Brokkassen - Slip galden løs - 3-2000
På denne side kan du brokke dig over alt og alle, med rette eller urette, rimeligt eller urimeligt. Du kan brokke dig over hjemmehjælpen, kæresten, hunden, ergoterapeuten, vejret, undulaten….ja du kan sågar brokke dig over Paraplegikerkredsen. Svar, reaktion eller generel respons på brokkerierne er også megen velkommen.
Du kan komme ud med alt det ”forbudte” – her er ingen censur, og anonymitet er en selvfølge.
I tilfælde, hvor der er kød på ”brokkeriet”, vil redaktionen forbeholde sig ret til at følge op på brokken, uden dog at fravige løftet om anonymitet.
Skriv til BROKKASSEN v/ Sørensen, Hans Paaskesvej 52, 3070 Snekkersten eller –endnu nemmere- send en e-mail til brokkassen@paraplegi.dk brokkassen@paraplegi.dk.
Lang sagsbehandling ved ansøgning om invalideparkeringsskilt
Efter mange måneders venten havde jeg omsider fået anskaffet mig en invalidebil. Jeg ansøgte derfor Invalideorganisationernes Brugerservice (IBS) om det blå parkeringsskilt, da jeg er 100 % handicappet som følge af en rygmarvsskade. Kort efter jeg havde sendt min ansøgning, modtog jeg et brev fra IBS som oplyste, at der var fem til seks uger behandlingstid pga. indførelse af et nyt Edb-system. Det synes jeg er meget lang tid, når man som jeg er 100 % afhængig af sin bil.
Med venlig hilsen Poul Larsen
Kære Poul Larsen
Susan Johansen fra Invalideorganisationernes Brugerservice (IBS) oplyser, at man ved overarbejde i weekenderne nu har nedbragt sagsbehandlingen til ca. to uger.
Med venlig hilsen Brok-redaktionen
Åbning af Øresundsbron – ikke for alle
Jeg ville gerne, som så mange andre danskere og svenskere, være med til åbningen af Øresundsbroen. Da jeg er kørestolsbruger med stærkt nedsatte armkræfter, havde jeg aftalt med nogle venner at mødes med dem på Peberholm, så de kunne hjælpe med at skubbe mig over broen. Så langt så godt, nu skulle jeg bare kontakte Dansk Røde Kors for at finde ud af, hvordan jeg kom til Peberholm som kørestolsbruger. Jeg begyndte med at gå ind på Dansk Røde Kors hjemmeside, men dér var der ingen information at hente for mennesker i min situation, hvilket jeg fandt for dårligt. Jeg ringede derfor til det nummer, som var angivet på deres hjemmeside. Jeg ringede tre gange og snakkede med fire medarbejdere og fik lige så mange forskellige svar på, hvor ofte og hvornår handicapbusserne afgik. Alle var dog enige om, at handicapbusserne afgik fra Hovedbanegården. Da jeg ringede tredje gang, spurgte jeg endvidere til parkeringsforhold, og jeg fik oplyst, at der ikke som ved Bella Centret og Avedøre var angivet parkeringsområde. Man opfordrede til, at man tog de offentlige transportmidler, hvis man ville med handicapbusserne fra Hovedbanegården.
Jeg måtte opgive min ”gåtur” over broen, da jeg udemærket vidste, at det ville være umuligt at få en parkeringsplads ved Hovedbanegården, idet der kun er to invalideparkeringspladser i umiddelbar nærhed, og de er på almindelige hverdage altid optaget. Jeg blev også meget vred. Hvordan kan en human organisation som Dansk Røde Kors være så tankeløs at vælge, at handicapbusserne skulle afgå fra et sted uden parkeringsmuligheder!! Langt de fleste handicappede mennesker får tilkendt invalidebil, fordi vi ikke kan benytte de offentlige transportmidler. Endvidere får vi tilkendt invalideparkeringskilt, så vi har mulighed for at parkere i umiddelbar nærhed af, hvor vi har vores ærinde. Hvorfor arrangerede Dansk Røde Kors det ikke sådan, at nogle af handicapbusserne gik fra Bella Centret eller Avedøre, hvor der var mange parkeringspladser?
Hilsen en el-stolebruger
Kære el-stolebruger
Brok-redaktionen har den 14. juni 2000 e-mailet dit brev til Dansk Røde Kors, men vi har ikke fået noget svar. Til gengæld lover vi, at de får dette nummer af Paraplegi…så har vi måske et svar til dig i næste nummer.
Med venlig hilsen Brok-redaktionen
Rabat hos Hydro Texaco
Man kunne på et tidspunkt som medlem af Paraplegikerkredsen/Dansk Handicap Forbund få rabat på benzin o.l. hos Hydro Texaco. Gælder det stadig og i givet fald, hvem henvender man sig så til/hvordan gør man?
Venlig hilsen Andersen
Kære Andersen
Direktør Helge Barnewitz fra Dansk Handicap Forbund oplyser, at man stadig kan få rabat hos Hydro Texaco. Ifølge DHFs seneste oversigt kan man opnå følgende rabat: 14 øre pr. liter benzin, 20 øre pr. liter diesel og 165 kr. pr. 1000 liter fyringsolie. For nærmere oplysninger og tilmelding til ordningen skal man kontakte: Hydro Texaco, Strandvejen 70, 2900 Hellerup, tlf. 39 47 81 00.
Med venlig hilsen Brok-redaktionen
Nyt fra Hornbæk savnes
Jeg er en flittig læser af PARAPLEGI, og har bemærket klummen vedrørende ”Orientering fra Paraplegifunktionen i Viborg”. Jeg er selv gammel patient fra Hornbæk, og det undrer mig meget, at PARAPLEGI ikke har en lignende klumme for Hornbæk. Jeg føler som gammel patient, at det kunne være rart at læse om, hvad der foregår på stedet - det er jo en del af et universitetshospital. Jeg vil derfor gerne opfordre PARAPLEGI til også at have dette.
Hilsen den gamle patient
Kære Gamle patient
Hornbæk har fået samme tilbud om plads i PARAPLEGI. Det skal dog ikke afholde os fra at sende din opfordring videre til Hornbæk.
Med venlig hilsen Brok-redaktionen
