Boganmeldelse:FORDI JEG VIL - 2-2001

Tekst af: Malene Olesen

Jason Watt har skrevet: Fordi jeg vil. I bogen skriver han om sin oplevelse af at blive kørestolsbruger og det at skulle leve med en kørestol. Jason Watt beskriver hele sit forløb lige fra han stod op fredag den 13. oktober 1999 og til et år efter sin motorcykelulykke.

Fordi jeg vil bliver meget mere spændende ved dens opbygning. Bogen er bygget op med udtalelser fra Jason selv, hustruen Mai-Britt, vennen Peter samt sygeplejersker og læger. Virkemidlet er enkelt og får læseren ind i det, der egentligt skete både før og efter Jason Watts ulykke. Den beskriver med stor ærlighed de følelser og den usikkerhed, der opstod efter den store omvæltning i Jason Watts liv. Sit forhold til sig selv og i høj grad til sin hustru og det at komme ud i verden igen. Han skjuler på ingen måde, at det ikke var let. Kommentarerne i bogen er rammende, og der mangler ikke gode ord om Jason Watt. Han er en sej fyr med en kanon personlighed og viljestyrke. Men det er dog chokerende at læse udtalelser fra en læge, der beskriver, at man med håndfunktion godt kan få et godt liv. Jeg synes, der er noget viden, den læge mangler. Tag ikke fejl! Jason Watts liv var motorsport, og det er det stadig. I bogen kommer læseren også med bag scenen til Jason Watts karriere, og det er faktisk langt mere interessant end at høre om, hvor hårdt det er at sidde i kørestol. For det synes Jason Watt det er! Der er mange ting, han ikke synes, han kan. Men med netop hans viljestyrke må man håbe, at det en dag går op for ham, at han i virkeligheden godt kan mange af de ting, han ønsker. Vælger han at skrive en ny bog om ti år, tror jeg det vil være det modsatte, han skriver.
Fordi jeg vil er en god bog på mange måder. Bogen giver den uvidende læser mulighed for at lære om, hvordan det er at sidde i kørestol. Som "gammel i faget" synes jeg ikke, der er noget nyt at hente i bogen. Jason Watts situation ligner på stort set alle punkter andres historie. På nogle punkter har han endda været heldig. Jeg synes alligevel, at bogen er vigtig. Den kan være en hjælp mod de mange fordomme, vi møder. For man er jo bare almindelig, selvom der er en stol under en hele tiden.

Fordi jeg vil, 208 sider, illustreret, MeMeMedia Forlag,, Pris: 199 kroner.

Uddrag fra bogen:

En god ven hentede mig, og vi skulle i byggemarkedet sammen for at hente nogle ting, jeg skulle bruge i min nye lejlighed.

I bilen på vej derhen havde jeg det ikke godt. Jeg vidste, at jeg om lidt skulle køre i kørestol mellem en masse mennesker, som var klar over, hvem jeg var, og kendte historien om ulykken. Når man for første gang skal ud i det pulserende hverdagsliv som kørestolsbruger, er det naturligt, at man gerne vil være så ubemærket som muligt. Det var i min situation helt uopnåeligt. Aviserne havde historien om uheldet på forsiderne i en grad, så jeg måtte forvente mange nysgerrige blikke.
Da vi holdt ude på parkeringspladsen, og stolen stod samlet og klar ved siden af bildøren, sagde jeg til min ven: "Vent lige lidt -jeg skal lige sunde mig et øjeblik." Jeg var ganske enkelt ikke klar til premieren. Havde altid været vant til at være den Jason Watt, der kørte stærkt i hurtige biler og vandt racerløb. Nu skulle jeg vænne mig til at være den Jason Watt, der sneglede sig af sted i sin kørestol.
Jeg tog en dyb indånding: "Godt, så er det nu." Løftede mig op i armene og svingede mig ud til kørestolen. Min ven hjalp til med et lille skub, og jeg var på plads. Rettede på benene ved at løfte op i bukserne med hænderne og placerede fødderne pænt ved siden af hinanden på fodstøtten. Jeg så på min ven. Han smilede opmuntrende, men jeg kunne se, at han også var trykket ved situationen. Jeg gav ham mit bredeste smil tilbage: "Så ruller vi!" og tog fat i hjulene med hænderne og gav mig til at skubbe. En bevægelse, jeg skal gentage millioner af gange i resten af mit liv.
Afstanden over til glasdørene i Silvan Byggemarked var måske halvtreds meter, men den føltes som tre kilometer. Jeg holdt hovedet højt og smilede. Prøvede for enhver pris at undgå at se ud som en forhenværende racerkører, hvis tilværelse var smadret. For det var den jo ikke. Ikke helt, i hvert fald: Jeg havde stadig min vindermentalitet i behold. Og når man har den, er man aldrig rigtigt nede til tælling.
Jeg så sådan på det, at starten var gået til et nyt løb. Det sværeste i mit liv, og på helt nye præmisser. Men jeg ville vinde, det vidste jeg. Turen ind igennem Silvan var ikke særlig morsom. Én ting er at sidde i kørestol, en anden ting er at hedde Jason Watt og sidde i kørestol. Jeg kunne ikke undgå at bemærke folks forskrækkede øjne, når de så mig. Det var, som om ulykken var så stor, at den påvirkede andre mennesker personligt. Mennesker, jeg aldrig havde mødt og ikke kendte, kendte min historie og så i den et eksempel på noget af det frygteligste, der kan ske i et menneskes liv. Jeg besluttede mig til at vise dem alle sammen, at jeg kunne få noget langt bedre ud af det liv, end de forventede. Og jeg vidste, at jeg kunne.
Fordi jeg vil.