Düsseldorf-messe - 1-2000
Tekst af: Malene Olesen
Hvert andet år i Düsseldorf afholdes Europas største rehabiliteringsmesse. Sidste gang fandt messen sted den 2.- 6. november 1999, og dér blev den besøgende bl.a. præsenteret for et smart koblingssystem for manuelt gear og en elstol, som kan køre på to hjul.
Den er bestemt stor - messen i Düsseldorf. Den breder sig over seks almindelig sportshaller, hvor firmaer fra den ganske klode er præsenteret. Der vises alt lige fra dupper til krykker til, hvordan man kan få de bedste adgangsforhold til busser, hvis man som kørestolsbruger eksempelvis skal med en sådan.
På sidste års messe var der endvidere repræsenteret et stort område med udstillere fra Danmark. Her kunne man bl.a. finde MBL A/S, T.A. Service.De største reklamebilleder på denne tyske messe var ca. 2 x 3 meter - og danske! De kunne ses på SOPUR standen. Billederne, der også er kendt fra PKs kalender, var bl.a. cykelbilledet med Jesper Bang.
Elstol på to hjul
Det, der på REHA-messen må anslås at have fået mest opmærksomhed, var en elstol, der kaldes INDEPENDENCE 3000 IBOT. Denne elstol er designet til både at køre på fire og to hjul, hvilket styres af et gyrokompas, der automatisk balancerer stolen.
Gyrokompasser gør bl.a., at stolen kan holde balancen på to hjul. Hvilket gør det muligt for brugeren at køre på de to hjul og samtidig være i samme øjenhøjde som stående. Derudover kan stolen komme op og ned af rimeligt høje trapper, køre på meget ujævnt terræn, alt imens brugerens placering i sæde og tyngdekraft styres automatisk af sensorer.
Systemet blev præsenteret af medicinalfirmaet Johnson & Johnson, der forventer at kunne producere stolen på den anden side af 2001. For mere information se www.indetech.com
Cool Elstol
Firmaet Otto Bork havde nok den sejeste elstol. Skal den sammenlignes med en bil, kommer den tættest på BMW Z 1 - 2. Den har de samme former på bagpartiet, som BMW Z () – runde og let nedad gående. Endvidere er den udstyret med et radio- og navigationsprogram, CD-afspiller, højttalere, PCer med internet og e-mail adgang. Man kunne blive ved, men jeg kan trøste den interesserede læser med, at den også godt kan køre.
Smart gearskiftesystem
Bilfirmaet AUDI var bl.a. præsenteret med en A6´er convertible. I denne AUDI var der monteret et håndtag, som har speeder, bremse og kobling i ét. Det smarte ved dette system er, at det kan bruges til manuelt gear i alle typer biler.
Systemet, der er fuldt lovligt i Tyskland, fungerer på den måde, at håndtaget ved udkobling trykkes op. Ved igangsætning presses håndtaget nedad og samtidig drejes den lille knop mod højre for at give gas. Herved aktiveres speeder og kobling samtidigt. Gearskifte foregår ved at presse håndtaget op (udkobling) og hurtigt flytte gearstangen til det ønskede gear og trykke håndtaget i bund igen.
