Kropumuligt teater - 3-1996

Tekst af: Hanne Birgitte Pedersen

- Nå, kom så ud med sproget. Hvor er den landkrabbe, jeg skal kølhale. Nu ingen numre.
Janus Tarp, jurist, tetraplegiker og fritidsskuespiller, er på scenen i rollen som hvalfanger og nyder rollen.

Janus Tarp har to af bodyguard-rollerne - som hvalfanger og som amerikansk/mexikansk desperado - i "Tre modige mænd", et teaterstykke af italieneren Dario Fo.
Han befinder sig godt med begge roller og nyder at være i projektørlyset.
Janus Tarp er ikke som skuespillere er flest. For det første er han tetraplegiker, for det andet er han jurist. Helt nybagt, faktisk, eftersom han tog embedseksamen i juni 1996. Men en måned før fik han sin debut som skuespiller.
- Jeg er nok lidt af en ekshibitionist, siger han grinende. Altså ikke sådan een, der blotter sig, skynder han sig at tilføje, men jeg kan godt lide at føre mig frem og vise, at handicappede godt kan fungere i andre sammenhænge end institutioner og handicapmiljøet.
"Tre modige mænd" bliver opført som resultat af "Kropmumulig", der er et teaterprojekt for unge med et bevægehandicap og indgår i Kulturby 96's programområde "Handicappedes Kulturby". Det handler om tre kvinder og deres lyst til det modsatte køn, om deres uforstående far, tre feje bodyguards og et spøgelse.

Nedbryder fordomme

Skuespillertruppen består af Janus Tarp, Henrik Vestergaard Knudsen, Vinnie Carrass, Tina Kirkegaard og Vibeke Baden Laursen. Stykket havde premiere den 9. maj i år i Ahlefeldtgades beboerhus i København. Siden er det blevet vist i forbindelse med projektet "Kunst er kaos" på Hans Knudsens Plads med Dansk Handicapforbund som arrangør, i Hillerød under handicappedes kulturuge og på Muskelsvindfondens landsmøde.

Men hvad har "Tre modige mænd" med handicap at gøre, kunne man spørge. Svaret er "ikke en pind", og det er netop pointen. Forestillingen skal nemlig også gerne være interessant udenfor en snæver handicapverden. Den skal med andre ord være med til at nedbryde fordomme, skabe forståelse og vække til eftertanke på én og samme gang.
Den oprindelige idé med projektet handlede om at lære handicappede kropssprog, fordi det er en meget væsentlig del af kommunikationen med andre mennesker. Deraf titlen "Kropumulig". For hvordan får man et kropssprog, når man stort set ikke kan bevæge sig? Måske kan man lære det ved at spille teater, mente initiativtagerne Tina Kirkegaard og Vinnie Carass.
- Een af skuespillerne er spastiker, tre har muskelsvind. Jeg kom med i stykket, fordi de ville have nogen, som ikke har muskelsvind, på rollelisten, fortæller Janus Tarp.

Så svært som muligt

De begyndte at arbejde med projektet i efteråret 1995 sammen med de professionelle instruktører Peter Darger og Lisbeth Bredsdorff. Valget faldt på "Tre modige mænd", fordi det både er et humoristisk og meget kropsligt teaterstykke. Og således kunne de gøre det så svært som muligt.
Det startede med, at instruktørerne underviste dem i at spille teater. De arbejdede med at lave store og små bevægelser med kørestolen, stemmetræning og sang, på at fortælle historier og spille på hele følelsesregistret.
Øvelserne gik blandt andet ud på at være sur, at være glad, skælde ud eller improvisere en historie over nogle ord - for eksempel "oppe på loftet". Skuespillerne skulle skændes med få ord, lege "Simon siger", lave kørestolsdans og fortælle historier uden at sige noget.
Det var, for at sige det lige ud, ikke rigtig Janus Tarps kop te.
- Vi talte om det under evalueringen. At jeg havde problemer med motivationen. For det der med kropssproget var ikke mit store formål. Jeg havde ikke lyst til at arbejde med mig selv på den måde. Men instruktørerne er professionelle og ved, hvad de gør. Derfor affandt jeg mig med det. Og jeg synes da, at det var sjovt at øve forskellige småroller for at lære at leve sig ind i en anden person.

For fulde huse

Den store tilfredsstillelse ligger i at optræde, mener Janus. Han uddyber det:
- Det er fedt at spille teater. Hårdt, men sjovt. Det er samspillet med publikum, der gør det. Vi har spillet i for fulde huse, det kan jeg vist godt sige, selv om "husene" var små. Og når man spiller i små lokaler, mærker man tydeligt reaktionen hos publikum. Jeg kan godt lide, når de griner eller bliver overraskede over en uventet drejning i handlingen eller en god replik.
Publikum kan imidlertid også overraske.
- Da vi havde opført det første gang, vidste vi, hvornår de ville grine eller gyse. Troede vi. Men et nyt publikum betyder andre reaktioner. Derfor er det sjovt at opføre et stykke flere gange.
"Nå, kom så ud med sproget. Hvor er den landkrabbe, jeg skal kølhale. Nu ingen numre." Det er Janus første replik i stykket. Han kører ind på scenen, forklædt som eskimo i en dragt af hvid (imiteret) pels i rollen som hvalfanger. Splitte mine bramsejl og alt det der. Men "i virkeligheden" er han kun hundefanger.
I sin anden rolle er han en tilsyneladende barsk bodyguard. - Rest in pieces, lyder hans hilsen fra scenen. Til den rolle er Janus iført et Clint Eastwood lignende tex-mex kostume, og hans truende fremfærd understreges af en drævende dansk/amerikansk dialekt.

Dumsmarte typer

Det har været en stor udfordring for Janus Tarp at spille to roller, der ligner hinanden så meget, men som alligevel skal være væsentligt forskellige.
- Begge personer er dumsmarte, hovski snovski typer og ikke alt for godt begavede. De har begge to sider. De fører sig frem som voldsomme, frygtindgydende gutter, men som stykket skrider frem, viser det sig, at de er nogle store kujoner. Og til slut bliver de uhjælpeligt til grin, og macho attituden fordufter som dug for solen. På den måde er det næsten den samme person.
- Jeg har set et Dario Fo stykke i fjernsynet, det blev spillet med fuld bevægelse i krop og ansigt i et hæsblæsende tempo. Det er ikke ligefrem alverdens muligheder, man har for at fare rundt og lægge energi i bevægelserne, når man bevæger sig i en elektrisk kørestol. Så min version er nok lidt energifattig i forhold til det. Til gengæld har jeg arbejdet hårdt med at lægge nogle psykologiske forskelle på de to roller ind i mit spil.

Klar til mere

Publikums latter og klapsalverne er anstrengelserne værd, og Janus glæder sig til, at truppen skal opføre stykket igen. Det bliver ved lukkede arrangementer til nogle handicaporganisationers årsmøder og lignende, her i efteråret.
Det har været sjovt at deltage i projektet af andre grunde, fortæller Janus.
- Vi har arbejdet tæt sammen i gruppen og har lært hinanden ret godt at kende. Det har overrasket os alle, at rollerne kræver, at vi viser meget mere af os selv, end vi var indstillet på på forhånd.
Så selv om Janus Tarp for tiden er travlt beskæftiget med at søge job som cand.jur., så siger han ikke nej, hvis nogen vil have ham med i et nyt teaterprojekt.
- "Skuespilleriet" er en god modsætning til juraens lidt tørre lovstof, erklærer han.