JEG GJORDE DET! - 3-1996

Tekst af: Mie Tastrup

Kanotur, rapelling og vandski - glemt for en tid er "gummiben", fantomsmerter og ondt i ryggen. This is life!

Lørdag morgen den 18. maj klokken 6.10 . En fjern ihærdig bippen når mig i søvnens dyb. Jeg vågner langsomt, og katten, der ligger på dynen, åbner det ene øje og kigger undrende på mig, inden han sover videre. Det regner, og temperaturen er højest 10 grader udenfor. Hvem der bare skulle have en "slappedag", tage en lille tur ind til byen og senere ligge på sofaen med en god bog, katten rullet sammen og en kande te indenfor rækkevidde. Saxofonen ovre i hjørnet kunne også trænge til at blive blæst igennem. Hvorfor var det nu lige, jeg syntes, det lød så tiltrækkende med kanotur, rapelling i kørestol, vandski (jeg er sikkert ikke noget naturtalent, og vandet må være hundekoldt.) Måske ligger mine evner mere for bueskydning, som der også stod i brochuren "Kørestolsbruger/friluftsliv" - eller hvad med træklatringen? Nå, om ikke andet er jeg vild med at komme ud i naturen, og en smule regn kan man vel klare. Lad os nu se, hvad det går ud på. Jeg står op, får bilen pakket færdig, og katten får sin feltration, så han kan overleve natten, mens hans ejer afprøver sin nye sovepose.

Holdet

Af sted mod Fussingø skov, vest for Randers, hvor vi modtages af Anette og Kris, som har fået ideen til denne tur. De går begge på friluftslederuddannelsen, som foregår på Fussingø Slot, og tilrettelæggelsen af weekenden er deres specialeopgave i uddannelsen. Holdet, som har meldt sig til afprøvningen af disse "grænsebrydende aktiviteter" er: Brian, 23 år, paraplegiker siden '90, Tove, 30 år, paraplegiker siden '87, Simon, 16 år, som sidder i kørestol efter en fødselsskade, og jeg selv, Mie, 35 år og paraplegiker siden '90. Først bliver vi vist rundt på slottet, og hører lidt om friluftslederuddannelsen. Hjælperne kommer her på deres første opgave med at få kørestolene op og ned ad slotstrapperne. Jeg er inkomplet paraplegiker, og går til daglig med en eller to krykker, men har problemer med at holde til det, især i venstre knæ, og vælger kørestolen det meste af turen.

Padling

Efter at have hørt om planerne for lørdag og søndag, stiller vi vores egne biler ved slottet, læsser al bagagen over i en Fiat Ducato, lånt til lejligheden, og kører ud til en spejderhytte på et skønt sted i skoven. En spætmejse, der har travlt med at opfodre næste generation i et hult træ, er lidt træt af at få idyllen spoleret, men den vænner sig til os. Snart går turen til det sted på Nørreå, hvor kanoturen begynder.
Vi er to i hver kano, en hjælper og en deltager, og snart padler vi af sted og nyder naturen (og bygerne...). I pauserne bliver der ikke drukket så meget væske for ikke at afprøve kunsten "kateterhåndtering på glat skråning". Nattergalen synger, og en undsluppen mink boltrer sig under en bro. Turen slutter nær ved hytten, og vi har lige en halv times pause inden kursen sættes mod Bramslev Bakker ved Mariager Fjord, hvor vandskien skal afprøves.

This is life

På med våddragten og redningsvesten, og første "mand" på bådebroen er mig. Instruktører er Kenneth og Anette, der har taget turen fra Sjælland, medbringende sitski. Kort instruktion, i vandet og så af sted. Anette står på vandski til venstre for mig, og er så sej, at hun med den ene hånd holder bag på min sitski, og får mig i gang. "Ikke så radikal - tro på det!" "Ikke sætte fødderne imod!" Og pludselig - YES! Jeg kører selv! Glemt for en tid er "gummiben", fantomsmerter og ondt i ryggen, mens jeg forsøger mig med at køre op og ned over hækbølgen bag speedbåden. This is life! Båden vender i en blød kurve, og på vej tilbage må jeg lige en tur i vandet og ja, det ER koldt.
Brian og Simon har også succes på skien. Da Simon er ude, kommer et krigsskib gennem fjorden, og hækbølgen, den efterlader, er større end han har kørekort til. (Anette er helt vild med den.) Tove har en tennisalbue, og har tidligere muntret sig en hel uge på sitski på et sommerseminar, så hun nøjes med at se på. På vejen tilbage går snakken livligt; vi har alle fået et "løft".

Råbukkotelet

Udenfor spejderhytten hænger en råbuk, skudt om torsdagen, da bukkejagten gik ind. Jan, som også går på friluftslederuddannelsen, står for udskæringen (det er ikke så slemt at overvære, som vi umiddelbart troede!), og fortæller om jagt og vildt undervejs.
Ryggen af bukken bliver skåret ud i koteletter, som bliver stegt over bålet, der allerede brændte lystigt ved ankomsten fra Mariager Fjord. De smager skønt sammen med snobrød og salat. Vi bliver siddende længe omkring bålet og hygger os, og kommer først i seng ved et-tiden. Komfortabelt, på skumgummimadrasser inde i hytten, mens Kris, Anette og Nicole, som er hjælper under hele turen, foretrækker at sove udenfor.

Træklatring

Om natten kommer Anette ind og påstår, at klokken er kvart over otte. Efter at have undersøgt sagen, må vi give hende ret, og står op. I formiddag gælder det træklatring. Toke (også fra friluftslederuddannelsen) og Kris er i forvejen klatret 14 meter op i et bøgetræ, og har fastgjort tovet, vi skal klatre op ad, samt sikkerhedslinen. Der bliver gjort meget ud af sikkerheden undervejs på turen. Brian demonstrerer teknikken. Han har afprøvet de fleste aktiviteter på forhånd, for at finde ud af, hvad der kan lade sig gøre hvordan.
Klatringen foregår ved hjælp af en lille "talje", som man kan skubbe op ad tovet. Når man så trækker sig op i armene, låser den, og på den måde kommer man op, bid for bid. Man er fastgjort i tovet via et hoftebælte, hvori også sikkerhedslinen er bundet. Jeg er ikke vild med højder, og slet ikke efter at være kommet til skade ved at falde ned. Halvvejs oppe kommer jeg til et kritisk punkt, men kommer dog op efter en pause. Åen, som det siges man kan se, kan jeg ikke rigtigt få øje på, men der er masser af fine lysegrønne blade i bøgekronerne.
Tove har samme problemer som jeg med højder, og halvvejs oppe når hun grænsen for, hvad hun vil være med til, og kravler ned igen. Simon mangler lige to meter i at nå helt op, og er lidt ærgerlig over det, da han er kommet ned igen. Senere tager han dog revanche.

Tårnhøjder

Næste punkt er rapelling. Vi pakker sammen, forlader hytten og kører til Randers, hvor en ungdomsskole har opført et klatretårn i udkanten af byen. Vi klatrer op i det 10 meter høje tårn, og Brian demonstrerer igen teknikken; baglæns ned ad en næsten lodret væg i kørestol...
Han er bundet godt fast i kørestolen, og farten styres med højre hånd på tovet. Jo længere man tager hånden om på ryggen, jo langsommere går det. Tove er den næste, og derefter følger Simon. Jeg ser hans lidt betænkelige ansigt forsvinde ud over kanten, og ville gerne have set hans ansigtsudtryk, da han er kommet flot ned og får klapsalver. (Jeg skal dog ikke nyde noget af at kigge ud over kanten.)
Selv er jeg lidt nervøs ved tanken om at skulle ned og overvejer at lade være, men beslutter mig til at forsøge. Jeg kan godt huske, hvordan det er at falde ned og komme til skade og kan mærke, at min krop også husker det. Jeg vil prøve at gå ned og skal derfor på den helt lodrette væg, da Kris og Toke mener, det så vil være lettere at fire mig ned, hvis det ikke går.
Da jeg hænger på ydersiden af rækværket og skal starte nedstigningen (her bryder jeg mig ABSOLUT ikke om at være), kan jeg mærke, at det svære for mig også er at stole på, at jeg er i sikre hænder. Og selvfølgelig er jeg det, men jeg kan bedst lide at styre tingene selv... (Da jeg senere snakker med Tove, viser det sig, at hun har det på samme måde.)
En meter nede af væggen er jeg på plads og skal starte nedstigningen. Men - min højre fod nægter på det bestemteste at flytte sig. Fra knæet og ned har jeg meget lidt kraft, og idet jeg har benene så langt fra hinanden som man skal for at rapelle, kan jeg ikke få vægt nok over på venstre ben, så jeg kan flytte højre. Jeg skal også lige finde ud af , hvordan rebet virker, og hvordan kroppen fungerer, når den skal gå nedad i vandret stilling. Endelig får jeg taget det første skridt, godt opmuntret ovenfra, og ved at tage små skridt, går det efterhånden helt godt. Da jeg er kommet helt ned og igen sidder i kørestolen, siger Tove, at det så ud som om jeg aldrig havde lavet andet end at gå ned ad lodrette vægge... Sådan føltes det ikke! Bagefter føler vi os helt "høje". Vi gjorde det sgu!

Vildtraguot

Den sidste ting, vi skal prøve, er bueskydning, og det føles lidt tamt ovenpå dette adrenalintrip. Jeg har snart heller ikke flere armkræfter tilbage og er øm over det hele. Men det er dejligt at mærke, at man virkeligt har brugt kroppen. Måske skulle jeg prøve bueskydning igen en anden dag, for det er faktisk ret sjovt.
Vi slutter dagen med at spise vildtragout, tilberedt over det bål, der har brændt de sidste par timer ved siden af tårnet. Vi er tolv om bordet, hjælpere, arrangører og deltagere, og er rykket indenfor, da det regner mere og mere. Det er helt vemodigt at sige farvel efter sådan en herlig weekend, og køre hver sin vej.

Euforisk

Regnen øser ned nu. Jeg er fuldstændig euforisk og MÅ fortælle nogen om turen. Efter at være drejet ind på motorvejen mod Århus, drejer jeg ind på en rasteplads, griber mobilbamsen og ringer til min mor.
"Nå, nu er dine trængsler ovre", lyder det medfølende. "Trængsler? Det var bare så fedt!" Og jeg fortæller løs. Da jeg kører videre hjemad, glæder jeg mig også til at fortælle kollegerne om oplevelserne i morgen; ihukommende deres: "Skal DU ud på vandski?!" (Jeg arbejder 18 timer om ugen som hospitalslaborant på et forskningslaboratorium.)
Helt hjemme bliver jeg modtaget af en meget forurettet kat, der mener, den tildelte madration var alt for lille. Jeg fodrer ham og lover, at vi snart tager en dag på sofaen.
Ude i min lille have er æbletræet sprunget ud i løbet af weekenden, og blomsterne lyser i skumringen. Livet er dog en herlig opfindelse...