Møde med en økonomibisse - 2-2000

Tekst af: Anders J. Andersen, Vibeke Sørensen og Stig Langvad

" ... ligesom jeg meget gerne deltager i møde/diskussion med dig om de temaer, vi nu har skrevet til hinanden om."
Sådan skrev finansminister Mogens Lykketoft i sit åbne brev til Paraplegikerkredsens formand Anders J. Andersen i sidste nr. af Paraplegi. Lykketoft kommenterede på formandens leder med den drilske overskrift "Tillykke lykkelige Lykketoft" om velfærden i Danmark. Det var jo en invitation, som man skal være et skarn for ikke at tage imod.
Så vi, Anders J. Andersen, Vibeke Sørensen og Stig Langvad, satte derfor finansministeren stævne en skøn solrig, men iskold forårsdag.

En snak med landets finansminister gennem de sidste syv år om velfærdspolitik kræver naturligvis forberedelse. Derfor forberedte vi os hjemmefra ved skriveordet, udvekslede emails med hinanden og skrev stikord ned. Forud for mødet med ministeren mødtes vi i Snapstinget på Christiansborg til en finpudsning og koordinering af vores spørgsmål.
Vores billede af Lykketoft er skabt af medierne via korte klip i Tv's nyhedsudsendelser og citater i de aviser, vi læser. Det billede, vi havde før mødet, adskiller sig sikkert ikke meget fra den almindelige befolknings, nemlig at finansministeren måske nok har det indvendige af hovedet i orden men ofte taber lidt på den personlige fremtoning. Han kan virke mindre sympatisk - som en person man aldrig vil kunne få lov til at besejre i en diskussion.

Fysiske barrierer

At få aftale med ministeren var pærelet - noget helt andet var at komme ind i Finansministeriet. Det letteste - og vel mest korrekte - ville simpelt hen være at gå ind ad hovedindgangen til den røde bygning, som ligger lige ved siden af Christiansborg, men næh nej, her er en høj trappe. Så vi måtte i bidende kulde traske helt ned til havnen, bag om Erhvervsministeriet, hvor nogle flinke ministerbetjente anviste os nogle nærmest antikke elevatorer. Der var fire elevatorer, men de vendte alle den forkerte vej, så en kørestol over 80 - 100 cm. længde skal skilles ad og køres ind med sikker hånd. Stig's Roltec måtte skilles ad. Ret besværligt, men vi kom ind, og vi var jo heldigvis i god tid.
Så måtte vi traske hele vejen tilbage til Finansministeriet igennem de flotte gamle bygninger med mange smalle gange og flere små niveauspring, ja, dvs. næsten tilbage til ministeriet. Vi kunne fortsat ikke komme helt ind til Mogens Lykketofts kontor. Han har forskanset sig sikkert bag en adgangsvej fyldt med trapper. Så mødet med ministeren blev ikke holdt i hans sædvanlige omgivelser. Det er lidt trist, fordi omgivelserne fortæller jo noget om manden, der "lever" der. Og hvorfor kan hele "Folket" ikke komme frem til landets finansminister? Mødet blev i stedet holdt i et flot og meget højtideligt, men absolut hyggeligt lokale i en sidebygning.

Han kom

Så kom ministeren. Han var flankeret af en ung akademisk uddannet embedsmand. Efter præsentationen og nogle indledende høflighedsfraser, så kom vi med nogle slet skjulte antydninger om kørestolsbrugeres manglende muligheder for at få beskæftigelse i det af alle ministerier, der taler mest om behovet for øget beskæftigelse til alle, der kan, nemlig Finansministeriet.
- Joh, det er rigtig, men det er jo gamle bygninger, gled Lykketoft let uden om.
Vi borede ikke mere i denne åbenlyse mangel. Det kunne jo ødelægge den gode stemning fra starten. Men vi lagde nu alligevel hårdt og lidt drilsk ud.

Velfærdsdebat efter 7 år

Alle anerkender vel, at Socialdemokratiet er hovedarkitekten bag vores velfærdsstat. Hvorfor har vi så heftig en debat om velfærden lige nu - og efter hele 7 år med en socialdemokratisk ledet regering?
- Det er der flere grunde til, svarer Lykketoft med den professionelle mine.
- Fra 1993 og frem var dagsorden arbejdsløsheden. Selv om mange tvivlede, troede vi på, at det var muligt at få fuld beskæftigelse igen. Og vi er nået langt og mere end i andre lande - og mere, end vi selv havde troet. Vi har faktisk løst opgaven. Arbejdsløsheden var det, vi havde fokus på, fortæller Lykketoft og fortsætter:
- Nu går alt fint med økonomien, og folks forventninger stiger. Men vi må ikke glemme, at vi nu har en offentlig service, der yder mere end før, og at den er af ganske betydelig dimensioner. Hertil kommer, at andelen af ældre på folkepension stiger i fremtiden, så vi skal også passe på med udgifterne. I fremtiden er der flere, der skal nyde, og færre der skal yde. Det hele er ikke godt nok endnu. Der er f.eks. lægemangel, som medfører ventelister.

I Paraplegikerkredsen vi ser også andre trusler mod velfærdsstaten end ældreboomet og den faldende andel unge, nemlig at den ikke længere ser ud til at skulle være skattefinansieret i det samme omfang, som vi hidtil har set. Vi ser flere individuelle og private service- og sikringsordninger på banen, f.eks. arbejdsmarkeds- og kapitalpensioner, privat sygeforsikring, private hospitaler mv.
- Vi ønsker en styrkelse af de offentlige sygehuse, svarer finansministeren, der ikke forspilder chancen for at kritisere oppositionen. Vi er imod Venstres 85%-model, hvorefter folk med 85% i offentlig tilskud kan vælge et privathospital.

Vi frygter, at den øgede individualisering og kobling mellem visse velfærdsgoder og tilknytningen til arbejdsmarkedet kan underminere det solidariske skattefinansierede velfærdssamfund, hvor alle skal have, hvad de har behov for. Vi frygter for det velfærdssamfund, der også tilgodeser folk uden tilknytning til arbejdsmarkedet!
- Det beslutter vi os selv for. Danskerne er tilhængere af det skattefinansierede system. De støtter den solidariske velfærdsmodel, siger ministeren beroligende.
- Hvis I tænker på det problem, at førtidspensionisters næppe har tilstrækkelige muligheder for at få opsparet til at kunne supplere deres folkepension, så de får lige så meget som andre folkepensionister med arbejdsmarkedspension, så er vi skam opmærksom på dette i overvejelserne forud for de kommende forhandlinger om en reform på førtidspensionsområdet, fortsætter en minister, som vi kan mærke er godt inde i andres ministeriers sager. Lykketoft fortsætter:
- I skulle læse den seneste finansredegørelse. Her tegnes et noget mere opmuntrende billede af velfærdsstaten og fordelingen mellem de forskellige samfundsgrupper.
Lykketoft er nu helt klart på hjemmebane igen.

Færø-banken klares også

Men som snakken går, finder vi også langsomt ud af, at vi sidder over for en mand, som faktisk er engageret i vores problemer. Han lytter imødekommende på vores problemer og synspunkter. Måske finder han også ud af, at vi ikke er som sædvanlige journalister, men mere politikere som ham selv, om end det er på et andet niveau og med et lidt smallere budskab.
Den afslappede stemning kulminerer, da embedsmanden sendes af sted for at hente nogle papirer til underskrift. Mens de i vores nærvær gennemlæses og underskrives af en fortravlet, men fortsat meget koncentreret minister, fortæller han, at det er Færøbank-sagen, som Finansudvalget skal have lige nu, ellers bliver de bare så sure, griner han i skægget.

Ved ikke alt

Interviewet drejer mere og mere i retning af at være en samtale om principper for velfærdsstaten. Det gør ikke snakken dårligere, tværtimod. Vores velforberedte argumenter mod indskrænkninger i den vederlagsfri fysioterapi, falder helt til jorden, da han siger:
- Jamen, indskrænkningerne var ikke tiltænkt jer. Og pludselig kommer der en indrømmelse fra en minister, der har ry for ikke at slå om sig med indrømmelser, da vi fortæller, at 72 moduler om året langt fra svarer til 72 timers behandling hos en fysioterapeut, men snarere til 18 timer ‡ 4 moduler:
- Det vidste vi, der forhandlede, ikke!
Indskrænkningerne i den vederlagsfri fysioterapi er nok taget af bordet, men sagen danner yderligere grundlag for en diskussion om nogle hæderkronede principper bag velfærdsstaten - resursefordelingen i samfundet, inddragelse af handicaporganisationerne i beslutningerne og kommunernes faglige kompetence.

Han fortolker

Det er vores opfattelse, at kompensationsprincippet i handicappolitikken betyder, at man skal have godtgjort sine handicapbetingede merudgifter hos det offentlige, hvis ikke der kan stilles ydelser til rådighed, der i sig selv kan kompensere for funktionsnedsættelsen. Det betyder, at vi ikke kan forstå den øgede fokus på brugerbetaling på f.eks. hjemmehjælp, medicinudgifter mv.
- Det afgørende for visitationskriteriet må være folks helbred og økonomi.
Mogens Lykketoft gør lidt overraskende og bramfrit op med kompensationsprincippet. Sådan! Her kommer kassemesteren vist før den gamle socialdemokrat.
I vores snak om Tilskudsdanmark, hvor også middelklassen, der ellers kan klare sig selv, får mange penge til at gå i teatret, til at bygge vindmøller for, for slet ikke at tale om erhvervs- og landbrugsstøtte-ordninger, i stedet for at bruge disse midler til dem, der virkeligt har brug for det, mærkes en ærlighed og lidt usikkerhed hos Lykketoft, når han siger:
- Joh, det kan der være noget om. Men hvordan opvejer man f.eks. miljøet over for hjælp til handicappede? Og i stedet for at dekretere, at vi skal have så og så mange vindmøller, kan man fremme udviklingen ved at give tilskud. Hvordan skal vi i denne debat forholde os til truslen om kulturel fattigdom? Der skal prioriteres med brede øjne.

Brugerorganisationerne bør inddrages

Stig's kandidatur til formandsposten (nu valgt som formand, red.) i De Samvirkende Invalideorganisationer får naturligt nok lynhurtigt ministerens interesse. Kritik af brugerorganisationernes manglende inddragelse i f.eks. sagen om vederlagsfri fysioterapi, der igen dukker op i vores snak, får fuld forståelse hos Lykketoft.
- Vi kunne godt have håndteret sagen bedre, hvis vi havde spurgt jer, indrømmer han helt ærligt.

Hvad hjælper gode intentioner, flere resurser, bedre økonomi og en ny sociallovgivning, hvis kommuner prøver at undslå sig sit ansvar, og i nogle tilfælde ikke overholder lovgivningen?
- Vi ved godt, der er problemer i nogle kommuner, og vi har derfor diskuteret, om det måske var nødvendigt med minimumskrav i de sociale ydelser. Men det er der jo også er en fare ved, svarer Lykketoft noget undvigende:
- For så er der risiko for, at minimumskravene bare bliver det, som brugerne tilbydes.

Socialdemokratisk ledet kommuner er jo hverken bedre eller dårligere end andre kommuner!
- Vi ved godt, at vores budskab ikke altid er nået frem til alle vores folk. Det har vi snakket om, og vi vil fremtiden klæde vores folk bedre på, smyger den professionelle politiker uden om.

Men det virker som om, kommunernes kompetence er lidt af en hellig ko?
- Det er altid svært, for hvor langt skal vi gå i forhold til kommunernes selvstyre? Folketinget kan jo altid gribe ind, hvis det bliver for skævt. Kommunens folk er ude 1/2 million gange om ugen hos ældre, og det skulle være mærkeligt, om ikke noget gik galt en gang i mellem, glider Lykketoft lidt af på spørgsmålet og henviser til en brugerundersøgelse:
- De folk, som er i kontakt med systemet, er generelt mere tilfredse end befolkningen i almindelighed.

I gør det godt

Den aftalte time til interviewet er for længst overskredet. Tiden er fløjet af sted i vores interessante og til tider højtflyvende snak. Den ellers så fortravlede minister giver sig god tid og befinder sig tilsyneladende godt i vores selskab, hvilket er gengældt. Men inden vi bryder op, når vi nogle lidt skæve spørgsmål:
Er vi i organisationerne for krævende, og har du nogle gode råd til os?
- Jeg ved det ikke. Næh, I varetager jo bare jeres medlemmers interesser. Råd? I gør det godt. I forhold til samfundsdebatten skal I nuancerer debatten. Både de gode og de dårlige historier skal frem.
Heldigvis kan vi her henvise til vores medbragte gave, nemlig vores år 2000 kalender, som netop er et forsøg på at nuancere synet på handicappede. Ministeren forstår kalenderens livskraftige budskab.

Hvordan med visionerne?

- Engang imellem kan det i dagligdagen godt være lidt svært at være visionær. Men vi har jo en politik som ledetråd. Og så opstår der hele tiden nye opfordringer og prioriteringer, som tvinger Žn til at tage stilling. Og så længe vi ikke har 90 mandater, skal vi blive enige med andre partier. Praktisk politik kræver tålmodighed, og det ved vi jo på tilgængelighedsområdet, griner han og slår ud med armene og kigger rundt i lokalet.
- Når det f.eks. gælder tilgængeligheden for jer, må I nok her og nu sætte ind i forhold til at sikre tilgængeligheden til det nye. Så må vi se, hvordan og hvornår vi kan forandre de eksisterende bygninger. Det er dyrt at forandre. Der er nogle steder, hvor det haster mere end andre, fortsætter den igen koncentrerede minister.

Bisse-rollen er en del af jobbet

Hvordan er det at være regeringens økonomibisse?
- Det hører med til jobbet. Sådan er det, siger Lykketoft uanfægtet.
- Men man kan godt føle det uretfærdigt og noget stereotypt, når medierne tit pålægger os nogle personlige egenskaber ud fra de af vores dispositioner og virke, som det kan være svært at gøre noget ved.
- Også jeg har en holdning til et solidarisk samfund. Den har jeg haft og kæmpet for gennem mine 36 år i Socialdemokratiet, slutter Mogens Lykketoft.