I kørestol gennem regnskoven - 1-2000
Tekst af: Birgitte Bjørkman
Titlen er fra en nyudgivet bog af Dansk Handicap Forbund, som beskriver nicaraguanske handicappedes hverdag, fortalt af dem selv
.De fleste danskeres viden om Nicaragua kan vel ligge på et ret beskedent sted: Det er et lille fattigt land i Mellemamerika, der har været plaget af diktatur, borgerkrig og naturkatastrofer – og en placering på verdenskortet, som ifølge dem selv er ”to far from heaven and too close to USA”. Og endnu mindre ved vi selvfølgelig om, hvordan nicaraguanere lever og tænker.
Denne bog forsøger at råde bod på dette ved at føre os tæt ind på livet af nogle meget forskellige mennesker, som har det til fælles, at alle er handicappede. I en række portrætter i ord og billeder får vi en meget konkret fornemmelse af de uhyre vanskelige livsbetingelser, handicappede mennesker har i et samfund, hvor det sociale system er meget lidt udbygget, og hvor de knappe økonomiske ressourcer i nogle tilfælde smitter af på de menneskelige.
Men samtidig gribes vi af den ukuelighed og det mod, som sætter handicappede i Nicaragua i stand til at leve med stor personlig værdighed og yde et bidrag til det sociale fællesskab.
”I kørestol gennem regnskoven” koster 165 kroner og distribueres af Forlaget Klim, tlf. 86 10 37 00.
