Fra græsrod til ulandskonsulent - 2-2001

Tekst af: Randi Seidelin

Efter 12 års ulandsarbejde med handicappede har ulandskonsulent Michael Nylandsted Larsen svært ved at høre på klager fra danske handicappede. Han er lidt af en ildsjæl, der gavmildt lægger sin energi i lande som Nicaragua og Mocambique, hvor der er et stort behov for hjælp! Når han er hjemme, slapper han af med krybdyr, biavl, havearbejde og kaninopdræt. Her følger portrættet af en mand, der har begge hænder dybt begravet i livet.

Egentlig er Michael uddannet biolog, men de mange års erfaringer med ulandsprojekter har ført til en stilling som ulandskonsulent i Dansk Handicap Forbunds Ulandssekretariat. Her deler han kontor med Jesper Gunnarsen, der er benamputeret, og det var de to, der tog initiativ til DHFs første ulandsprojekt.

Containere fyldt med hjælpemidler

Det hele startede med, at Michael og Jesper så en film om krigsinvalider i Nicaragua, da de begge var indlagt på Fysiurgisk Hospital i Hornbæk. Filmen må have efterladt et stærkt indtryk, for snart efter gik de to i gang med at køre ud på plejehjem og hente udtjente kørestole.
De annoncerede efter brugte hjælpemidler i diverse lokal-og fagblade og lavede en aftale med et kommunalt værksted for langtidsledige, hvor stolene blev repareret. De søgte penge fra Danida, og snart blev de første to containere sendt af sted til Nicaragua, sprængfyldt med hjælpemidler. Herefter fulgte projekt på projekt. Der blev bygget et kørestolsværksted i to containere, som blev sendt til Pemba i Mocambique. Der blev bygget et snedkerværksted til Managua i Nicaragua, hvor handicappede lavede legetøj for at få erhvervserfaring. Et af de seneste projekter var et seminar om organisationopbygning i Ghana.
Michaels opgaver har mange været at rejse ud og følge op på og evaluere projekter, men også i høj grad at rejse rundt og vejlede i organisationsopbygning.
"Det er ofte fysisk anstrengende at bumle rundt i gamle landrovere på bumlede veje i 34 graders varme med en luftfugtighed på 100%", fortæller Michael. "Man er nødt til at lave mange høje stem for at komme op i bilerne. Og overnatningerne tilbringes ofte på så dårlige senge, at jeg altid har en luftmadras med for at undgå tryksår".

Stor betydning at vi kommer ud

Mange steder i Afrika regnes paraplegi som en dødelig "sygdom". Der findes stort set ingen paraplegikere, da de dør af urinvejssygdomme og tryksår. Man ser mange polioramte, og det er ikke noget særsyn, at de kravler rundt på jorden. Nogle har bygget interimistiske køretøjer, men de bruges mest til udendørs transport.
Michael har været ude for at sidde i møde med en handicaporganisation, hvor alle havde klædt sig på i deres stiveste puds til lejligheden. Alle deltagerne sad allerede omkring mødebordet, da han ankom, så stor var hans forbavselse, da alle hoppede ned fra stolene og kravlede ud af mødelokalet, da mødet var slut. Mange afrikanere kan slet ikke forstå, at der findes hvide handicappede, for de tror, man kan kurere alt i de rige verdensdele. Michael er meget bevidst om sin rolle som forbillede: "Man skal passe på ikke at træde på folk, for det er et farligt forbillede. Du kommer og kan nogle ting, fordi du er rig -veluddannet, og det hele virker så nemt. Dér skal man tænke sig godt om, hvilket budskab man formidler". Alligevel er Michael ikke i tvivl om, at det er vigtigt for ulandenes udvikling, at fx danske handicappede rejser ud. For eksempel kan han via sit hvide "skind" fungere som "døråbner" til vigtige personer, som de lokale han-dicaporganisationer i årevis ikke har kunnet få i tale. Bare fordi han er hvid...
Han tilføjer dog, at denne beundring for hvide har sine grænser og fortæller om dengang, han sad i Guatemala City og blev tilbudt penge...af en tigger! "Dér var det nok også på tide at få mig et bad", griner Michael.

Focuserer på muligheder

Michaels syv års biologistudier er der ikke meget brug for, når han rejser rundt og taler med handicaporganisationer. Derfor forlænger han af og til sine rejser, så der også bliver tid til fornøjelser. Afrika og Mellemamerika er nogle spændende områder, der byder på masser af naturoplevelser.
Michael har været vant til at rejse siden sin barndom, og det var da også på den legendariske interrailtur, lige efter gymnasiet, at han brækkede ryggen. Det skete i Tyrkiet, i forbindelse med at han ville kravle ned i en grotte. På det tidspunkt havde han en aktiv livsstil som livredder og medlem af en dykkerklub, og han klatrede ofte rundt på de bornholmske klipper, hvor han boede dengang. Som paraplegiker blev Michael tvunget til at fokusere på de muligheder, der stadig var, og i dag hvor han er 34 år, føler han sig ikke specielt begrænset af kørestolen.
"Selvfølgelig er det ikke smart med en kørestol i en regnskov, og det har da også indvirket på de områder, jeg valgte at studere som biolog".
Men Michael benytter ofte sin firhjulede motorcykel til at komme ud i naturen, når han skal fiske eller kigge på fugle.

Krybdyr og kartoffelrækker

Michael har købt en landejendom i Lille Skensved ved Køge, og her bor han med sin kæreste og alle sine krybdyr. Han og kæresten avler kaniner til at spise:
"Og så er de jo søde mens de er små", tilføjer han. De avler også bier, og netop nu er han ved at lægge kartofler, som bliver lagt i nogle meget lange rækker med en rundkørsel for enden, så han kan vende kørestolen. Michael går ikke af vejen for at stable brænde og grave have, selvom skulderen ikke altid er, hvad den har været. På sine rejser har han også holdt fast ved dykningen, dog kun med snorkel. Han har især dykket i det Caraibiske Hav og ved kysten ud for Mocambique.

Løvebrøl i natten

Gennem årene er der mange naturoplevelser, der har efterladt et stort indtryk. Michael fortæller blandt andet om en kulsort nat i et afrikansk naturreservat, hvor han kørte rundt i en åben landrover og kunne høre løverne i mørket rundt om i bushen. Eller om dengang han rejste med flodbåd fra Rama i det centrale Nicaragua til Bluefield ved den caraibiske kyst, hvor han bare sad og betragtede livet glide forbi.

Brug for handicappede ulandsarbejdere

Michael har snart været involveret i ulandsarbejdet i 12 år. Hans fremtidsvisioner handler om at få kanaliseret flere af DHFs erfaringer fra 75 års handicaparbejde videre til ulandene. Men også at ulandsarbejdet vil blive bedre forankret i de danske organisationer. Det undrer ham, at danske handicappede ikke er mere interesserede i at arbejde med ulandsforhold, for det er faktisk både et sjovt og spændende arbejde. Han synes af og til, at danske handicappede er meget dårlige til at bruge deres potentialer; de kan ind i mellem virke noget forkælede og interesserer sig kun lige for sit eget handicap. I virkeligheden er der brug for mange flere til ulandsarbejdet. "Hvis vores landrover kørte galt, var det ude med DHFs ulandsarbejde -flere er vi ikke", kommer det skælmsk fra Michael. Michael trives godt med ulandsarbejdet og bearbejder for tiden sin kæreste til at tage med ham ud at bo og arbejde i en to-tre år. Men derefter ligger der jo også en god biologiuddannelse, som han har lyst til at udnytte.
Til den tid får DHF travlt med at se sig om efter en ny ildsjæl. 9

Bryd grænserne

Hvis du er interesseret i ulandsarbejde er du velkommen til at kontakte Michael i ulandssekretariatet. Du kan også rekvirere brochuren "Bryd grænserne", der kort beskriver nogle af DHFs ulandsprojekter via en oversigt over videofilm og diasserier om projekterne. Her kan du læse om "fyraftensmøder"; møder arrangeret for folk, der ønsker at deltage aktivt i ulandsarbejde. Mødet vil give mulighed for en mere detaljeret snak om Dansk Handicap Forbunds ulandsarbejde. Brochurerne fås hos: Dansk Handicap Forbund, Ulandssekretariatet, Hans Knudsens Plads 1A, 2100 København Ø. Tlf.: 39 29 35 55. E-mail: ulandsekr@dhf-net.dk, Hjemmeside:www.dhf-net.dk/Uland