På den rigtige side af 300 km/t - 2-2001

Tekst af: Søren Ingvardsen

En dag i august sidste år havde jeg min største motorsportsoplevelse til dato - nemlig på et Formel 1 kursus arrangeret af FDM. Her lang tid efter, står de fire omgange stadig meget klart i hukommelsen.

Jeg har siden jeg var helt ung interesseret mig for motorsport, og det er da også blevet til flere motorcrossløb på Sønderskovbanen mellem Hjørring og Frederikshavn og selvfølgelig også ture til Jyllands Ringen ved Resenbro. Ikke at forglemme de to gange jeg har været til en afdeling om Europamesterskabet i traktortræk ved Herning.

Svensk racerbane

I august sidste år deltog jeg i et Formel 1 kursus arrangeret af FDM. Kurset foregik på Anderstorp, som ligger i Sverige ca. halvanden times kørsel fra Helsingør. FDM tilbyder kurset til personer med fart i blodet, som gerne vil prøve at smage lidt af fartens vilde sus. Den enkelte deltager gennemgår først den grundlæggende teori - både køreteknisk og sikkerhedsmæssigt - hvorefter det er tid til selv at komme ud at køre - prøve kræfter med sig selv og bilernes formåen. Det hele slutter så med en tur i en rigtig Formel 1.

Formel 1

Jeg var med på kurset, fordi en meget god kammerat på det tidspunkt arbejde hos FDM og lige mente det var noget for mig. Her bagefter kan jeg kun sige: Mon ikke!! På kurset deltog 11 mænd, der gerne ville prøve, hvad det vil sige at få et "spark i røven" og accelere fra 0 - 100 på fire-fem sekunder i en Formel 1.

Efter teorien kom deltagerne ud at køre i små formelbiler - Opel Lotus. Det lyder måske ikke af så meget, men de små formelbiler skyder en topfart et godt stykke på den anden side af 200 km/ t og accelererer til 100 km/ t på ca. fem-seks sekunder - ja der er ryk i de små! Efter en pokkers masse omgange og mere teori kommer så det endelige mål Ð klimaks om nogen vil - 8 omgange i en rigtig Formel 1!!
Bilen er faktisk en rigtig Formel 1, der har deltaget i verdensmesterskabet for nogle år siden. Samme trim, samme motor. Godt nok nu droslet en lille smule, så den "kun" yder ca. 600 hk - men mere end rigeligt, hvilket man kunne se på de strålende ansigter, der havde været ude at køre.

Ild i vulkanen

Jeg kunne selvfølgelig ikke selv køre dette "uhyre" men var derimod med som passager i en Tiga C 2 racer. Og hvad er så det?? De fleste har sikkert set uddrag fra det årligt tilbagevendende 24 timers Le Mans race fra Frankrig, hvor "gamle" Jens Winter står og fortæller med glans i øjnene. I dette løb deltager disse gruppe C - racere. Det er lukkede racerbiler, hvor der er plads til to personer - under løb er der dog altid kun én person i bilen. Hvis jeg siger navnet John Nielsen, kan der ikke være nogen, der er i tvivl længere - han vandt Le Mans for nogle år siden i en gruppe C - racer. Den bil, jeg prøvede, gennemførte Le Mans tilbage i 1983. Godt nok længe siden, men der var stadig "ild i vulkanen".
De fleste sidder sikkert og tænker: Hvordan pokker kunne han komme ned i den bil?? For det er faktisk ned - rigtig ned! Det gik ganske udmærket -også uden skohorn men med en del skubben og puffen. Som sagt var der ikke noget sæde til mig. Sædet var et tykt stykke skumgummi ovenpå den rå aluminium. Ikke særligt velegnet til lange ture og særligt forebyggende for siddesår var det vist heller ikke.

Usædvanligt krævende job

Men jeg kom da ned i bilen og her var det første, der forskrækkede mig, det fantastisk dårlige udsyn, der var ud af forruden. Jeg blev spændt fast efter alle kunstens regler -dog ikke helt godt nok, skulle det senere vise sig - og så kom regnen! Da bilen var monteret med tørvejrsdæk totalt uden mønster, var det bare at vente til regnen var ovre, og banen igen var blevet tør. Det gav mig rig mulighed for at sidde og få en lille fornemmelse af, hvad det var for en arbejdsplads, jeg var dumpet ned i. Ikke én, der ville blive godkendt efter de regler, som er for indretning på min arbejdsplads, men en barsk arbejdsplads uden nogen form for komfort overhovedet - og fantastisk krævende, hvad jeg fandt ud af, da vi kom ud at køre. Her "bagefter" kan jeg bedre forstå, hvorfor racerkørere ser så trætte ud, når de har kørt løb - det er usædvanligt krævende at sidde dér time efter time og bare drøne af sted.

Larm og stiv

Banen tørrede, og det var tid at komme ud at køre. Her fik jeg så mit andet chok, nemlig den larm, der var inde i bilen. Totalt ubeskrivelig! Jeg havde selvfølgelig styrthjelm på, men alligevel var der en larm, som næsten ville være en jetjager værdig. Man sidder om ikke lige ovenpå så dog lige foran motoren og lydisolering er i denne sammenhæng kun overflødig vægt. Den C 2 racer jeg var ude at køre i, var godt nok støjdæmpet en lille smule for overhovedet at få lov til at køre på Anderstorp udenfor normale løbsdage, men jeg havde svært ved at høre den dæmpning.
Vi begyndte at rulle, og her kom så tredje chok. Den er stiv, sådan en racerbil - rigtig stiv! Man laver bilerne så stive, fordi der ikke må være krængning i bilen overhovedet. Det gælder opbygningen og selvfølgelig også affjedringen. Man mærker alt man kører over, og jeg mener alt. Bilen er så stiv, at den kan køre på tre hjul. Når bilen så kun har en frihøjde på 1,5 - 2 centimeter, fortæller det lidt om bilens stivhed.
Vi "slingrede" en omgang, fordi Johan skulle varme dæk op og samtidig lige se, om der lå nogle små pytter tilbage efter regnen. Vi kom igen op forbi startstedet, og så skal jeg da ellers lige love for, at vi røg af sted.

Horisonten kom væltende ind

Jeg havde selvfølgelig gjort mig nogle forestillinger om, hvad det ville sige at sidde i sådan en racerbil og hvilke påvirkninger man ville blive udsat for, men mine forestillinger kunne slet ikke leve op til, hvad det i virkeligheden var - jeg har aldrig oplevet noget lignende.
Vi "fløj" ned ad langsiden, og horisonten kom bare "væltende" ind ad den lille forrude. Banen var lidt afkortet i forhold til den oprindelige bane, men jeg vidste fra vores opvarmningsomgang, at der ville komme et 90 graders sving til højre på et tidspunkt og før dette sving var der opsat et 150 meter skilt, som de andre kursusdeltagere skulle bremse efter. Vi røg forbi dette skilt, og jeg nåede lige at tænke, om ikke snart det var tid at bremse, inden Johan kastede bilen rundt i svinget mere sidelæns end lige ud. Fantastisk fornemmelse.

Totaloplevelse

Det blev til fire forrygende omgange med så mange indtryk, at jeg helt glemte at nyde" turen. Larmen, lugten af motoren brændt racerolie, stødene fra den stive bil, rystelserne, den totale mangel på udsyn og ikke mindst Johans arbejde med rat, fødder og gearstang - det var en totaloplevelse, som jeg ikke tidligere har haft. Her lang tid efter står de fire omgange stadig meget meget klart i hukommelsen og jeg svor da også bagefter på, at dette var noget, jeg ville prøve igen for at få alle indtrykkene med. På én tur kunne man simpelthen ikke nå at registrere alle de ting, der foregik - det skal bare prøves igen. Det, der næsten var mest fantastisk ved denne tur, var de utrolige kurvepåvirkninger, som jeg/ vi blev udsat for. Jeg har naturligvis i fjernsynet set, hvor stærkt de kører, men aldrig forestillet mig, hvordan det føles. Jeg fik faktisk et blåt mærke på min venstre skulder af det tryk, som jeg fik imod siden af bilen, når vi drejede til højre. Og så holdt Johan sig et pænt stykke under grænsen for, hvad bilen virkelig kan.

Alt i alt en fantastisk dag på Anderstorp, der bare skal opleves igen -men ak! Bilen er solgt - og endda uden at spørge mig om lov!!