsen?

-Rigtig mange skægge og gode minder fra bestyrelsesmøderne og de arrangementer, jeg har været til i Paraplegikerkredsens navn. Ikke mindst rigtig gode venskaber, der er opstået med "gamle" bestyrelsesmedlemmer, som jeg er sikker på vil bestå.