Op ad bakke - en psykologisk betragtning - 2-2001

Tekst af: Claus Torp

I den senere tid er der blevet talt meget om, at rygmarvsskadede skal passe på med ikke at overtræne. Og der fokuseres meget på de fysiske senskader i forbindelse med ensidig brug af kroppen, som man ofte er nødsaget til som kørestolsbruger. Mit budskab er hér at fortælle, at overtræning faktisk under visse forudsætninger kan være sundt.

Det var 19. gang den dag i januar for 10 år siden jeg kørte op af bakken i min stol. Jeg havde planlagt 20 gange. Jeg havde fundet en bakke jeg lige akkurat kunne besejre, hvis jeg brugte mig selv 110%. Den var ca. 200 meter lang og ret stejl. En pige passerede mig halvvejs oppe, da jeg kørte så langsomt, at jeg næsten stod stille. Hun kiggede forbavset på mig, da jeg afslog hendes tilbud om et skub og gik fornærmet og uforstående videre, uden at jeg havde luft endsige kunne koncentrere mig om at fortælle hende, hvad det var jeg havde gang i. Da jeg kom op på toppen af bakken var hun allerede langt væk. Jeg trillede ned og forberedte mig på at køre op 20. og sidste gang. Igen halvvejs oppe blev jeg mødt af et menneske. Og denne gang besluttede jeg mig for at virke mere imødekommende, når jeg afslog tilbuddet om et skub. Han spurgte mig om, hvorfor jeg ikke bare fik en el-stol. Det syntes han var meget smartere, for så kunne jeg meget nemmere komme op ad bakken eksempelvis sagde han, og fortsatte med at fortælle om, at han selv havde en onkel som var blind!! Jeg begreb ikke sammenhængen i hans stereotype sammenblanding af handicappede, og nøjes med at nikke, mens jeg forsøgte at holde stolen kørende. Det gik ret langsomt nu. Med hovedet bøjet frem lagde jeg mærke til, hvor langsomt han gik. Jeg var nået til det punkt på bakken, hvor jeg koncentrerede mig om ikke falde bagover. Kulden og slud gjorde det ikke nemmere, og drivringene var efterhånden ret glatte. Han holdt en enetale hele vejen op om hans nabo, der solgte el-stole. Bakken føltes meget meget lang. Da vi var nået helt op, skrev han et telefonnummer ned på hans nabo med el-stolene. Med en el-stol var jeg "jo også fri for at anstrenge mig så meget" sag-de han. Da han var gået, smed jeg papiret med nummeret væk, trillede ned for at gøre klar til 21. gang op af bakken...................

Kørestol eller ikke kørestol, så vil forandringerne fra ulykkesøjeblikket være så gennemgribende, at de oftest vil få stor betydning for den enkelte og dennes omgivelser resten af livet.

Alligevel er det påfaldende, hvor ofte både pårørende og den ramte selv bliver mødt af personale og behandlere, som kommenterer den enkeltes situation som "noget, man skal acceptere, så man kan komme videre". Dette er naturligvis ikke sagt af ond vilje, men må betragtes som en noget overfladisk og nem kommentar til et menneske, som sammen med sin familie synes, tilværelsen er styrtet sammen fra det ene øjeblik til det andet, og som klynger sig til ethvert halmstrå af håb for bedring eller sågar helbredelse.

Mødes en sådan kommentar med modvilje eller andre former for trods fra familiens side eller den ramte selv, bliver der ofte fejlagtigt kaldt en psykolog på banen i håb om, at patienten kan komme til at acceptere sin situation.

Man glemmer at nej´et i virkeligheden er en sund IKKE-accept af en uhyre vanskelig situation. Det bliver ofte til en kamp, hvor behandlerne forsøger at fortælle, hvad man ALDRIG kommer til at kunne (eller som DE tror, man aldrig kommer til at kunne), mens patienten stædigt holder fast i et billede af sig selv, som det var før skaden, samtidig med at han og familien føler, at behandlerne prøver at kule hans håb ned.

Dette resulterer i en umulig situation. For hvordan skal man kunne acceptere et så voldsomt tab, en rygmarvsskade kan give, når man ikke har fået lov at nå til en fysisk forståelse af dette tab? Man kan kun begynde at acceptere, når man har forstået, HVAD det præcist er, man accepterer. Og først når en sådan accept er givet, kan en egentlig heling påbegyndes. Med andre ord skal den rygmarvsskadede forstå og acceptere sin situation, før en egentlig heling kan begynde.

Forståelse og accept kan begribes på to planer: intellektuelt og fysisk. De eneste, der nogensinde vil forstå begge planer fuldt ud er den ramte selv. Intellektuel forståelse vil de fleste kunne begribe, nemlig at man ikke kan bevæge benene eller har svært ved at kontrollere blæren. Men fysisk forståelse er straks sværere, og omhandler patientens fornemmelse af, hvilke muskler, der fungerer, ikke fungerer eller fungerer på en ny måde. Den intellektuelle forståelse omhandler altså, hvad der ER SKET, mens den fysiske omhandler, hvad det INDEBÆRER FREMOVER.

Af de to "forståelser" er den fysiske den vigtigste. Både for at nå en accept men også for at hele kroppen kan påbegynde arbejdet mod et nyt liv, der oftest kan tage mange mange måneder eller år. Denne fysiske forståelse nås kun, når der trænes til grænsen eller over denne. Når man når så langt i sin træning og træner så voldsomt, at det bliver evident hvilke funktioner der fungerer, hvad de gør og hvorledes. Men andre ord bør patienten ikke sættes i en beskyttet og passiv funktion eller blot "lære at acceptere sin skade", men i stedet træne hårdt med denne. Ligeledes er det heller ikke altid tegn på fornægtelse eller andet, når en patient træner med f. eks. en gangfunktion eller stemfunktion eller andet, som virker fuldstændigt omsonst eller uopnåeligt og spild af tid for den professionelle behandler. Tværtimod kan det være et sundhedstegn, hvor patienten langsomt gennem træning på grænsen får en fornemmelse af sin "nye" krop.

Et noget politisk ukorrekt synspunkt med andre ord. Overtræn for at nå en heling! Overskrid grænsen for at nå en heling! Hvor-når man når grænsen er naturligvis individuelt men lad aldrig andre end den rygmarvsskadede selv definere sin grænse i aktiv forstand. Følgerne af at begrave sin sorg efter en skade i forskellige former for passivitet kan være langt mere skadelig end overtræning, hvor frustrationerne kan pumpes ud i fysisk energi. Og dette kan betyde, at man når længere i sin funktionalitet end man ellers ville have gjort, simpelthen fordi kropsforståelsen bliver større og fordi man har arbejdet mere.

Alligevel opfattes arbejdet "på bakken" oftest som et negativt islæt i vores liv, hvilket kan ses i et paradoks i det danske sprog. Når vi siger det går op ad bakke i vores tilværelse eller med vores økonomi, arbejde eller skole, opfattes det som noget positivt. Men er vi ude at cykle eller løbe, er det en negativ ting, når det går op ad bakke. Jeg foreslår, at man vender den sidste del og også bruger billedet på op ad bakken i det fysiske liv som noget positivt. Altså at cykle op ad bakke kan være ligeså positivt, som det at det går op ad bakke med vores økonomi for eksempel. Begge ting er tegn på en udvikling. At nå derud, hvor grænser brydes og hvor man gør ting, man troede, man ikke kunne, viser, at man er i er i udvikling. Det styrker selvtilliden. Og en øget selvtillid er et godt våben for en rygmarvsskadet, der skal tilbageerobre sit liv og i bogstaveligste forstand bygge et nyt op.

Claus Torp er C5-C6 tetraplegiker, cand. psych. human resource psykolog i Flyvesikringstjenesten og desuden privatpraktiserende.

............ Jeg bor ikke længere i samme forstad, men sidste sommer kom jeg den vej. Det var varmt. Jeg stoppede og kørte bilruden ned og kiggede ud, og pludselig var det som om jeg var tilbage i den periode, hvor jeg kæmpede mig op ad bakken i et forsøg på at komme tilbage til livet som et stærkere menneske. Ingen forstod dengang rigtigt, hvorfor jeg brugte flere timer på at køre op og ned af en dødssyg bakke i en københavnsk forstad i januar måned. Hvis det var så svært at forcere terrænet, kunne jeg vel bare få en el-stol og give mig til mere fornuftige ting? Sandheden er, at den eneste måde jeg kunne lære at "acceptere" min nye tilværelse som kørestolsbruger var, hvis jeg selv havde gjort alt, hvad der stod i min magt for at komme så langt jeg kunne. Bakken var en symbol på det liv, jeg havde NU, og jeg ville gøre alt for at klare det så godt som overhovedet muligt på de betingelser, jeg nu havde. For nogle ville bakken have været meget nem at forcere, for andre totalt umulig. For mig dengang var den næsten umulig. Efter nogle minutter kørte jeg bilruden op igen og mens jeg kørte væk, var billedet af bakken stadig printet på min nethinde, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at den forekom meget mindre stejl i dag end dengang.