Alle er lige -men nogle er mere lige end andre - 2-2001

Tekst af: Jens Bo Sørensen

Skånejobs kan være en narresut. Handicappede skal have jobs på lige vilkår, mener direktør og pilot. De sidder begge i kørestol.

Det kniber med at få handicappede ud på arbejdsmarkedet. Der synes at have været masser af løsningsforslag på banen, men lige lidt hjælper det. Er det fordi mange politiske initiativer tager udgangspunkt i forskelsbehandling? Hvorfor skånejob hvis handicappede kan klare et job på lige vilkår med alle andre ansøgere? Og hvis vi virkelig kan det, hvorfor bliver vi så fravalgt så ofte?

Usikkerhed

En del af svaret kan ligge i den usikkerhed, der omgiver en person i kørestol.
Efter en livsomvæltning, som en rygmarvsskade er, ligger der et stykke arbejde med at acceptere sin nye situation og at få genopbygget selvtilliden. Det at være anderledes kan kræve større selvsikkerhed, end mange kan mønstre.
Mange ikke-handicappede påpeger, at mødet med en person i kørestol kan virke stærkt på flere måder. For nogle er det konfrontationen med livets skrøbelighed. Tanken om, at det kunne have været dem selv, skræmmer. Ydermere kan det afstedkomme usikkerhed og forvirring, når folk ikke kender vore krav og ønsker. Skal vi hjælpes eller vil vi selv? Kan vi tåle humor omkring vores handicap?

Jeg kender mit værd

"Når folk hører, at man sidder i kørestol, så sker det, at der dukker en nedladende holdning op. Over telefonen røber jeg aldrig, at jeg sidder i kørestol. Du risikerer meget nemt, at sagligheden og ligeværdigheden forsvinder", siger Arly Dalgård. Arly er Skandinaviens eneste rygmarvsskadede med flycertifikat. Han arbejder med flyteknik i Tune Lufthavn.
"Jeg føler mig ikke usikker på grund af min kørestol. Jeg kender mit eget værd og arbejdsmæssige kvalifikationer" siger Arly bestemt. "Det eneste jeg kan være usikker på i den forbindelse er, om jeg kan nedbringe de barrierer, folk sætter op ved mødet med en kørestol".
Pilotjobbet fokuserer på fysikken. Du skal leve op til visse krav, og i denne skribents fordomskartotek findes der en beskrivelse af piloter som nogle helvedes karle, der hopper fra klatring i Himalaya til paraglidning i Sibirien.
"Men jeg opfatter ikke, at pilotmiljøet har et specielt syn på handicappede. Til gengæld oplever jeg stor menneskelighed og positiv forståelse efter den første overraskelse" siger Arly.

Knokle dobbelt så hårdt

Arly Dalgård er ansat i en almindelig stilling på normale vilkår. Men han oplever, at folk tror noget andet.
"Det tog lang tid, før det gik op for de fleste af mine kolleger, at jeg var ansat på de samme vilkår som dem selv. De troede, at alle handicappede kom med en pose penge fra det offentlige".
Arly er overbevist om, at denne indstilling har medført, at han er blevet forbigået i lønforhandlinger. "I mit arbejde med lokalpolitik har jeg knoklet dobbelt så meget for at få noget igennem. Skal holdningen omkring handicappedes værd ændres hos den almene befolkning, kræver det synlighed -evt. med en målrettet tv-kampagne", slutter piloten.

Vi kan lære virksomheder noget

Direktør og tetraplegiker Ole Bjerregaard påpeger også den manglende synlighed.
"For det første mener jeg kun, der skal tages specielle hensyn i forbindelse med den fysiske tilgængelighed. Vi skal få jobs på vores kvalifikationer". Ole Bjerregaard påpeger, hvor vigtigt det er at virksomhedernes ledere bliver bevidste om, hvad handicappede kan tilføre arbejdsmarkedet.
"I stedet for holdningen "det er nok besværligt" og "hvad siger kunderne?", så skal de erkende, at handicappede kan se tingene i andre perspektiver og med nye indfaldsvinkler. Vort livssyn og syn på samværet med andre mennesker kan være sundt for arbejdsmarkedet. De valg, der typisk træffes i en karriere i dag, har som regel ødelæggende effekt på andre ting i livet. Her kunne vi lære virksomhederne noget om livsprioriteter. Samfundet har simpelthen ikke råd til at negligere dette potentiale". Ydermere mener Ole Bjerregaard, at der i genoptræningsfasen skal fokuse-res på en genindtræden på arbejdsmarkedet, inklusiv et eventuelt nødvendigt karriereskift.
"Det at skulle ud på arbejdsmarkedet skal prioriteres betydeligt højere på genoptræningsstederne. På Hornbæk var de mere gearet til pension end til arbejde!".

Den lille forskel

Ole mener ikke, at han på de bonede gulve har oplevet nogen udpræget forskelsbehandling grundet sit handicap. "Selvfølgelig har jeg oplevet folk blive overraskede, men generelt er det derefter afløst af en stor respekt for den seje præstation, de synes det er at komme tilbage efter min ulykke". Det er mere i dagligdagen, at Ole Bjerregaard oplever forskellen ved at sidde i kørestol.
"Ud over at mange folk kikker unødvendig meget, og at nogle kun kan tale til min hjælper og ikke til mig, så havde jeg en oplevelse sidste jul. Jeg kikkede på juletræer i en juletræsbod, hvor juletræskonen starter med at spørge, om jeg er ude og kikke på juletræer. Det måtte jeg jo indrømme, og efter vi har snakket lidt om højder på træerne, sidder jeg et stykke tid og funderer over, hvor højt vi egentlig har til loftet i stuen. Konen bliver åbenbart utålmodig, for pludselig råber hun: "FORSTÅR DU HVAD JEG SIGER?".
Da jeg senere forlader den sneklædte villa, tænker jeg "Jo, han forstod det såmænd nok".