Når socialpolitik drukner i bureaukrati og kortsynet kassetænkning - 2-2000

Tekst af: Kurt Rasmussen

Som dansker med et alvorligt handicap har man blot at blive i Danmark med sine lånte hjælpemidler - eller betale, hvad de koster, hvis man bringer dem ud af landet.

I Danmark bryster vi os ofte af at have en sociallovgivning, der ligger helt i top, set i internationalt perspektiv. Kort sagt: Et socialsystem, der fungerer hurtigt, perfekt og gnidningsløst, når et menneske på grund af sygdom, ulykke eller anden social begivenhed kommer i vanskeligheder.
Sådan troede sygeplejerske Mariann Offersen, der er 45 år, også - indtil for et lille års tid siden - at den virkelige verden i det danske velfærdssamfund så ud.

Omvæltning

I august 1999 forulykkede Mariann og hendes mand og to børn på fire og seks år på den tyske Autobahn nær Frankfurt. I bil var de på vej til Italien, og ved ulykken brækkede Mariann ryggen. De øvrige i bilen slap uskadte fra ulykken. Efter en operation og tre ugers ophold på et tysk hospital blev Mariann overført til videre behandling i det danske hospitalsvæsen - først Viborg Sygehus og derefter til genoptræning på Paraplegifunktionen i Viborg. Med lammelser fra brystet og nedefter må Mariann se i øjnene at skulle leve et liv som paraplegiker og kørestolsbruger. Med alle de følgevirkninger, som paraplegikere og tetraplegikere kun kender alt for godt.
Med så omfattende lammelse af kroppen sker der så basale ændringer af både livsfunktioner og livsvilkår, at selv erfarne, professionelle medarbejdere i sundheds- og socialsektorerne har svært ved helt at gøre sig klart, hvor stor en omvæltning det er for både patient og den nærmeste familie.

Uventet oplevelse

Mariann har i dag - efter eget udsagn - et afklaret forhold til at skulle leve en tilværelse som paraplegiker, afhængig af daglig hjælp fra sine omgivelser.
Men hvad der er kommet som en helt uventet og meget opslidende oplevelse er, hvor tungt og langsomt bureaukratiet arbejder, når der skal bevilges f.eks. pension eller de mest nødvendige hjælpemidler.
- Det tager både uger og måneder at få selv en lille, banal sag afgjort, og jeg oplever, at sagsbehandlerne ofte er mere opmærksomme på de administrative procedurer end at få en sag løst hurtigt og selvfølgelig i overensstemmelse med lovens ord og ånd. Det har været frustrerende at erfare, at et system, som jeg i min naivitet troede, har til opgave at medvirke til konstruktive løsninger, i stedet er problemskabende, konstaterer Mariann.
- Jeg er ikke en krævende kværulant, der forlanger at få både i pose og i sæk. Mit ønske er blot, at jeg så lidt problematisk som muligt kan få løst problemer med anskaffelse af kørestol og handicapbil, samt få afklaret niveauet på min førtidspension. Det tapper simpelthen alt for meget på energi og kræfter, konstant at skulle sætte sig ind i gældende lovgivning, skrive til offentlige instanser og argumentere over for diverse sagsbehandlere, for at få tingene i orden, siger Mariann.

Kun til låns

For Mariann er der det specielle ved situationen, at hendes mand og børn bor i Italien, hvor familien driver et biologisk landbrug. Børnene er, som deres moder, danske statsborgere, medens faderen har italiensk statsborgerskab
En sådan situation - en familie med relationer i både Danmark og Italien - er den danske sociallovgivning og de embedsfolk, der er sat til at forvalte lovens indhold, mildest talt ikke gearet til at håndtere.
Hjælpemidler - det være sig kørestol, bil eller andet udstyr til handicappede er nemlig, ifølge danske regler, kun til låns, og må ikke bringes ud af landet bortset for kortere ophold som ferie og lignende.

Som dansker med et alvorligt handicap har man altså blot at blive i Danmark med sine lånte hjælpemidler - eller betale, hvad de koster. Og så siges det, at alle her til lands(!) er lige for loven.

PS: Mariann Offersen er igen forenet med børn og mand i Italien. De sociale instanser i Danmark tænker stadig dybt over tingene. Mariann har dog fået det kulante tilbud, at hun kan købe sin kørestol til halv pris. Begrundelse: At den jo må betragtes som brugt efter hendes syv måneders ophold på Paraplegifunktionen!

- Det har været frustrerende at erfare, at et system, som jeg i min naivitet troede, har til opgave at medvirke til konstruktive løsninger, i stedet er problemskabende, konstaterer Mariann Offersen.